I april sidste år kom den 20-årige tuneser Amine J. til Tyskland for at søge asyl.
Hans asylansøgning blev afvist, som det stort set altid sker, når ansøgeren kommer fra Tunesien, der betragtes som et sikkert land.
Men når Amine J. nu var kommet til Tyskland, mente han åbenbart, at han lige så godt kunne få noget ud af sit ophold. Han står nu anklaget 30 forbrydelser begået på fire måneder!
I øjeblikket sidder han varetægtsfængslet, anklaget for en broget samling af kriminelle handlinger:
Tyveri. Væbnet røveri. Indbrud. Vold og sexchikane mod kvinder (”Fuck dig din luder!”). Vold mod en mand, som han mente var bøsse. Trusler med blandt andet kniv. Brug af peberspray mod et sagesløst offer. Kørsel uden billet i offentlig transport – spyttede kvindelig kontrollør i ansigtet.
Og sådan fortsætter listen. Den mand er virkelig en kulturberigelse for det tyske samfund.
Hvis man bliver afvist, forsøger man igen
Egentlig havde myndighederne gjort klar til, at Amine J. skulle udvises. Men anklagemyndigheden greb ind, fordi man først ville have manden dømt ved en tysk domstol.
Det har sin særlige årsag: Hvis han har fået en dom og derefter forsøger at rejse ind i Tyskland igen, ryger han uden videre i spjældet.
Dette er langt fra nogen teoretisk problemstilling. Landegrænserne i Europa er hullede som en si – det gælder også i Tyskland, selv om man har strammet op.
Det betyder, at masser af grundløse asylansøgere bliver afvist, hvorefter de forsøger at komme illegalt ind i landet. Jævnligt lykkes det. Ligesom i Danmark er der i Tyskland ikke styr på, hvor mange illegale migranter der kommer ind. Men det er tilsyneladende mange.
”Mine papirer er sørme blevet stjålet”
Den flittige forbryder fra Tunesien udstiller også på anden vis, hvor dårligt asylsystemet i Europa fungerer.
Manden kom til Tyskland via Italien og Frankrig. Han skulle egentlig sendes tilbage til Italien, hvor han første gang kom ind i EU, og herfra skulle han sendes tilbage til Tunesien.
Men nu påstår han, at han ikke har nogen tunesiske papirer. Hans pas blev stjålet fra ham i Frankrig, siger han. Det er helt klassisk forsøg på at forhindre en udvisning. Ofte lykkes det.
Asylcentre uden for EU
Folk som denne Amine J. skulle aldrig have været lukket ind i EU. Men det bliver han alligevel.
Det bedste ville være, hvis hans asylansøgning blev vurderet et sted i udlandet, inden han nåede EU’s grænser. Det er da også blevet foreslået af både den tidligere og den nuværende danske regering.
Men ingen lande har været villige til at lægge jord til asylcentre, hvor man kunne bedømme asylansøgere, før de overhovedet var kommet ind i EU.
Nu prøver nogle lande at arbejde med et alternativ, hvor man laver en første vurdering af asylansøgninger på grænsen til EU, hvorefter man fordeler de asylsøgere, der får adgang, på de forskellige EU-lande.
Sådan kan kulturberigelsen fortsætte
Der er dog megen modstand mod denne model i EU-landene. Og Danmark er under ingen omstændigheder med, fordi vi ikke er en del af EU’s fælles asylpolitik.
Så situationen flyder. Og alt tyder på, at man kun kan få bedre styr på den med en langt stærkere national grænsekontrol, der hurtigt og konsekvent kan sende folk tilbage, hvor de kom fra. Men det er der ingen udsigt til.
Imens kan en mand som Amine J. stort set vælge, hvilket EU-land han ønsker at komme ind i. Når han er kommet ind, kan han boltre sig med kriminalitet i stor stil. Hvis han så bliver udvist, har han gode chancer for at kunne snige sig tilbage igen.
Sådan kan kulturberigelsen fortsætte.