Takket være EU er Danmarks nuværende og næste generationer blevet gældsat – uden en folkeafstemning

Så blev Danmarks nuværende og næste generationer gældsat. Som alt ondt, der rammer os, sker dette uden folkeafstemning.

 

Udover det hævede budget på grund af Brexit vil EU på EU-landenes vegne til brug for den nye genopretningsfond optage et lån på 5.580 milliarder kroner. Af dette beløb får de hårdest ramte lande 2.700 milliarder kroner i gave. Resten er et lån.

 

Danmarks andel af budgettet har i den forløbne syvårsperiode været på 19,7 milliarder kroner om året. Den andel stiger i 2021 og 7 år frem med 4,5 milliarder kroner om året, altså til 24,2 milliarder kroner. I dette beløb er fratrukket en rabat på 2,8 milliarder om året + den ene milliard som tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt hev i land. Uden rabatten ville vi altså skulle betale 28 milliarder kroner.

 

Der ville være god brug for pengene herhjemme. Men statsminister Mette Frederiksen mener, at EU’s ledere har skabt et resultat, som er ”godt for vores befolkninger og for Europa”.

 

Hvordan det er godt for Danmarks befolkning, ville det være rart at få en nærmere forklaring på, frem for en tuttenuttet bemærkning i en skåltale.

 

Europas Forenede Nationer

Denne svenske analyse af gældssætningen er bag betalingsmur, men overskriften er interessant, fordi den er særdeles klartseende:

”Ekonomisk galenskab – så skapas Europas förenta stater.”

 

Og netop Frankrigs præsident Emmanuel Macrons kongstanke om Europas Forenede Stater kan læses ind i hans henrykkelse: ”Genopretningsplanen er en historisk ændring af vores Europa og eurozonen”.

 

Vores Europa? Det er ikke mit, selv om jeg er blevet tvungent medlem af EU’s ”fælleskasse”, som EU gerne vil have EU-landenes bidrag til.

 

EU’s store ønske om at være de nationale staters skatteopkræver er tidligere afvist, men det listes nu ind ad bagvejen via bidrag, told og afgifter: ”EU-lederne har aftalt at indføre et plastbidrag, som skal få landene til at genanvende mere plastaffald og som skal lade pengene gå til EU’s fælleskasse (min fremhævelse). Til fælleskassen skal også betales CO2-told og en digital afgift.

 

Der var en sparebande

Danmark, Holland, Østrig og Sverige blev kaldt sparebanden. De fire lande blev til fem, da Finland også meldte sig på banen.

 

Ikke tale om, at disse landes ledere ville være med til et forhøjet EU-budget og en genopretningsplan, der for en stor dels vedkommende skulle være en gave til de lande, der var hårdest ramt af både det ene og andet.

 

Men selv om sparebande nok er et lidt flot ord at sætte på disse fem ledere, så må vi vide, at slutresultatet er en sejr. For der er blevet rokeret lidt rundt på låne- og gavebeløbet.

 

Nu har vi fået at vide, hvori sejren for Danmark består. Men der tilbagestår nogle spørgsmål, som der vist ikke er redegjort for.

 

De ydre grænser

EU’s nye budget skal bl.a. bruges til at få styr på de ydre grænser, er udmeldingen fra  EU’s spidser.

 

Man må le, for det løfte er afgivet så mange gange, at man skal være EU-fanatiker for at tro på det.  Indtil videre har ”styr på” betydet søredningstjeneste.

 

Men i stedet for dette luftige løfte, kunne man måske oppe sig til at oplyse – ikke hvad man vil – men hvordan man havde tænkt sig at ville/kunne holde styr på de ydre grænser, da det indtil nu ikke er lykkedes.

 

Ikke alene slap EU afsted med at få EU-landenes regeringschefer til at åbne deres respektive nationale grænser, selv om betingelsen herfor var, at der skulle være styr på de ydre grænser, inden de indre blev åbnet.

 

Med kanslerindens fatale ”Wir schaffen das” stod EU åben for hele verden. Hun forsøgte at råde bod på fadæsen ved at indgå en aftale med Tyrkiets præsident Erdogan mod gode ord og betaling. Det var en lige så skæbnesvanger fejl. Ingen med forstanden i behold aftaler noget som helst med en diktator og da slet ikke med en religiøs fantast.

 

Selvfølgelig blev aftalen et flop.

 

Menneskesmuglere i Nordafrika og Europas egne smuglere fik et fint samarbejde i gang. Kynisk satte (især) libyske smuglere migranter i synkefærdige både. Men søredningstjenesten stod parat til at samle dem op. Og uden hensyn til de europæiske befolkninger eskorteres migranter i hundredtusindvis til det europæiske fastland.

 

Alle ved, hvem disse NGO-smuglere er, men ingen stopper dem. Det er helt straffrit.

 

Hvad man end kan mene om Ungarns premierminister Victor Orban, var det ham, der fik standset i hvert fald toppen af migranttilstrømningen. Det fik han ikke tak for af EU. Det fik han til gengæld af EU’s befolkninger. Men alene kan han ikke hjælpe os alle sammen. Der kommer stadig migranter til grænserne og siger ”asyl”.

 

Så må vi høre, hvordan har man lige har tænkt sig at får styr på de ydre grænser?

 

Et rodet regnestykke

Det kedelige ved gæld er, at den skal tilbagebetales. Men hvem der skal betale og med hvilke beløb, har vi absolut intet hørt om.

 

Vil tilbagebetalingen af lånebeløbet blive ligeligt delt mellem de 27 lande? Skal de lande, der får 2.700 milliarder kroner som gave, være med til at tilbagebetale? Eller er de friholdt?

 

Skal gavemodtagerne være med til at betale lånet til genopretningsplanen på 2.900 milliarder kroner tilbage? Eller skal vi andre også betale det beløb udover det lån, EU optager til gaven?

 

Og hvad hvis gavemodtagerne ikke mener at kunne betale? Hvad så? Er det så de andre EU-lande, der skal betale gildet? Altså de rige?

 

Vi, de rige

Italien var ret utilfreds med sparebanden, men så dog efterhånden med mildere øjne på Mette Frederiksen. Hun var nemlig blevet lidt mere imødekommende, mente man. Hvem forbavser det?

 

Set med bl.a. Italiens øjne er de nordiske lande nok ret rige. Men det er der en grund til. Vi arbejder længere, og vi bliver hårdt beskattet. Beskatningen kommer dog ikke i særlig grad befolkningen til gode. For skattekronerne sprøjtes ud over hele verden. Som sædvanligt uden at befolkningen er blevet konsulteret om, hvorvidt den er enig i, at al denne globale godhed kan kompensere for nedslidte skoler og hospitaler og andre hjælpeinstitutioner, der næsten er sparet ihjel.

 

Og så er der skatteyderne. De der ”almindelige” mennesker med de ”varme hænder”, der bliver slidt op i kapløb med arbejde, der aldrig får en ende. Og alle de andre, der ved hårdt fysisk nedslidende arbejde holder hjulene i gang, bl. Arne. Hvis han skal symbolisere Danmarks rigdom, er vi lige til ladegården.

 

Økonomiske eksperter kan uden tvivl udlægge teksten, så alle kan se det geniale i, at skatteydernes penge lander i andre befolkningers lommer end i deres egne.

 

Vi, der blot skal holde styr på vores eget husholdningsregnskab, har måske lidt sværere at se fidusen.

 

Møllestenen om vores hals

Hvis man er arg modstander af EU og får kuldegysninger ved tanken om Europas  Forenede Stater, vil man hellere, som briterne hævdes at være blevet, være fattig udenfor end indenfor det cirkus.

 

Med de EU-lalleglade partier i Folketinget vil det dog nok være en illusion at tro, at vi foreløbig kan komme ud.

 

Læs også om EU

https://ec.europa.eu/denmark/news/press_review/200722_da

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…