Istedet for at bekæmpe epidemien, som man gjorde i Østasien og som WHO anbefalede, besluttede Vestens sundhedsmyndigheder at lade hovedparten af befolkningerne smitte med den nye corona virus, indtil så mange var blevet immune, at epidemien ville gå istå af sig selv. Smittespredningen skulle dog sinkes så tilpas meget, at hospitalsvæsenet ikke blev overvældet.
Myndighederne vidste at det ville medføre mange dødsfald. Allerede før epidemien nåede til Vesten blev det skønnet at dødeligheden var omkring 1% af de smittede, 10 gange så høj som for influenza. Dødeligheden var dog stærkt aldersafhængig, og langt de fleste dødsfald ville være blandt gamle og syge. Sundhedsøkonomisk var der derfor ikke tale om den store katastrofe, det antal ’kvalitetsleveår’ som gik tabt, ville være relativt beskedent, yngre, raske mennesker havde ikke noget at frygte.
Men ét er sundhedsøkonomi noget andet virkelighedens verden på de Norditalienske sygehuse, hvor læger og sygeplejersker kæmpede for at hjælpe de syge, også de gamle. Billeder af militæret som hentede kister ud fra Bergamo, fik panikken til at brede sig blandt vestlige politikere.
Danmark var heldigvis et af de lande der handlede hurtigst. Allerede den 11. marts begyndte nedlukningen af landet. Det var politikernes beslutning, taget i modstrid med Sundhedsstyrelsens råd, og dagen efter kundgjorde Styrelsen for Patientsikkerhed, at den indstillede smitteopsporingen. WHO kaldte det, ifølge Berlingske, for ’forkert og farligt’. Smitteopsporing er et af de mest effektive midler til at bekæmpe en epidemi, og WHO havde fra starten af epidemien tryglet alle lande om at gennemføre en intensiv smitteopsporing. Men sundhedsmyndighederne ønskede ikke at standse epidemien. Statens Serum Institut udtalte den 26. marts: ”Følger vi WHO opnår vi ikke flok immunitet”, og så sent som 8. april sagde Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm, på et pressemøde: ”Vores strategi er ikke at få epidemien til at gå helt væk.”
Resultatet af sundhedsmyndighedernes og politikernes tovtrækkerier blev, at Vesten fik det værste fra begge verdener: både et stort antal dødsfald og store økonomiske skader.
Men CO2 udledningen faldt
Intet er så galt, at det ikke er godt for noget. I takt med at økonomien blev lukket ned, ikke mindst transportsektoren, hvor 60% af alle fly blev parkeret nede på jorden, faldt udledningen af CO2 dramatisk. Et sådant fald har Vesten arbejdet på i årtier, med EU i spidsen og Danmark i førertrøjen, uden synderlig fremgang, nu kom det som en afledt effekt af den økonomiske krise.
I en artikel i ”Nature Climate Change” (1) er faldene i CO2 udledning beregnet, for månederne februar, marts og april. I februar var faldet på 5%, i marts på 10% og i april på 16%, ialt med et fald på godt 1 Gt (Gigaton) CO2. I de 3 måneder der siden er gået, tyder den økonomiske aktivitet (fald i BNP) på, at reduktionen af CO2 udledning må have været mindst lige så stor, det vil sige et samlet fald på 2 Gt (10%) over de første 6 måneder af corona-krisen. Det svarer til Danmarks samlede udledning af CO2 i løbet af godt 50 år (2017 niveau).
Det må have været godt for atmosfærens indhold af CO2, som efterhånden har sneget sig op på lidt over 410 ppm (parts per million), fra et præindustrielt niveau på 280 ppm (ved afslutningen af den Lille Istid).
Atmosfærens indhold af CO2 er blevet målt, dagligt, på vulkanen Mauna Loa på Hawaii, siden 1958, og data kan man finde på (2). Der er ret store sæsonudsving, men dem kan man korrigere for, og de sæsonkorrigerede data viser en jævn, let accelererende stigning over hele perioden, også i de sidste 6 måneder. Der er intet som helst tegn på at stigningstakten skulle være reduceret. Der er et lille knæk på kurven i juni måned, men det går den gale vej. Der er heller ingen spor af finanskrisen 2008-2009.
Hvor meget skal der mon til, før man kan se en effekt?
(1) https://www.nature.com/articles/s41558-020-0797-x
(2) https://www.esrl.noaa.gov/gmd/ccgg/trends/weekly.html