Unge indvandrere har udsat danske drenge for meget ubehagelig ydmygelsesvold.
En dreng kommer gående på en parkeringplads ved Rema 1000 i Silkeborg. Han støder ind i en gruppe drenge på 15-16 år.
Først bliver drengen slået i ansigtet med en knytnæve, så han falder om på parkeringspladsens asfalt. Mens han ligger ned, bliver han sparket. Så kræver de unge gerningsmænd, at han kysser fødderne på den ene af dem.
Men det stopper ikke her. En anden i gruppen tager fat i nakken på drengen, og så bliver han tvunget til at kysse deres fødder.
Det hele bliver optaget på video og sendt ud på nettet.
”God hund, god hund”
Sagen har været for Retten i Viborg. Men trods det usædvanligt grove overfald, bliver ingen af gerningsmændene sendt i fængsel. De slipper alle med betingede domme på mellem 20 og 40 dages fængsel.
Kun hvis de begår fornyet kriminalitet, risikerer de fængsel. Her og nu var ydmygelsen af den danske dreng en gratis omgang. B.T. har bragt historien og viser videoen.
Avisen skriver: ”Videoen bærer præg af, at gerningsmændene taler med tydelig ’ghettoaccent’.”
Deres sprog rækker tilsyneladende kun til ubehjælpsomme, voldssvælgende skældsord og trusler såsom: ”Din fucking luder”, ”Jeg smadrer dig” og ”Skal du spille smart?”
Dette er ikke et enestående tilfælde. På Facebook og Instagram kan man finde en række videoer, der viser de samme former for vold og ydmygelse. Typisk er gerningsmændene indvandrere, mens offeret er dansker.
En tidligere video viser, hvordan en dansk dreng bliver tvunget til at slikke og kysse skoene på en gruppe drenge, mens de siger ”God hund, god hund”.
Ifølge B.T. havde de to hovedgerningsmænd fra Silkeborg at dømme efter deres navne ”anden etnisk herkomst end dansk”. I gruppen på fem drenge befandt sig angiveligt også to med danskklingende navne.
De skal ikke optræde som ’herrefolk’ over for os
Denne form for ydmygelsesvold må betragtes som en meget grov forbrydelse. Offeret lider ikke bare fysisk overlast, men kan få alvorlige psykiske mén af at blive ydmyget og få sin ydmygelse udstillet for alverden på de sociale medier.
Men der er ikke bare tale om en ydmygelse af et enkelt offer. Der er et meget klart mønster i denne form for overgreb:
Ofrene er typisk unge danskere. Hos gerningsmændene dominerer ikke-vestlige indvandrere.
Der bør slås hårdt ned på den slags.
For det første skal det gøres klart, at den voldelige ydmygelse af en dreng skal betragtes som en alvorlig sag.
Men for det andet skal det danske samfund signalere, at vi som samfund under ingen omstændigheder vil tolerere, at unge indvandrere vil optræde som ’herrefolk’ over for os.
Dette er ikke kun et angreb på et individ. Det er samtidig en krænkelse af det danske samfund. Der skal udvises nultolerance over for en sådan ydmygelsesvold – både i den offentlige debat og i retssalen.
Hvis samfundet reagerer med lalleglad ligegyldighed eller konfliktsky tolerance, vil det blive betragtet som et svaghedstegn, der opmuntrer til at fortsætte ad det spor.
Vi skal simpelt hen ikke finde os i det. Og dette budskab bør afspejle sig i straffen til gerningsmændene.
Muslimer og politisk korrekte
Men det skete ikke ved Retten i Viborg. Alle fem gerningsmænd kunne forlade retten som frie mennesker. Kun med betingede domme.
Hvis danske drenge havde begået noget lignende over for en muslimsk indvandrerdreng, ville det udløse en syndflod af harmdirrende beskyldninger for ”racisme”. Fra venstrefløjen og De Radikale. Fra Muslimernes Verdenssammenslutning (OIC). Fra FN. Fra menneskerettighedsorganisationer.
Men nu drejer det sig altså om indvandrerdrenges ydmygelse af en dansk dreng. Man viser sin magt og sin foragt over for nogle mennesker, som man åbenbart betragter som laverestående. Man optræder som herrefolk.
Hvor kommer indvandrerdrengenes voldelighed fra?
Alligevel høres der ikke en lyd fra alle dem, der plejer at tage patent på de rigtige meninger.
Dette rejser flere spørgsmål:
Hvor får disse indvandrerdrenge denne foragt for danskere fra? Det må vel på en eller anden facon komme ind via de værdier, som de opdrages til.
Hvorfor er de så voldelige? I den politisk korrekte debat er det tabu at diskutere, hvad det betyder, at der er langt flere tæsk i opdragelsen af indvandrerdrenge end af danske drenge. Og hvad det betyder, at der er så megen vold i de muslimske lande.
Disse spørgsmål berører hele vores indvandringspolitik. Men de berører selvfølgelig også vores retssystem og den måde, det reagerer på over for folk, som slår sig ned her i landet med en helt anden kultur i bagagen.
Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og straffen for voldelig omvendt racisme
Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti mener, at der for en ydmygelsesvold som den i Silkeborg bør gælde en minimumsstraf på fem års fængsel og udvisning af landet. Han taler om ”dominansvold, hvor indvandrere tydeligvis ikke vil det danske samfund og vores værdier”.
Men også Socialdemokratiet skærper nu sine meldinger betydeligt. Partiets udlændingeordfører, Rasmus Stoklund, kalder ydmygelsesvolden for et ”indvandrerfænomen”. Han siger til B.T.:
”Man kunne jo overveje, om det skulle betragtes på lige fod med en hadforbrydelse, fordi det er en slags racisme med omvendt fortegn”.
Peter Skaarup nævner udvisning af landet som straf for en sådan ”omvendt racisme”. Det får Den Korte Avis’ redaktion til at mindes en privat samtale med en dommer, som sagde: ”Det eneste, de har respekt for, er udvisning.”
Uhyggelige eksempler som det fra Silkeborg rejser altså nu en debat om, hvordan det danske samfund skal reagere på den slags. Udgangspunktet for denne debat bør stå helt klart:
Vi skal under ingen omstændigheder finde os i det.