Tag nye vinøse udfordringer op

Så kom vi godt ind i 2020, og gid at alle nytårsønskerne må blive opfyldt. Ikke mindst de vinøse, og lad det lyde herfra: Prøv noget nyt i glasset. Det kan føre til spændende oplevelser, også selvom det må ske på bekostning af noget kendt. Det er simpelthen sundt at eksperimentere, og er der skuffelser, har man altid den kattelem at kunne vende tilbage til det hidtil foretrukne. Men tag under alle omstændigheder udfordringen op.

 

Hvidvin

 

Les Vignerons du Narbonnais, 2018 Les Favèdes, Pays d’Oc IGP, Ouveillan, Narbonne, Frankrig – Normalpris 129 kr. – Tilbudspris 99 kr. pr. styk ved køb af 3 flasker.

 

Vinen er lavet af 100% Chardonnay drue og er af den øvre Reserve-type, hvor der er kælet ekstra for druerne fra de kalkholdige skråninger nord for Narbonne i det sydvestlige Frankrig. Vinificeringen er foretaget efter gamle dyder, hvor brug af meget egetræ til Chardonnay var på mode. Det er det ikke længere, men kan man lide en cremet, fed vin med masser af vaniljesmag, så er denne den rette.

 

Importør: Propperiet, Brædstrup

 

Bodegas Garciarévalo, 2018 Casamaro, Rueda DO, Matapozuelos, Valladolid, Spanien – Normalpris 99 kr. – Tilbudspris 65 kr. pr. styk ved køb af 6 flasker.

 

En ung vin, som er fremstillet af 85% Verdejo og 15% Viura druer. Duften i næsen er fuld af eksotiske frugter som ananas og fersken samt et strejf af lakrids, der er typisk for Verdejo druen. Smagen er frisk og har en finale af citrus, så den passer fint til milde oste og fisk.

 

Importør: D’Wine, Aalborg

 

Rødvin

 

Læs også
Den gode vin til påskelammet

Angelo Rocca & Figli/Peter Vinding Diers, 2017 La Famiglia Blend 22, Terre Siciliane IGT, Sicilien – Normalpris 149,95 kr. – Tilbudspris 79,95 kr. pr. styk ved køb af 6 flasker hos Kvickly Odder.

 

Det er den danske supervinmand Peter Vinding-Diers, som efter en lang og berømmet international karriere i dag bor på Sicilien, der er mester for denne vin. Druemæssigt adskiller den sig fra sæd og skik på den syditalienske ø, idet den er stukket sammen af de typisk franske druesorter Cabernet Sauvignon, Merlot og Syrah. Duft og smag er delikat og frankofil i udtrykket.

 

Importør: Amka, Randers

 

Bodegas Merayo, 2017 Las Tres Filas, Bierzo DO, Ponferrada, Galicien, Spanien – Kampagnepris 110 kr.

 

Vinhuset er ungt og først etableret i 2011 af Pedro Merayo i vinområdet Bierzo, der ligesom Ribera del Duero og Toro ligger i vindistriktet León y Castillo. Her fokuserer han på druen Mencia til sine røde vine, og sammenlignet med Tempranillo druen er den let og elegant, hvilket også er kendetegnet for Las Tres Filas. Druerne hertil kommer fra vinstokke med en alder fra 80 år og opefter. Denne høje alder og et lavt udbytte giver en sjælden koncentration i smagen.

 

Læs også
Lækre forårsvine fra Alsace

Importør: Sigurd Müller Vinhandel, Aalborg

 

Château de Marsan, 2016 Cadillac, Côtes de Bordeaux, Lestiac-sur-Garonne, Bordeaux, Frankrig – Normalpris 99,95 kr. – Tilbud: 2 flasker 175 kr. hos Meny.

 

Vinslottet er bygget i 1630 ca. 25 km sydøst for byen Bordeaux. Det blev overtaget i 1962 af Paul Gonfrier, hvis sønner Eric og Philippe i dag står i spidsen for et selskab, der omfatter ikke mindre end 19 slotte og 1000 hektarer vinmarker. Den aktuelle vin er fremstillet af Merlot og Cabernet Sauvignon druer og er typisk med smag af røde bær og skovbund.

 

Importør: GOBIvin, Valby

 

Domaine Jean-Paul Dubost, 2018 Coteaux Bourguignons ABCB, Beaujolais, Bourgogne, Frankrig – Normalpris 99,95 kr. – Tilbudspris 79,95 kr. pr. styk ved køb af 12 flasker.

 

Læs også
Vin forsøder sur Corona-krise

Coteaux Bourguignons er en fællesbetegnelse for vin, som kommer fra vinområderne Bourgogne og Beaujolais. Denne friske forårsvin er komponeret af et topprofessionelt vinhus i Beaujolais, som har blandet druesorterne Gamay fra Beaujolais med Pinot Noir fra Bourgogne. Der er en flot duft af hindbær, jordbær og kirsebær, der går sammen i god harmoni i smagen.

 

Importør: Theis Vine, Charlottenlund.  

 

Azienda Agricola Angelo Borrani, 2017 Governo All’ Uso Toscano, Rosso di Toscano IGT, Italien – Normalpris 99 kr. – Tilbud: 3 flasker for 250 kr.

 

Vinen er kommet i stand ved et samarbejde med den danske vinformidler Kenny Pellegrino, StarWineConsult, og Angelo Borrani. De har anvendt den gamle Governo-metode til fremstillingen, og det vil sige, at en større portion af druerne – hovedsageligt Sangiovese-sorten – er tørret op til rosiner og derefter blandet med frisk most. Det er en rigtig publikum-pleaser.

 

Forhandler: Supermarco, København SV

 

Læs også
Super-Bourgogne fra Italien

Cantina Cielo & Terra, 2017 Gran Passaia, Rosso Toscana IGT, Montorso, Italien – Normalpris 79 kr. – Tilbud: 2 flasker for 120 kr. Nærmeste forhandler oplyses på tlf. 20403046.

 

Denne vin, der er fuld af kraft og fylde, er lavet af Sangiovese og Merlot druer. Den fremstår med violet kant i glasset og sender en lækker duft af moden frugt ud i stuen. Den kan med stor fornøjelse nydes sammen med pastaretter, sammenkogte retter og ost med god smag.

 

Importør: Fortium Wine, Hinnerup

 

Portvin

 

Feuerheerd’s Anchor Port, 2015 Late Bottled Vintage, Gaia, Oporto, Portugal – Normalpris 169,95 kr. – Tilbudspris 99,95 kr. pr. styk ved køb af 12 flasker.

 

En Late Bottled Vintage portvin (LBV) er en Ruby portvin, der har ligget på fad og udviklet sig gennem 4-6 år. I visse tilfælde er denne udvikling så positiv, at producenten erklærer den til at have Vintage-kvalitet, og accepteres det af et strengt portvinsbrancheråd, så kan den aftappes som ”Sent aftappet Årgangsportvin”. I denne LBV er der flot balance mellem smagsnuancerne, så udover at agere dessertvin kan den sagtens serveres til stærke oste.

Læs også
Priskup på vine til Fasten

 

Importør: Philipson Wine, Kokkedal

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…