12 tips til et sikkert januarudsalg på nettet

Januarudsalget er over os, og det forventes at rekordmange danskere lader sig friste af netbutikkernes mange tilbud. Det har de IT-kriminelle opfanget, og derfor er der god grund til at være ekstra opmærksom på falske netbutikker, advarer IT-sikkerhedsekspert.

 

Januarudsalget er godt i gang, og det vrimler med fristende tilbud. Mange online shoppere har ventet ivrigt på at rabatterne vælter ind på samtlige netbutikker i januar måned for at kunne spare penge på gode tilbud.

 

Det er dog langt fra kun forbrugerne, der har set frem imod januarudsalget. Også de cyberkriminelle sidder klar ved tasterne. Hensigten er dog ikke den samme. De cyberkriminelle opretter falske netbutikker og lokker med attraktive tilbudsfælder, alene for at få fingrene i kreditkortoplysninger og andre personlige data.

 

Med 12 huskeregler kan du sikre dig mod cyberkriminelle, når du udsalgsshopper på nettet. IT-sikkerhedsekspert Janus R. Nielsen fra IT-virksomheden AnyTech365 giver dig tips til, hvordan du shopper sikkert online og dermed sikrer, at januarudsalget bliver en god oplevelse.

 

  1. Tast selv hjemmesiden ind i browseren

Undgå at klikke dig ind på gode tilbud hverken på annoncer på de sociale medier eller tilsendte links i din e-mail for at komme ind på en netbutik. Brug i stedet adressefeltet i din internetbrowser, hvor du selv kan taste hjemmesiden ind. På den måde undgår du at klikke på et inficeret link, der fører dig til en falsk hjemmeside.

 

  1. Tjek virksomhedens kontaktoplysninger

Vær opmærksom på falske netbutikker, der hverken oplyser adresse, CVR- eller telefonnummer. Tag også et kig på siden ‘Om os’, der ofte ikke eksisterer eller fremstår utroværdig, hvis der er tale om en falsk hjemmeside. På en legal side er der ofte en lille historie om virksomheden, hvorimod falske hjemmesider ikke har nogen historie at fortælle. Finder du ingen af disse oplysninger, er det ofte et tegn på fup. Husk at du altid kan tjekke en virksomheds CVR-nummer på cvr.dk for at være sikker på, at det ikke er svindlere, der står bag siden.

 

  1. Kig efter e-mærket

Før du handler online er det en god idé at kigge efter e-mærket, som er et dansk mærke for sikker internethandel. Støder du på en mistænkelig netbutik, der skildrer med e-mærket, kan du søge efter butikken på e-mærkets hjemmeside på emaerket.dk. Alle e-mærkede netbutikker er kontrolleret af e-handelsfonden, og her kan du altid få hjælp, hvis du har brug for det.

 

  1. Vær ekstra opmærksom på billige mærkevarer

Fupbutikker sælger ofte mærkevarer, hvor priserne er sat urealistisk langt ned. Det kan være svært at vurdere om et tilbud er for godt til at være sandt, men ofte giver din mavefornemmelse dig et fingerpeg i den rigtige retning. Finder du et par Adidas sko til 200 kroner, der normalt koster 1500 kroner, er der god grund til at være skeptisk. Ender du med at bestille billige mærkevarer fra en mistænkelig netbutik, er der risiko for at varene aldrig dukker op, at du modtager kopivarer eller at dine kontooplysninger bliver misbrugt.

 

  1. Sammenlign priser

Du kan spare penge ved at sammenligne priser, inden du køber en vare. Hvis ikke du vil lede efter det bedste tilbud på forskellige hjemmesider, kan du tjekke priser ud på sammenligningssider som pricerunner.dk og kelkoo.dk, så du er sikker på, at du køber til en god pris.

 

  1. Tjek brugeranmeldelser

Umiddelbart er det nemmest at holde sig til de netbutikker, man i forvejen kender til, men det kan skabe begrænsninger i jagten på det gode tilbud. Undersøg hvilke erfaringer andre brugere har med hjemmesiden, hvis du falder over et tilbud på en netbutik, du ikke kender til. Anmeldelser fra andre brugere giver ofte et fingerpeg om siden er reel eller ej. Du kan tjekke brugeranmeldelser på sider som Trustpilot, inden du gennemfører dit køb på nettet.

 

  1. Gem kvitteringerne

Gem alle kvitteringer, ordrebekræftelser osv. i din indbakke eller print dem ud. Jo mere dokumentation, du har på dit køb, jo bedre står du stillet, hvis noget skulle gå galt.

 

  1. Læs betingelserne

Læs betingelserne grundigt før du betaler. Hvor lang er leveringstiden? Hvordan returnerer du en vare? Og er der en ekstra udgift på fragt, som gør dit køb meget dyrere, end du umiddelbart havde regnet med? Husk at netbutikker i Danmark har nogle garantier, mens udenlandske netbutikker har andre. Tjek igen betingelserne inden du betaler.

 

  1. Beskyt dine digitale enheder

Sørg for at din smartphone, tablet eller laptop er opdateret med det nyeste software inden du shopper på nettet. Det gælder både apps og opdateringer. Installér også et antivirus-program.

 

  1. Køb dine varer på et sikkert netværk

Benyt dig af dit eget private netværk eller dit 3- eller 4G netværk, når du skal handle på nettet. Bruger du et offentligt netværk på en café, kan du risikere at netværket er oprettet af IT-kriminelle, der forsøger at opsnappe personlige oplysninger fra den enhed, du er logget på med.

 

  1. Betal med kreditkort

Betal altid dine varer på nettet med kreditkort. Hvis ikke du modtager dine varer, kan banken nemlig hjælpe dig med at trække pengene tilbage. Overvej også at bruge en ekstra sikkerhedskode, som for eksempel Verified by Visa eller MasterCard Secure Code. Denne ekstra kode sikrer dig mod misbrug på nettet, hvis IT-kriminelle skulle få fingrene i dit kort.

 

  1. Få besked når der trækkes penge fra dit kort

I nogle banker er det muligt at koble kreditkort-transaktioner op med en SMS. Dvs at du modtager en besked, når der bliver trukket penge fra dit kort. På den måde kan du hurtigt reagere, hvis det viser sig, at dit kort bliver misbrugt af IT-kriminelle.

 

IT-sikkerhedsekspert Janus R. Nielsen fra IT-firmaet AnyTech365 skriver om IT i Den korte Avis. 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…