Det er til grin, at vi giver uhyrlige summer til italienerne. Det er fuldstændigt udsigtsløst at fortsætte med at skovle penge ned Italiens bundløse hul.
Det er til grin og historieløst, at vi formår at bilde os selv ind, at de penge vi giver og låner til Italien primært skyldes Coronakrisen. Italiens bundløse hul skyldes, at landet i årtier tilsidesat alle fællesskabets regler for økonomisk stabilitet. Og sådan bliver det også denne gang. Vores penge kommer ikke til at gå til opbygningen af Italien og hjælp til dets syge og fattige. De kommer som altid i forbindelse med Italien til at gå til skattelettelser til de rige, pensionering af 50 årige og almindelig korruption, som mafiaen og de italienske politikere så i fællesskab kan dele mellem sig.
Det er til grin, at vi skal høre på historien om de stakkels fattige italienere. Dette ´fattige´ land har en højere gennemsnitslevealder end vi, i dette fattige land er arbejdstiden 2/3 af den danske, i dette fattige land udgør den sorte økonomi ca 25% af bnp, i dette fattige land ligger man inde med en af verdens største guldreserver, og i dette fattige land betaler de velhavende ingen eller næsten ingen skat.
Vi skal ikke regne med tak fra vore efterkommere, når de en gang får lov til at samle regningen op efter os.
Men det er i særklasse til grin, at vi lader vores uduelige statsminister komme afsted med at skildre vores svidende nederlag i Bruxelles som en sejr, som man rettelig bør fejre med en sejrsskål. Mette Frederiksen boltrer sig i indbildte sejre. Spørg bare Arne.
Det er utroligt, at hun kan skildre det som en sejr. Mettes sejrsskål er i realiteten en skål for et velkommen til Euroen og Europas Forenede Stater. Begge dele har danskerne ved folkeafstemninger afvist. Euroen er en fejlkonstruktion, hvad Italien viser, og EU kan hverken sikre os eller vore grænser, for EU’s vej er brolagt med det ene pinlige nederlag efter det andet: Balkan 1992, Euroen 2000, Finanskrisen 2008, Krimkrigen 2014, Flygtningekrisen 2015-20, Iran aftalen 2015 og endelig Mellemøstkonflikten, hvor EU sammen med FN har valgt at samarbejde med slyngelstater som Tyrkiet, Rusland og Iran mod Israel og USA. Men i EU lader man sig ikke trykke af noget så kedsommeligt som realiteten. EU’s ´udenrigsminister´, Josep Borrell betoner for indeværende lallegladt, at EU i fremtiden udenrigspolitisk skal være en stormagt på linie md USA. Også i EU boltrer man sig i indbildte sejre.
Og hvordan skildrer vores presse så Mettes ”sejr”, der altså undsiger resultatet af de danske folkeafstemninger? Jo, de er ved at falde over hinanden i en lovprisning, for Mettes sejr er fællesskabets sejr over snæver national egoisme. Det er simpel semantisk uvederhæftighed. Vinderne i Bruxelles var Italiens mafia, Euroen og Den Europæiske Union.
Men når nu tømmermændene efter Mettes sejrsjuice har lagt sig, og selvfedmen klinger af pga de nødvendige besparelser, så vil Mettes ”sejr” bekræfte sandheden af det gode gamle danske ord om, at det er en kortvarig varme, det giver at pisse sig selv i bukserne.
Svend Lindhardt
