Alsace er et af Frankrigs smukkeste vinområder, og når man kører gennem landsbyerne med idylliske bindingsværkshuse, der stundom spejler sig i Rhinen, eller forvilder sig ud ad små landeveje i et grønt eller bjergfuldt landskab ved foden af bjergkæden Vogeserne, kan det være svært at tro, at man bevæger sig på en slagmark, hvor først franske og siden allierede tropper udvekslede krigsslag med tyske soldater, så blodet flød i uhyrlige mængder.
Middelalderborge med deres befæstninger er hen over årene lagt i ruiner, mens land- og vinbrug gik i forfald. Ruinerne ligger der stadig, men markerne står i dag grønne og veldyrkede og forsyner både den inden- og udenlandske omverden med vin som kan være i verdensklasse.
Kastebold
I århundreder har Alsace-Loraine været stødpude og kastebold mellem Frankrig og Tyskland, og i 1870 erklærede Napoleon 3. krig mod det daværende Preussen. Opgøret endte med en overvældende sejr til tyskerne, som omdøbte regionens navn Alsace-Loraine til Elsass-Lothringen, et navn, der holdt til afslutningen af 1. verdenskrig 1918. Da blev området igen overdraget Frankrig og nu fik navnet Alsace-Moselle.
I 1940 vendte tyskerne igen tilbage for en kort bemærkning, men undrer besættelsen frem til 1945 blev unge alsaciske mænd tvunget ind i den del af den tyske hær, som opererede på Østfronten. 40.000 omkom og titusindvis endte i russiske fangelejre.
(En parallel kan trækkes til det i 1864 preussisk erobrede Slesvig-Holsten, hvor danske unge mænd under 1. Verdenskrig måtte gøre tjeneste i den tyske hær.)
Tysk tale og navne
Mange steder i Alsace tales der ved siden af fransk til dagligt på tyske dialekter, og mange stednavne ender på burg, heim og berg, altså de tyske betegnelser for borg, hjem og bjerg. Og selvom man laver vin af nogle af de samme druer som i Tyskland, så hævder vinbønderne på stedet, at man sagtens kan smage den franske forskel, hvilket dog skal tages med en gran salg og tilskrives det franske complex superieur (merværdskompleks).
Sol og druer
Alsace distriktet er omkring 150 kilometer langt fra nord til syd og ca. 20 kilometer bredt. Vækstforholdene i læ af Vogeserne er optimale, og solskinstimerne måles til at ligge 50 timer over normalen i Nordøstfrankrig. Som følge af de forskellige tilhørsforhold har regionen en række love, som adskiller sig fra de generelle franske. Det gælder bl. a. en række bestemmelser vedrørende vin, hvor en række tyske er toneangivende, selvom medlemskabet af EU har bevirket en vis ensrettethed.
Druesorterne i distriktet er hvide med undtagelse af den røde bourgognedrue Pinot Noir og omfatter Riesling, Pinot Blanc, Pinot Gris, Sylvaner, Muscat og Gewurztraminer.
Toppen af Alsace-vine
Blandt den øverste top af økologiske vinproducenter i hjertet af Alsace finder vi Domaine Weinbach. Slottet, som daterer sig tilbage til før 800-tallet, ligger i Kayserberg på den smukke vinrute, som i fordums tid var den romerske vej fra Alsace til Loraine.
Her tryller Cathérine Faller sammen med sønnerne Théo og Eddy med afgrøderne fra domænets 30 hektarer vinmarker. Hun står for den kommercielle ledelse, men bistår også Eddy med selve vinmageriet. Théo har ansvaret for, at vinmarkerne er i topform, men arbejdet lettes af, at disse markbesiddelser har sublime jord- og klimaforhold. Rundt om vinhuset ligger marken Clos des Capucins, som henter sit navn fra Kapuciner-munkeordenen, der ejede ejendommen frem til den franske revolution i 1789.
Foto: Privat
Tre af vingårdens marker – hhv. Schlossberg, Furstentum og Mambourg – er klassificeret som Grand Cru, hvilket er det bedste i Alsace, mens de to sidste marker,
Clos des Capucins og Altenbourg har lavere status, selvom eksperter mener, at de alle fem er ligeværdige. Siden 2010 har markerne haft certifikat på at være økologisk og biodynamisk dyrket.
Hos Philipson
I Danmark står vinfirmaet Philipson Wine i Kokkedal for ene-importen af Domaine Weinbachs 6-stjernede vine. 50 forskellige produkter i prisklassen 159,95 kr. – 1.075,00 kr. omfatter det imponerende sortiment, der kan studeres nærmere på www.philipsonwine.com. Men kort fortalt det siges, at Weinbach-vinene stilmæssigt adskiller sig fra de fleste vine, man finder i Alsace, ved at være meget intense, mineralske og elegante samt ved at have et langt lagringspotentiale.