Vi er vilde med at sove i naturen

Rekordmange valgte at overnatte under stjernerne i sommerferien, viser en ny opgørelse. Med aftalen ”Sommer i naturen 2020” står en lang række nye primitive overnatningssteder og bålpladser nu klar til efterårets rykind i statens naturområder.

 

Mange danskere har brugt deres sommerferie på at sove en eller flere nætter i naturen.

 

En ny opgørelse for sommerferien 2020 viser, at knap 39.000 bookede en overnatning i det fri på en af Naturstyrelsens lejrpladser. Det er det største antal bookinger nogensinde og en stigning på over 12.000 i forhold til sommeren 2019.

 

Dertil kommer de mange primitive overnatningssteder og skove med fri teltning landet over, der ikke kan bookes på forhånd, men som er blevet benyttet flittigt.

 

Nu bliver det endnu nemmere at finde en ledig overnatningsplads i naturen, hvor man kan rulle soveposen ud. Med aftalen ”Sommer i naturen 2020” er der etableret 78 nye primitive overnatningssteder og 80 bålpladser i statens naturområder over hele Danmark.

 

– Rigtig mange har de seneste måneder fået øjnene op for alle de oplevelser, der bare ligger og venter i vores fælles natur. Det gælder også muligheden for en nat under stjernerne og at vågne op til lyden af fuglefløjt. Af samme grund har jeg tidligere åbnet op for fri teltning langt flere steder i hele Danmark, og vi har også lavet flere overnatningspladser og bålsteder, så endnu flere kan nyde en nat i naturen i efteråret, siger miljøminister Lea Wermelin.

 

Sov ude i efterårsferien
Spejderne har tidligere efterlyst flere overnatningsmuligheder i naturen og er glade for de nye tilbud. De glæder sig samtidigt til efteråret, hvor de sammen med organisationer og foreninger landet over inviterer alle med ud at sove i naturen efter mørkets frembrud til den landsdækkende event Nat i Naturen.

 

– Bedre og lettilgængelig adgang til naturen er en mærkesag for os, og her spiller flere lejrpladser, bålsteder og skove med fri teltning en afgørende rolle. Derfor er vi også rigtig glade for, at så mange har fået øjnene op for de store og små oplevelser, der findes i det fri, og bruger de nye muligheder. I efterårsferien inviterer vi endnu flere danskere til at opleve en nat i naturen. Det er en aktivitet, som få voksne og færre børn har prøvet, siger formand Mathias Faaborg fra Det Danske Spejderkorps.

 

Nat i Naturen er et samarbejde mellem blandt andre Det Danske Spejderkorps, Danmarks Naturfredningsforening, Ungdomsringen, Dansk Ornitologisk Forening og Naturstyrelsen og er et initiativ under Vores Natur.

 

Find et natligt arrangement i efterårsferien her.

 

På Naturstyrelsens naturområder er det muligt at overnatte på lejrpladser, primitive overnatningssteder samt at rulle soveposen ud i skovbunden, sove i hængekøje eller slå et telt op i en af de mere end 275 statsskove med mulighed for fri teltning.
Få inspiration til din næste nat under stjernerne på www.nst.dk/overnat

 

Fakta: Eksempler på nye primitive overnatningssteder og bålpladser
Regeringen, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet afsatte inden sommerferien 19,2 mio. kr. til indsatser, der skulle sikre gode oplevelser i den danske natur og hjælpe de mange besøgende med at sprede sig mest muligt i naturen – herunder er det etableret 78 nye primitive overnatningssteder og 80 bålpladser på de statsejede skov- og naturområder.

 

Hovedstaden
I Hovedstadsområdet er der renoveret adskillige shelters, lejr- og bålpladser.
Der er desuden bygget nye lettilgængelige shelters og bålpladser i Vestskoven og på Kalvebod Fælled, der også kan bruges af bevægelseshæmmede.

Sjælland
I Gribskov er 12 bålhytter renoveret til efteråret, og der er også lavet 5 helt nye bålhytter med indbygget shelter.
I Odsherred er lavet et primitivt overnatningssted og bålsted i Kongsøre Skov. I Roskildes baghave er der nu ny p-plads, stier, toilet, bålplads og infoskilte og strand ved Lynghøjsøerne.
Ved Tyrstrup Sø er der etableret 2 nye primitive overnatningspladser. Den ene ved en mindre sø med frit fiskeri.
På Møn er der kommet en ny overnatningsplads i tilknytning til vandreruten Camønoen og en ny overnatningsplads ved en sø med frit fiskeri i Rønnebæk Søskov.

Desuden er shelterpladsen og faciliteter på øen Enehøje opgraderet.
På Albuen i Nakskov Fjord er der istandsat yderligere 9 sheltere på overnatningspladser.

Sydjylland
Alle bål- og shelterpladser i statens naturområder i den østlige del af regionen er opgraderet.

Midt- og Vestjylland
Husby Klitplantage er der etableret en række nye shelterpladser.

Klosterheden Plantage , Gørding ved Gørding Havn ved Nissum Fjord er der lavet overnatningssteder i eksisterende fugletårne.

Ved Vest Stadil Fjord har der været fokus på at gøre faciliteter særligt egnet for bevægelseshæmmede ved en opgradering.

Nordjylland
I statens naturområder i Vendsyssel er der lavet 11 nye teltpladser med bålsted i blandt andet Skagen Klitplantage, Tversted Klitplantage og Læsø Klitplantage.

Bornholm
Nye bålpladser med grillrist ved shelters i Hareløkkerne og nye primitive overnatningspladser ved Møllesletterne og Lindesbjerg midt i Almindingen på Bornholm.

Ny primitiv overnatningsplads i Ravnedalen ved Hammershus.

 

God stil i naturen

  • Hold afstand til andre – find et andet sted, hvis der er mange mennesker.
  • Husk, at hunden altid skal være i snor af hensyn til andre besøgende og de vilde dyr.
  • Gør naturen og de andre besøgende en tjeneste og tag altid dit affald med hjem.
  • Tænd aldrig ild i skovbunden. Lav kun bål på de etablerede bålpladser
  • Hvis du har booket en lejrplads og ikke skal bruge den alligevel, så slet din booking, så andre kan få glæde af pladsen

 

Statistik: Booking af lejrpladser sommer 2020
Antal personbookinger af lejrpladser for landsdele i sommerferien 2020 (uge 27-32) sammenlignet med total antal bookinger i samme uger sidste år:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Antal personbookninger af lejrpladser efter årstal:

2013: 105.000
2014: 130.000
2015: 140.000
2016: 150.000 (1. halvår 71.000, 2. halvår 79.000)
2017: 165.000 (1. halvår 77.000, 2. halvår 88.000)
2018: 177.000 (1. halvår 81.000, 2. halvår 96.000)
2019: 210.588 (1. halvår 102.000, 2. halvår 107.000)
2020: (1. halvår 108.415)

 

Se nyheden på hjemmesiden

 

MILJØ- OG FØDEVAREMINISTERIET

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…