Vigtige italienske valg med ny komet blandt de indvandringskritiske partiledere

Giorgia Meloni

De seneste regionalvalg

 

Efter valget d. 26. januar i år i to af de ialt 20 regioner, som Italien er opdelt i, fulgte d. 20.-21. september valg i endnu syv regioner. Det drejer sig ikke om parlamentsvalg, men om en lang række valg, der kan få vidtrækkende betydning ikke blot for Italiens politiske fremtid men også for resten af Europa. Italien er immervæk EUs tredjestørste land med flere end 60 mio. indbyggere og kan opvise EUs tredjehøjeste bruttonationalprodukt (BNP).

 

De forskellige partier

 

I midtpunktet af de to valgkampe stod konkurrencen mellem de nuværende regeringspartier bestående af den venstrepopulistiske Femstjernebevægelse, Cinque Stelle (M5S), og det socialdemokratiske Partito Democratico (PD). Regeringschefen er den parti- og farveløse juraprofessor Giuseppe Conte. Oppositionspartierne er først og fremmest det nationalkonservative parti, Lega, og de to mindre ligeledes konservative højrepartier Forza Italia (FI) og Fratelli d’Italia (FdI).

 

Som bekendt ledes Lega, der frem til 2017 hed Lega Nord, af den farverige og dynamiske Matteo Salvini. Han var indenrigsminister i den forrige koalitionsregering, der bestod af Lega og M5S. I perioden 2018-19 lykkedes det ham af få sat en stopper for den ukontrollerede tilvandring af flygtninge fra Nordafrika og lande syd for Sahara, der via Middelhavet strømmede til det plagede Italien, der totalt blev ldt i stikken af EU. For ét år siden udløste Salvini dog et parlamentsvalg i Italien, idet han efter en 14 måneders regeringsperiode sprængte Legas koalition med M5S – og den nuværende regering blev dannet.

 

Ikke mindst pga. en kovending i den italienske indvandringspolitik – den nye regering åbnede landets grænser og igen blev Italien udsat for en tilstrømning af overvejende økonomiske migranter – lykkedes det for Salvini at udnytte befolkningens utilfredshed. Ved valget i Umbrien d. 27. oktober 2019 fik Lega således 37% og Forza Italia 6% af stemmerne, mens den siddende regerings spidskandidat kun fik 27% fordelt med 22% til PD og blot 5% til koalitionspartneren M5S.

 

De tidlige regionalvalg i januar

 

Umbrien skulle tydeligvis være det første trin i Salvinis generobring af regeringsmagten. De flg. regionalvalg i Emilia-Romagna og Calabrien fandt sted i januar 2020 efterfulgt i september af valg i regionerne Apulien, Ligurien, Venetien og Toskana.

 

Men i det ”røde” norditalienske Emilia-Romagna, hvor også universitetsbyen Bologna ligger, begyndte det at gå galt for Salvini. Her vandt nemlig d. 26. januar den socialdemokratiske kandidat Stefano Bonaccini, der var regionens præsident, med 51,4 % af stemmerne foran Lucia Borgonzoni, Legas kandidat, der fik 43,7%. Men et langt større nederlag led M5S, hvis kandidat, Simone Benini, blot fik 3,4% af stemmerne. I Emilia-Romagna er dette parti således helt uden politisk betydning, og resultatet kan udmærket fortolkes som et nederlag for koalitionsregeringen.

 

Dette nederlag for M5S blev af medierne fejet under gulvtæppet og det samme gælder resultatet af valget i det sydlige Calabrien, der fandt sted samme dag. Her sejrede nemlig et af de i medierne udskregne ”fascistiske” højrepartier, Forza Italia, med dets kvindelige kandidat Jole Santelli tårnhøjt. Hun havde indgået en taktisk aftale med Lega, der bidrog med ca. 12% af de afgivne stemmer. Hun fik flere end 55% af de afgivne stemmer, mens hendes rival, kandidaten fra PD, Filippo Callipo, måtte nøjes med 39%. Kandidaten fra Femstjernebevægelsen, Francesco Aiello, fik sølle 7%. Til gengæld klarede Fratelli d’Italia sig betydeligt bedre og fik hele 11%. Så valget i Calabrien bragte en kæmpesejr til partierne til højre for centrum. Men betegnende nok var de fleste medier tavse herom.

 

Forza Italia

 

Jole Santellis overbevisende sejr kunne pege på et come-back for det konservative parti Forza Italia, der ganske vist på det økonomiske område har et udpræget liberalt program. Partiet blev grundlagt i 1994 af den farverige og til dels skandaleombruste Silvio Berlusconi, der ialt fire gange var Italiens premierminister – sidste gang i årene 2008-2011. Med sine 84 år holder han sig nu klogeligt i baggrunden, hvilket ser ud til at være en fordel for partiet.

 

En ny komet på den politiske himmel

 

Men en relativ ny komet på Italiens politiske himmel er den romerske journalist Giorgia Meloni, siden 2014 den kvindelige leder af Fratelli d’Italia. Hun har oprindeligt trådt sine barnesko i Berlusconis parti og været ungdoms- og sportsminister i hans regering fra 2008-11.

 

Hun har markeret sig som en stærk kritiker af indvandringen til Italien og er også kritisk over for EU.

 

Ved sidste parlamentsvalg fik hendes parti blot 4,3% af de afgivne stemmer, men ved de netop overståede regionalvalg overhalede hun de regerende socialdemokrater i den mellemitalienske region Marche og var tæt på det samme i Apulien.

 

De seneste regionalvalg i september

 

Så det kan ikke undre, at ikke mindst den ambitiøse Salvini håbede på et par gode resultater for sit parti til valgene her i september. Ikke blot skulle flertallet holdes i Venetien og Ligurien, men også den lille alperegion Valle d’Aosta skulle tilbageerobres fra en regerende lokalpolitisk vælgersammenslutning. Ønsket gik i opfyldelse! Alene i Valle d’Aosta fik Lega 23,9% af de afgivne stemmer og kunne danne regering i en koalition med bl.a. FI og Fd’I.

 

I valgkampen havde Salvini især koncentreret sig om at erobre magten i en række regioner, der blev regeret af PD: Apulien, Campagnia med storbyen Napoli, Marche og Toskana – og her blev valget en skuffelse.

 

Ikke mindst havde Salvini sat næsen op efter at erobre flertallet i Toskana. Her lykkedes det socialdemokraten Eugenio Glani at holde skansen med 48% af de afgivne stemmer – og medierne triumferede uden at gøre et større nummer ud af, at Lega-kandidaten Susanna Cecardi faktisk gik frem med 10% og fik ialt 40,5% af de afgivne stemmer, et flot resultat i betragtning af, at Toskana i mands minde har været regeret af partier til venstre for centrum.

 

Heller ikke valget i Marche blev der gjort et stort nummer ud af. Her vandt nemlig Fratelli d’Italias kandidat med støtte af de andre konservative partier, Francesco Acquaroli, 49% af de afgivne stemmer – en fremgang på hele 16%, mens PD-kadidaten måtte nøjes med 37%.

 

Derimod kunne valgresultatet i Venetien ikke helt ignoreres af medierne. Her vandt Lega-kandidaten Luca Zaia en overvældende sejr med 77% af stemmerne, mens PD-kandidaten måtte nøjes med 16%. Tildels skyldtes denne sejr Zaias dygtige måde at gribe corona-epidemien an på.

 

 

Parlamentet i Rom reduceres

 

Den eneste sejr som Femstjernebevægelsen kan bryste sig af i forbindelse med de seneste regionalvalg, er resultatet af en parallel folkeafstemning gennemført på partiets foranledning. Det gjalt en reduktion af det italienske parlaments to kamre: Underhusets 630 medlemmer skulle reduceres til 400 og Overhusets ell. Senatets 315 medlemmer til 200.

 

Her stemte ialt 69,6% for en sådan reduktion, hvilket vil resultere i en formindskelse af det berygtede italienske bureaukrati, en effektivisering af den parlamentariske proces og ikke mindst i store budgetbesparelser, da månedslønnen for at sidde i parlamentet ligger et pænt stykke over 120.000 kr..

 

Hvordan ser fremtiden ud?

 

Der er som bekendt svært at spå om fremtiden, men der kan ikke herske tvivl om, at dette års regionalvalg på trods af de to socialdemokratiske sejre i Emilia-Romagna og Toskana ikke har svækket partierne til højre for centrum, der alle er stærkt EU-skeptiske. Tværtimod! Den stærkt reducerede Femstjernebevægelse og fremgangen ikke mindst for Forza Italia og Fratelli d’Italia bør være en advarsel til den siddende regering og EU-kommission om, at en forandring i det italienske politiske landskab kunne være på vej.

 

Og selvom Matteo Salvini sidder fast i sadlen, er to nye politiske stjerner dukket op, der vil styrke højrefløjen yderligere: Georgia Meloni og Luca Zaia. Den nuværende regering er kendetegnet af en voldsom rivalisering mellem PD og M5S, der lammer dens handlekraft, og ikke mindst en mangel på fremtrædende og dygtige personligheder. Dem har højrefløjen heldigvis nok af, og mon ikke vi kommer til at høre mere fra dem?

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…