Terrorisme uden ende? En skræmmende europæisk status

Skærmprint der skulle vise en af de formodede terrorister

De sædvanlige undskyldninger

 

Hver gang et islamistisk terrorangreb finder sted ligegyldigt hvor i verden, hører man fra politiskernes side – og gerne understøttet af medierne – ganske vist en beklagelse af det skete.

 

Men denne følges næsten altid af hule fraser som fx.:”Dette er noget, vi ganske enkelt må leve med”, ”Lad ikke had erobre vore hjerter” og ”Årsagerne må nok søges i en manglende afradikalisering af de unge muslimer, der er ført på afveje af nogle få militante islamister” eller ”Vi bærer selv en del af skylden ved at spærre de unge indvandrere inde i ghettoer og ikke sørge for, at de har et meningsfyldt arbejde”.

 

Flere fraser og klicheer kunne nævnes, og det er faktisk ikke vanskeligt at afvise de ovenfor anførte citater. Man kan blot henvise til den manglende vilje til integrering hos de samme indvandrere og til den radikalisering, der finder sted bl.a. i koranskoler, moskeer, fængsler og de sociale medier. Og hvorfor har man ikke ret til at afsky de mennesker, der har sprængt familiemedlemmer i luften eller skåret halsen over på dem? Og hvorfor skal man fratage gerningsmanden den individuelle skyld for vold og mord og kaste denne over på et samfund, der i forvejen lader sig groft udnytte af de pågældende voldsmænd og mordere?

 

En europæisk status

 

Det følgende udvalg af terrorangreb blot i Europa siden 2004 viser, hvilke destruktive kræfter vi står overfor – og hvis dette ikke rækker, så tænk blot på Afghanistan, Nigeria, Somalia osv. osv. –:

 

2004 i Madrid: ti bomber eksploderede (eksploderer?) i myldretiden i fire lokaltog

  1. 11. marts: 191 dræbte

2005 i London: selvmordsattentater i tre undergrundstog og en bus d. 7. juli: 56 dræbte

2010 i Moskva: selvmordsattentater i to metrostationer d. 29. marts: 40 dræbte

2014 i Bruxelles: attentat i det jødiske museum d. 24. maj: 4 dræbte

2015 i Paris: attentat rettet mod redaktionen af det satiriske magain Charlie Hebdo.

Mord på en kvindelig politibetjent. Gidseltagning i et jødisk supermarked d. 7.-9. januar: 17 dræbte

2015 i Paris: attentaterer i forskellige boligkvarterer og i koncertsalen La Bataclan

  1. 13. november: 137 dræbte

2016 i Bruxelles: attentater i lufthavnen og i Metrostationen Maelbeek d. 22. marts:

38 dræbte

2016 i Nice: en lastbil kører ind i spadserende på en strandpromenade d. 14. juli: 86 dræbte

2016 i Saint-Étienne-du-Rouvray: en præst myrdet foran altret i sin kirke, 26. juli: 1 dræbt

2016 i Berlin: en lastbil kører ind i besøgene i et julemarked d. 19. december: 12 dræbte

2017 i Barcelona: en varevogn kører ind i fodgængere på Boulevard La Rambla,

  1. 17. august: 14 dræbte

2017 i London: en bil kører på Westminster Bridge ind i en gruppe fodgængere,

hvorefter bilisten fortsætter til Parlamentet. Her forlader gerningsmanden bilen og myrder med en kniv en ubevæbnet politibetjent d. 22. marts: 5 dræbte

2017 i London: en varevogn kører på London Bridge ind i en gruppe fodgængere og

fortsætter til Borough Market. Her forlader de tre gerningsmænd bilen og myrder med knive tre mennesker d. 3. juni: 7 dræbte

2017 i Stockholm: en lastbil kører gennem en travl gågade d. 7. april: 5 dræbte

2017 i Manchester: selvmordsattentat efter en popkoncert d. 22. maj: 23 dræbte

2020 i Paris: en lærer, der fremviste Mohammed-karikaturer, halshugget d. 17. oktober:

1 dræbt

2020 i Nice: tre personer myrdet i domkirken d. 29. oktober: 3 dræbte

2020 i Wien: i den indre by løber en terrorist omkring og skyder med et halvautomatisk våben

vildt omkring sig d. 2. november: 4 dræbte

 

Og her må man huske på, at de flere tusinde tildels hårdtsårede og lemlæstede ofre ikke er medregnet. Alene ved attentatet i Madrid blev 1.800 mennesker kvæstet af glassplinter og sprængstykker.

 

Tidligere terrormord i Østrig

 

I Østrig skal man tilbage til 1981 for at finde lignende politisk-ideologiske mord. Således blev d. 1. maj 1981 præsidenten for den Østrigsk-israelske Forening, Heinz Nittel, myrdet af den palæstinensiske terrororganisation Abu Nidal. Og d. 29. august samme år overfaldt en palæstinensisk terrorkommando synagogen i Wiens centrum og dræbte to mennesker.

 

Den 27. december 1985 affyrede tre terrorister, der tilhørte Abu Nidal-organisationen, deres maskinpistoler mod en kø af passagerer, der ventede på at checke ind hos det israelske flyselskab El Al i lufthavnen i Wien-Schwechat. Fire mennesker dræbtes og 39 blev såret, mens det lykkedes for El Als sikkerhedsvagter at skyde én af terroristerne.

 

Reaktionen på de tre sidste terrorhandlinger

 

Østrig har således i de senere år ikke været udsat for terror udøvet af muslimer, selvom et voksende ubehag ved den ukontrollerede indvandring især fra Mellemøsten har bredt sig i befolkningen bl.a. på grund af den resulterende boligknaphed og de overfyldte skoleklasser i visse kvarterer med børn, der ikke forstår ét ord tysk.

 

En forsmag på, hvad der kan forventes, fik man dog, da en gruppe på mellem 30-50 unge tyrkere d. 29. oktober i år under det ulidelige råb ”Allahu Akbar” ” – ”Allah er stor” eller ”Allah er den største” – stormede ind i en katolsk kirke i indvandringskvarteret Wien-Favoriten og begyndte at smadre inventaret. Det lykkedes ikke politiet at fange én eneste af gerningsmændene.

 

Derimod blev terroristen, der få dage efter skød fire sagesløse mennesker i den indre by, efter en kort jagt skudt af en årvågen politibetjent, og der er tegn på, at den østrigske regering – ligesom den franske – måske er ved at vågne op til dåd. Umiddelbart kunne de to regeringschefers reaktion på de seneste terrorhandlinger tyde på det.

 

Den fortræffelige Sebastian Kurz

 

Den østrigske forbundskansler Sebastian Kurz, leder af det borgerlige folkeparti (ÖVP), har ikke blot fordømt drabene d. 2. november, men også flere gange gjort det klart, at der står radikale islamistiske kræfter bag. Ordet ”islamistisk” har indtil nu sjældent været anvendt i østrigsk indenrigspolitik, hvor man hos de største partier træder varsomt, når det gælder indvandringsproblematikken. Her danner det højrenationale parti FPÖ en velkommen undtagelse.

 

Endvidere må Kurz tage hensyn til koalitionspartneren, det indvandringsglade grønne miljøparti (Die Grünen). Allerede efter hærværket i den katolske kirke erklærede han: ”Alle kristne må i Østrig frit og i sikkerhed kunne praktisere deres tro. Vi vil beslutsomt videreføre kampen mod den politiske islam og ikke udvise en falsk tolerance.” Desuden fik Kurz også foranlediget, at to radikalislamske moskeer omgående er blevet lukket, og der er ingen tvivl om, at befolkningen står bag beslutningen.

 

Den floromvundne Emmanuel Macron

 

Den franske præsident Emmanuel Macron har ganske vist også slået i bordet og krævet strengere kontrol med moskeer og koranskoler, men i stedet for en klar fordømmelse af den militante islamisme gang på gang peget på, at dén adskillelse mellem stat og religion, der er en grundpille i den franske forfatning, bliver respekteret. Dermed har han ganske vist signaliseret, at man ikke vil rokke ved den menings- og ytringsfrihed, der er en torn i øjet på de mere radikale muslimer – men men omsættes ordene mon til handling?

 

I betragtning af, at flere end 250 franskmænd er døde pga. af islamistiske attentater – flere end i noget andet europæisk land – kunne man nok have forventet, at Macron ville have truffet ganske anderledes skrappe forholdsregler, fx. en fratagelse af fransk statsborgerskab og/eller permanent udvisning efter udstået straf. Og hvad der virkelig vækker til eftertanke er ikke så meget den tyrkiske præsident Erdogans ubeherskede angreb på Macron og opfordring til boykot af franske varer, men at de franske muslimer ikke har bakket Macron op.

 

Det er ligesom den franske præsident og med ham de mange venstrevredne politikere og politisk korrekte mediefolk ikke vil åbne deres øjne og erkende, at deres snak om den gode og tolerante islam blot er floromvundne fraser. Se dog blot på intolerancen i de mellemøstlige lande, hvor alene Israel holder den demokratiske fane højt. Bør man ikke snarere stille spørgsmålet, i hvilken grad islam og islamisme overhovedet kan holdes adskilt?

 

Det er på tide, at se sandheden i øjnene

 

Ser man tilbage på de forgangne års terror i islams navn, overbevises man vel snarere om, at Jihad, den såkaldte hellige krig, raser for fuld udblæsning, og at islam tydeligvis retfærdiggør drab på os vantro! Slå blot efter i muslimernes hellige bog, Koranen, hvor der i modsætning til Biblens bud om næstekærlighed, bl.a. står:

 

”Jeres forskrift er at føre krig selv om det skulle være jer imod” (Sura 2.216)

”Bekæmp de vantro. Vær skånselsløs mod dem! Deres herberg bliver helvede. Hvilket ondt endeligt!” (Sura 9.73)

”De, der er vantro, skal ikke regne med at undslippe; de kan ikke unddrage sig” (Sura 8.59-60)

 

– og der er mere blodtørst i samme godtepose.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…