Det var intet mindre end chokerende at læse i DKA den 18.5., at Tesfaye ikke vil forbyde islamisk bønnekald. Han er af den opfattelse, at det ikke er noget, Folketinget skal blande sig i, da tilladelse til bønnekald er noget, hver enkelt kommune må afgøre, om man vil tillade.
Sådan lægger man ansvaret over på andre på en ægte politisk snørklet måde:
”Vi mener ikke i regeringen, at vi er der nu, hvor vi kan sige, at vi skal overveje, om man kan og bør indføre et forbud. Indtil videre har vi heldigvis kun set et enkelt eller to eksempler i en ekstraordinær krisetid”, sagde Tesfaye.
Det kalder man ansvarsforflygtigelse. Læg bare problemet ud til kommunerne. Så kan de tage skraldet, ka’ de.
For ”skrald” bliver der. Nu hvor imamerne ellers kan glæde sig over, hvor godt det går med islamiseringen af Danmark, er der onde kræfter (og partier), der vil sætte en stopper for dette.
Det islamiske bønnekald vs. kirkeklokker
Det islamiske bønnekald til tilbedelse af en invasiv gud ved navn allah, er en magtdemonstration i et land, der er funderet i kristendommen. Islam er kvindefjendsk og i det hele taget antagonistisk til danske værdier såsom fx demokrati og ligestilling mellem kønnene.
Ydermere forfølges anderledes tænkende, fremtrædende kritikere af islam og frafaldne muslimer modtager dødstrusler, og en del af dem må have livvagter døgnet rundt.
Bare få eksempler på imamernes adfærd i Danmark viser, at mange af de unge muslimer, der har haft deres gang i Grimhøjmoskeen, har tilsluttet sig ISIS, og den såkaldte Fredens Moske afviser at tage afstand til ISIS. Vel nok blandt en af de mest morderiske terrororganisationer i verden.
Så hvordan kan vores kommunale politikere og Folketinget overhovedet komme på den tanke igen og igen at give tilladelse til offentlig påberåbelse af en vantro gudeskikkelse, hvad enten det drejer sig om udråb fra minareter eller højttalere eller sammenstimlen af folk på fx Christiansborg Slotsplads og Københavns Rådhusplads.
Skulle nogen leve i den vildfarelse, at det islamiske bønnekald på nogen måde kan sammenlignes med kirkeklokkerne, er noget gået helt galt for dem.
Hvad enten man er religiøs, kulturkristen eller ateist, ved man, hvad kirkeklokkerne repræsenterer, nemlig at komme til kirken og bede til den kristne Gud eller måske blot vise respekt ved begravelser, konfirmationer, dåb og bryllupper. Nogle går opløftet derfra, andre måske lidt dysset i søvn af kedsomhed. Men en gudstjeneste er under alle omstændigheder fredelig. Ingen dér opfordres til at deltage i terror eller udtrykke had til andre.
Hvis man følger bare en lille smule med, ved man, at eid-fester (afslutningen på muslimernes faste) efter moskebesøg, er anderledes sprudlende og festlige.
Islamisk langsomme islamiseringsproces
Hvorfor tror Socialdemokratiet – eller politikerne i det hele taget – at moskeerne pludselig skulle have minareter? Tror nogen for alvor, at det bare skulle være til pynt? Alle med bare det mindste kendskab til islam kunne ellers have oplyst om, at det kun ville være et spørgsmål om tid, før disse bønnekald ville gjalde ud over byerne.
Hvis folk ikke kender den islamiske fremgangsmåde – selv efter 30-40 års erfaring – lever de simpelthen på en anden planet. Først kommer ”bare lige i denne tid”, så bliver det ”bare om fredagen”, så ”bare om dagen” (vi vil da ikke drømme om at forstyrre folk om natten). Så er imamerne fremme ved målet, og bønnekaldene vil gjalde døgnet rundt.
Sådan er ethvert islamiseringstiltag foregået: ”Bare lige”. Så lær det dog – I, der formodes at skulle beskytte vores 1000 års kristne land!
Bare ”et enkelt eller to eksempler”, som Tesfaye siger. Og det er derfor det skal stoppes nu, for af smertelig erfaring ved vi (burde vide), at det ellers eskalerer.
Måske vil det være godt at erindre om andre forbud. Hvad der kan minimere skaden, og hvad der vil eskalere den.
Rettidig omhu
Rettidig omhu. Et godt begreb, der betyder, at problemer ikke lægges i syltekrukken, men at de, der kan gøre noget ved problemerne, omgående giver sig i kast med dem.
Rettidig omhu er dog ikke et begreb, der kendetegner vores politikere mest. Et problem skal helst gennemtygges i flere år, til der ikke er en krumme tilbage, og alle er blevet lede og kede af emnet. Og så lægges det tilbage i syltekrukken. Måske går problemet væk af sig selv. Hvis ikke, så må vi jo se, hvordan det går, og går det galt, ja, så må vi jo tale om, hvorvidt der skal gøres noget ved det.
Eller måske bare lade det sejle.
Forbud mod det islamiske flag i vores retssale
Jeg blev ret imponeret, da VK-regeringen i 2008 med støtte fra Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet hurtigt var ude med et forbud mod hijabklædte dommere. Jo, Socialdemokratiet var skam med dengang, hvor de var i opposition og ikke som nu afhængig af hele venstrefløjen, der har magten til at vippe partiet af pinden.
Som jeg senere (2017 – se link nedenfor) i forbindelse med burkaforbuddet skrev, kom hijabklædte dommere på dagsordenen, fordi Domstolsstyrelsen mente, at dommere godt kunne reklamere for islam i landets retssale. For Domstolsstyrelsen var der ingen tvivl om, at dommere, selv om de med deres påklædning propaganderede for shari’a, i retssalen nok skulle glemme, at det netop var, hvad de repræsenterede.
For en gangs skyld gik det forbløffende stærkt, og vi kunne beholde vores verdslige, uafhængige og neutrale domstole.
Naturligvis gik det ikke helt stille for sig.
Da forslaget kom på dagsordenen, deklamerede en indhyllet muslimsk kvinde, Sabba Mirza, der læste jura, for al folket, at hvis den lov blev vedtaget, så rejste hun til et andet land, der var mere oplyst.
Et sådant land kunne hun ikke finde, end ikke blandt de 57 muslimske lande, så hun var tvunget til at blive i dette uoplyste land og droppede dommerkarrieren.
Og med (mange) muslimers fantastiske evne til at ramme hovedet på sømmet, mente Mirza, at det næste vel blev, at muslimerne skulle gasses (sic.).
Forbud mod burka- og niqabforbud
Dette emne kørte i årevis. Nogle forskere vidste, at der kun var tre niqabklædte i Danmark. Så ingen brug for rettidig omhu her. Da danskerne så kunne fortælle, at de tre kvinder var set her og der og alle vegne i hele landet, måtte det enten skyldes, at de konstant rejste rundt, eller at forskerne ikke kunne tælle.
Så blev tallet til 100, så 200, så vidste man ikke rigtigt. Men faktum var, at man observerede flere og flere sorte spøgelser rundt om i landet.
Den 21. august 2009 skrev Mikael Jalving i JP om om burka og niqab, at ”uden ansigt er der knap nok et menneske….. en maskering af hendes identitet, en anonymisering, et skjul, en maske.”
Bølgerne gik højt, eller retteligt: Balladen brød ud.
Alle bød ind med enten for eller imod. Venstrefløjens politikere (og nogle politikere, der var i det forkerte parti) lod sig fotografere med niqabierne for at vise, at de havde det rigtige menneskesyn.
Og så kom der gang i demonstrationerne. Venstrefløjen hyllede hele hovedet til i solidaritet med niqabierne. De havde, som de partier de stemte på, også det rigtige menneskesyn.
En kvindelig betjent, der fik tilnavnet Kramme-Charlotte, slog armene om en niqabi, der vist nok var ked af det. Det blev hun skældt meget ud for af modstanderne af niqab, men politiledelsen, der også er i besiddelse af det rigtige menneskesyn, roste hende og mente, at dette ”medmenneskelige” foto kunne gå hele verden rundt. Ja, det er nok ikke løgn. Lad os dog bare få udstillet vores dumhed for hele verden.
Det tog Folketinget 9 år med tilhørende ballade og demonstrationer, før vi omsider fik et burka- og niqabforbud.
Dette burde være en lærestreg for politikerne. Jo længere de tygger drøv på en sag, jo højere råbes der, og jo mere besværligt blive det.
Og med et forbud mod bønnekald, bliver der en frygtelig ballade, vær sikker på det. Derfor kan en regering ikke bare kan lægge ansvaret ud til kommunerne. Der vil blive trukket alle mulige kort: nazikortet, fascistkortet, islamofobikortet, xenofobikortet, klynkekortet, offerkortet. Og så spredes det ud over hele verden, hvor ualmindelig modbydelig Danmark er mod muslimer.
Men sådan er det at tage ansvar. Og det er vel dét, politikerne er blevet valgt til?