Præsident Trump var tirsdag i sidste uge vært i Washington for De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain. De skulle underskrive fredsaftalen med Israel, som går under navnet ”Abrahamaftalerne”.
Aftalerne var et resultat af præsident Trumps lange forarbejde, der havde til hensigt at få fredsprocessen ud af den dybfryser, som den havde befundet sig i i mere end 20 år.
Før Trump
Før Trumps indblanding var fredsprocessens store knast, at Den Arabiske Liga havde givet det palæstinensiske folk vetoret i fredsprocessen. Det betød, at ingen arabisk nation kunne slutte fred med Israel, før end der var fundet en løsning for det palæstinensiske folk. Og hermed blev alt sat fuldstændigt i stå, for palæstinenserne kunne – uanset om de tilhørte Hamas eller PLO – ikke drømme om at sige ja til den to-statsløsning, som var skitseret i Osloaftalerne.
Hykleriet omkring den selvdøde fredsproces nåede svimlende højder, når FN og EU holdt Israel ansvarligt for, at palæstinenserne ikke ville freden. Og mens palæstinenserne på skrømt deltog i en fredsproces, som de ikke ønskede, lod de raketter og selvmordsbombere regne ned over Israel. Og når Israel så forsvarede sig, blev det fordømt af FN og EU.
Tak til præsident Trump!
Trump gjorde det indlysende rigtige. Han tog palæstinenserne ud af ligningen. Det var genialt godt og rigtigt set, at kombinationen af truslen fra Iran mod både Israel og de arabiske stater åbnede et vindue for en forsoning mellem Israel og de arabiske stater, og det har han og hans forhandlere dygtigt udnyttet.
Abrahamaftalerne er det bedste, der er sket i Mellemøsten siden Egypten og Jordan sluttede fred med Israel. Der er grund til at tro, at dette blot markerer begyndelsen på en yderligere normalisering og dermed løsningen på en konflikt, der har martret verden siden 1948: GODT GÅET TRUMP!
Den hjemlige reaktion
Man kunne have forventet, at dette jordskred i fredsprocessen havde trukket store overskrifter i den danske presse. Men det er ikke sket. Aldrig har vores mediers forudindtagethed mod Israel og Trump givet sig et mere grotesk udslag.
Journalisterne, der sammen med det store flertal af vores politikere, har forskrevet sig til den palæstinensiske vetoret, har haft travlt med at ignorere Abrahamaftalerne, og hvis de endelig har bidt hovedet af al skam og nævnt dem, så er det altid sket med forsikringen om, at dette forræderi overfor palæstinenserne ikke betyder ophævelsen af det palæstinensiske folks vetoret, hvorfor aftalerne er betydningsløse.
Har man hørt en loppe gø!!!!!
Et godt eksempel herpå er Politikens `ekspert` Anders Jerichow. For åben skærm nedtonede han betydningen af aftalegrundlaget og lod med hele sin ekspertvidens alvorstyngde forstå, at palæstinensernes vetoret var fuldt så gyldig som før. Gud ved hvor mange yderligere arabisk-israelske fredsaftaler, der skal til, før end ´eksperten` sadler om?
Mads Fuglede
Eneste undtagelse, hvad angår den stedmoderlige dækning af begivenheden herhjemme, er mig bekendt Venstres folketingsmedlem Mads Fuglede, der lørdag skrev artiklen ”Giv Donald Trump Nobels fredspris” i Berlingske. Han er ikke Trump fan, men han finder, at danske medier i dette spørgsmål har overgået sig selv i en forvrænget skildring.
Jeg savner kun een ting hos Mads Fuglede, og det er, at han slår sig sammen med den norske parlamentariker Christian Tybring-Gjedde og som dansk parlamentariker også offentligt indstiller Trump til Nobels fredspris. Kom nu!
Svend Lindhardt
Flere andre er kommet med samme opfordring, se for eksempel Douglas Murray i The Telegraph.
