Det er nok tvivlsomt, hvor meget befolkningerne i EU-landene nærede tiltro til den aftale, som Angela Merkel på samtlige EU-landes vegne indgik med den tyrkiske diktator, Recep Erdogan efter migrantstrømmen i 2015.
Til gengæld for Erdogans hindring af yderligere tilstrømning til EU, skulle han have i alt 6 milliarder euro (2 gange 3 milliarder), som EU-landenes skatteydere skulle betale. Dertil kom andre goder, såsom visumfrihed til hans ufaglærte overskudsbefolkning og genoptagelse af ansøgning om EU-medlemsskab.
Hvad kunne EU have fået for 6 milliarder euro? Kunne et handlekraftigt (!) EU effektivt have forhindret en stor del af migrantstrømmen i at forcere de ydre grænser og slå sig ned i EU, frem for at parkere pengene i lommen på en diktator? Kunne Grækenland og Italien have været hjulpet i landenes meget udsatte position for dette beløb?
Erdogan mener ikke, han har fået, hvad Merkel havde stillet ham i udsigt. Visumfrihed er det ikke blevet til, og mon ikke langt de fleste EU-lande ville slå syv kors for sig ved tanken om at få en islamisk diktator med stormagtsdrømme ind i ”foreningen”?
Var det ikke meningen, at de 6 milliarder euro skulle være EU’s hjælp til omkostningerne til alverdens migranter, der søgte til Tyrkiet? Mon ikke en meget stor del er røget direkte ned i diktatorens lomme. Helt billigt har det vist ikke været at bygge hans nybyggede palads.
Men der er én ting mere, der har fortørnet den selvudnævnte khalif, nemlig at EU ikke ønsker at blive blandet ind i den krig, han har startet i Idlib i Syrien. At han har slået større brød op, end han kan bage, må han selv redde sig ud af.
En ny katastrofe
Vi, de ”menige” befolkninger i EU, kommer sent til at glemme, hvad vores ledere lagde til rette for os i 2015. En strøm af voldsparate mænd bevægede sig målbevidst op igennem Europa til deres udvalgte EU-land, mens såkaldte myndighedspersoner magtesløse så på, at de værste forbrydere slog sig løs med hærværk, røveri, overfald, voldtægter og mord. Som en græshoppesværm hærgede (og hærger) de landene.
Nu er en ny katastrofe er på vej mod EU, og det blev der ofret et par minutter på i 12-Nyhederne søndag. Så gik vi igen over til ligegyldigheder.
For at det ikke skal være for vanskeligt for alverdens migranter at komme fra Tyrkiet til Grækenland, sørger Erdogan for, at migranterne kan køre i busser fra Istanbul til den græske grænse.
Men Grækenland vil ikke uden videre lade illegale oversvømme deres land – igen. Derfor gør de, hvad de kan for at holde dem ude ved hjælp af grænsevagter. Politi med peberspray kan næppe holde horder af målbevidste migranter ude. Hvorfor i alverden har landet ikke sat soldater ind til bevogtning af grænserne?
En del vælger at sejle fra Tyrkiet til de græske øer, bl.a. Lesbos. Men øboerne er begyndt at forsvare sig mod mod den græske regerings ønske om at oprette flere lejre, efter at de nuværende for længst er overfyldt.
De græske øboere kæmper en brav kamp for at holde endnu en invasion ude af deres land.
Nødbremsen
Hvis nu der pludselig som i 2015 står en stor flok migranter fra Afrika, Bangla Desh, Afghanistan, Pakistan ved den danske grænse, og de gerne vil eskorteres af politiet ad vore motorveje, så har vi en nødbremse, som udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye vil trække i. Det betyder, at de ikke kommer ind over grænsen og ikke kan søge asyl.
Venstrefløjspartierne ser allerede deres kommende vælgere forsvinde i den blå luft, og Jens Rohde mener, at så bliver Danmark en flygtningemagnet. Og det har De Radikale jo aldrig ønsket, vel?
Hos Enhedslisten og Alternativet kalder man ifølge Jyllands-Posten det fejt at lukke landet for flygtninge. Fejt? Det er vist ikke et udtryk, der bruges blandt voksne. Se DKA her.
En handlekraftig regering?
Mattias Tesfaye har endvidere udtalt, at vi ikke skal have en sådan situation som i 2015, og at regeringen er klar til at handle, hvis situationen eskalerer.
Og i telegramstil siger Tesfaye endvidere: ”Migranter ved græsk-tyrkisk grænse. Situationen meldes under kontrol. Danske myndigheder er til stede. Vi følger situationen tæt. Afgørende at beskytte EU’s ydre grænse.”
Og nu er det, man i al stilfærdighed måske må spørge:
Hvor meget skal situationen eskalere, før regeringen er klar til at handle? Og hvordan skal denne handlen foregå?
Ifølge JP er der kaos ved den græsk-tyrkiske grænse. Men ifølge Tesfaye er situationen under kontrol. Hvem kontrollerer den udover de græske grænsevagter?
De danske myndigheder er til stede. Og det betyder? Hvilke myndigheder, og hvad foretager de sig?
Hvad betyder det, at situationen følges tæt? At de proklamerede ministermøder i EU rykkes frem ved fare?
Og flosklen, at det er afgørende at beskytte EU’s ydre grænse? Det er aldrig lykkedes, selv om det var betingelsen for de åbne indre grænser. Og man skal nok være meget naiv for at tro, at det nogen sinde kommer til at lykkes. Den græske kystbevogtningstjeneste synes at være langt mere effektiv end Frontex, der af navn er det europæiske agentur for grænse- og kystbevogtning, men af gavn nærmere har ageret redningstjeneste for migranter fra især Libyen.
Mon alle Tesfayes fluffy ord, der ikke siger et kvæk, kunne få lidt mere kød på, så vi rent faktisk orienteres om, hvad der gøres for, at vi aldrig mere får et 2015. At vore grænser hermetisk lukkes med soldater på vagt døgnet rundt. At ingen uden et EU-pas eller et pas med visum overtræder grænsen mellem Danmark og det sikre land, der på alle sider omgiver os.