Når unge indvandrere hærger byer i det politisk korrekte Sverige, bliver de ikke omtalt som indvandrere. De kaldes bare for ’unge’. Man skulle jo nødigt risikere at sige sandheden.
Nu fortæller TV Lorry, der dækker hovedstadsområdet, at det hyggelige Christianshavns Torv er plaget af 10-15 ”unge drenge”. De udøver vold mod forbipasserende og råber ting efter folk.
Desværre får man ikke noget nærmere at vide om, hvem disse ’unge’ er. Der er ingen form for signalement. Så vi andre ved ikke, om ordet ’unge’ dækker over det samme som i de politisk korrekte svenske medier.
Formanden for Christianshavns Lokaludvalg, Poul Cohrt, nøjes med at sige: ”Det er tilsyneladende nogle stærke unge mennesker, som ikke bruger deres hoved særlig meget.”
Overfalder folk
Så nu ved bekymrede borgere, der vil færdes på Christianshavns Torv, hvad de skal holde øje med: De skal bare undgå ”stærke unge mennesker, som ikke bruger deres hoved særlig meget”…
Disse ”stærke unge mennesker” har en del på samvittigheden. Således kan TV Lorry berette, at en ældre kvinde med rollator har fået kastet en pizzabakke efter sig. En sælger af hjemløse-avisen ”Hus Forbi” blev slået, fordi han reagerede mod drengenes opførsel.
Der findes en Facebook-gruppe, der hedder ”os fra Christianshavn”. Ifølge TV Lorry skriver flere i gruppen, at ”drengegruppen” stiller sig op på stenene på torvet og slår og sparker folk. Men stadig ingen oplysning om, hvem i alverden disse drenge er.
De synes ellers at være til stor gene for almindelige borgere. En Facebook-bruger skriver således: ”Er der ikke nogen, som kan prøve at få politiet til at tage det alvorligt? Jeg vil gerne kunne færdes i byen uden at møde dem.”
TV Lorry og Lokaludvalget kunne jo starte med at fortælle, hvem de er – udover, at de er stærke og ikke bruger hovedet særlig meget.