Skønne tyske sommervine fra Nahe

Tyske vine – især hvidvinene – har altid været en skattet gæst i Danmarks vinnydende husholdninger, for vor sydlige naboers vinbønder dyrker vinstokke, der i bedste fald giver druer til vin i verdensklasse. Specielt Riesling-druen er konge.

 

Det er den også i vinregionen Nahe i delstaten  Rheinland-Pfalz. Det var det sidste område i Tyskland, hvor der blev udviklet betydningsfulde beplantninger af vin. Mens Cæsars romerske besættelsestropper dyrkede vin langs Mosel omkring år 0, så har man først egentlige optegnelser om vindyrkning i Nahe-landsbyen Monzingen ved bifloden Gaulsbach fra år 778. Men den kvalitetsbevidste dyrkning blev først sat i system i Middelalderen, da klostrenes munke gjorde et seriøst arbejde i markerne og styrede vinens udvikling i de mørke klosterkældre.

 

Tysklands bedste

I 1800-tallet blev Nahe betragtet som en af Tysklands fineste vinregioner, og digtere som Johann Wolfgang von Goethe priste områdets vine i høje vendinger. Velstanden fortsatte, indtil krigene i det 20. århundrede førte til økonomisk nedgang og mangel på tilpasning til efterkrigstidens industrialisering af vinproduktionen, og mange gav op.

 

Emrich holdt ud

Blandt dem, der holdt ud, var familien Emrich fra vingården Weingut Emrich-Schönleber i Monzingen. Dens Monzinger-vin blev så tidligt som i 1815 rost til skyerne, og pioneren inden for tysk vindyrkning, professor Johann Philipp Bronner, konstaterede i 1834, at ”den magre jord på Monzinger bjerget er årsagen til, at her vokser de bedste og dyreste vine i Nahe.”

 

Gården ligger i den vestlige del af Nahe med grænse op til Frankrig. Indtil 1965 var der tale om et blandingslandbrug med kvæg, korn og vin for at imødegå økonomiske tab på grund af frost, dårlig blomstring og svampeangreb. Men så kom den i familien indgiftede  Wilhelm Schönleber på banen. Han og senere sønnen Werner satsede stadig mere på vinavl og øgede vinmarkarealet fra 2 til 10 hektarer i perioden frem til 1985.

 

Verdensklasse

Projektet og indsatsen specielt på satsning på Riesling-druen  lykkedes, og i 1991 kronedes værket med, at Werner Schönleber med tilfredshed kunne notere, at han var udpeget til optagelse i gruppen af Tysklands 100 bedste vingårde86. Derefter fulgte i 1994 optagelse i elitesammenslutningen Verband Deutscher Prädikatsweingüter, og bedre bliver det næppe end, når alle førende, internationale vinanmeldere og tidsskrifter i 2020 udråber vinene fra Weingut Emrich-Schönleber til ”Verdensklasse”.

 

Vingården har nu 20 hektarer med vin. 86% er Riesling, 7% Grauburgunder, 5% Weissburgunder og 2% Müller-Thurgau ( også kaldet Rivaner). Til sammen giver det en årlig produktion på 140.000 flasker.

 

Efter et generationsskifte ejes virksomheden i dag af Frank Schönleber, der er uddannet ingeniør og kældermester. Hans far, Werner Schönleber, sørger for, at vinmarkerne er i topform. Hans kone Hanne og svigerdatter Anja står for salg og kundebetjening.

 

Hos Sigurd Müller

Med sikker næse for kvalitet og gode erfaringer med tyske vinhuse har direktør Ib Bergkjær sikret sig Weingut Emrich-Schönlebers vine til Sigurd Müller Vinhandel i Aalborg. Sortimentet omfatter pt. i alt 8 vine, hvoraf jeg skal fremhæve følgende:

 

2018 Rivaner, trocken. Druetypen Rivaner er identisk med den klassiske tyske drue Müller-Thurgau, der blev skabt i 1882 af schweizeren Heinrich Müller, som klonede druesorterne Riesling og Sylvaner. I glasset en frisk og frugtig Muntermacher til den tørre side. Det ene glas nærmest tager det næste. Pris: 95 kr.

 

2017 Riesling, trocken. Riesling-druen når i Nahe-området fine højder. Denne udgave kan uden at fornærme nogen betegnes som begyndervinen hos Weingut Emrich-Schönleber, der giver første skridt ind i Rieslingens paradis. Her finder vi både den typiske æblesmag og en varietet af krydderier. Pris: 120 kr.

2018 Monziger, Riesling Kabinett. Betegnelsen Kabinett afslører, at der er tale om en kvalitetsvin, som er fremstillet af fuldmodne druer. Denne udgave har en usædvanlig flot frugtsødme, der parres med en lækker mineralitet og en duft af engblomster. Smagsløgene råber hurra! Pris: 158 kr.

2018 Halenberg, Riesling, GG. Denne vin er vingårdens flagskib. Halenberg er navnet på en mark, hvorpå der udelukkende dyrkes Riesling druer. Forkortelsen GG står for Grosses Gewachs, hvilket er det tyske svar på franskmændenes Grand Cru = de ypperste vækstforhold. Her går frugt, syre og mineralitet op i en højere symbiose. Bedre bliver det ikke! Pris: 440 kr.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…