I oktober sidste år blev Frankrig ramt af et chok: I hjertet af fransk politi, Politigården i Paris, myrdede en ansat fire af sine kolleger og sårede to.
Trods regeringens forsøg på at sløre sagen, kom det frem, at manden var overbevist islamist, og at der var tale om terror.
Denne skræmmende terrorhandling fik rusket lidt op i præsident Emmanuel Macron, der ellers har været meget passiv i forhold til den islamistiske trussel.
Nu erklærede han, at bekæmpelsen af ”kommunitarismen” var en ”vigtig kamp”. I den franske debat bruger man ofte begrebet ”kommunitarisme” (”communautarisme”) i stedet for ”islamisme”.
Ordet ”kommunitarisme” går på den radikale muslimske holdning, at de islamiske love og det islamiske fællesskab står over det enkelte individ og over verdslige love og regler.
Men kampen mod den islamiske kommunitarisme er foreløbig ikke blevet til meget. Præsidenten og regeringen er tøvende. Og den ene myndighed ved ikke rigtig, hvad den anden laver.
Efterretningstjeneste smider bombe
Imens vokser islamisternes indflydelse i det franske samfund meget stærkt.
Nu har efterretningstjenesten DGSI smidt en bombe ind i debatten: Man slår fast, at 150 byområder i Frankrig er under islamisternes kontrol!
Mange af disse områder findes i forstæderne til storbyer som Paris, Lyon og Marseille. Men også mindre byer er ramt. Blandt andet Maubeuge tæt på grænsen til Belgien. Her fik en muslimsk organisation 40 procent af stemmerne på et valgsted ved sidste parlamentsvalg!
I mange byer er der kvarterer, som er under islamisternes kontrol.
”Rent” og ”urent”
Denne islamisering bekræftes af en opsigtsvækkende undersøgelse, som er gennemført af islamforskeren Bernard Rougier.
Rougier sendte sine studenter ud i en række af de mest islamiserede byområder for at iagttage, hvordan de islamistiske kræfter opererede. Studenterne lyttede til prædikener og Koran-undervisning. De færdedes blandt folk i cafeer, sportsklubber og på de sociale medier.
De mødte et ”parallelunivers”, der lever sit eget liv i forhold til det franske samfund.
Rougier og hans studerende beskriver, hvordan islamister eller salafister, som de rabiate kaldes, fortæller de lokale muslimer, at de står for den oprindelige, sande islam.
De hamrer løs på, at en sand muslim skal overholde islams regler til punkt og prikke. Og de forfølger muslimer, der overtræder disse regler.
Muslimer får at vide, hvad der er ”rent” og ”urent”. At de kun må spise bestemte ting. At de ikke må give hånd til kvinder. At de ikke må have jøder og kristne som venner. At man ikke må vise sig nøgen – heller ikke i brusebadet efter en fodboldkamp.
Islamisternes jerngreb
Samtidig pumper de islamistiske prædikanter noget selvtillid ind i de mange muslimer, der klarer sig dårligt. De får at vide, at de er bedre end de vantro, fordi de er muslimer.
Selv unge muslimske narkohandlere kan blive rost for en god islamisk indsats, fordi de svækker de vantro ved at sælge dem narko.
Kriminelle og salafister glider over i hinanden. Og de holder lokalområdets befolkning i et jerngreb.
Kontrollen er særlig ekstrem i forhold til kvinderne. Det er fuldstændig obligatorisk for dem at gå tilsløret. Skulle de forsøge at omgå dette krav, risikerer de tæsk eller voldtægt.
Folk uden for det muslimske miljø bliver holdt ude fra disse områder. Det sørger muskuløse og truende unge muslimer for.
Politikerne retter ind efter islamisterne
I takt med, at islamisterne får kontrol over sådanne lokalområder, stiller de flere og flere krav til myndighederne. For eksempel krav om bygning af en moské.
Samtidig begynder lokalpolitikere at rette ind efter islamisternes krav, fordi muslimer udgør en stadig større del af vælgerne. Ifølge Bernard Rougier bliver traditionel lokalpolitik mere og mere erstattet af islamiske netværk. En snigende magtovertagelse.
Denne udvikling foregår ikke kun på lokalplan. Brede samfundsområder som uddannelse, sport og sundhed bliver mere og mere islamiserede. Børn bliver blandt andet trukket fra det offentlige franske skolesystem over i islamisk undervisning.
Dermed trues det franske ideal om, at stat og samfund skal bygge på verdslige principper. Ifølge dette ideal skal beslutningerne ikke træffes ud fra religiøse hensyn, og borgerne skal ikke behandles ud fra deres religion. Alle skal være frie, lige borgere.
Denne verdslighed begynder at blive en illusion, når islamisterne tager magten flere og flere steder.
”Er det ikke allerede for sent?”
Regeringen er rådvild. Islamisterne fører kulturkamp for fuld udblæsning. Men i Frankrig er det tabu at tale om kulturkamp. Alle skal bare ses som borgere uanset deres kultur.
Alt for længe har man nægtet at erkende, at man er nødt til at have styr på indvandringen fra den muslimske verden og dens konsekvenser for kultur og de værdier i landet.
Men det er ved at dæmre for de franske politikere, at den er gal. Som en minister siger anonymt til avisen Le Journal du Dimanche: ”Det virkelige spørgsmål er: Er det ikke allerede for sent?”
Vælgerne flygter fra præsident Macron. Nu lover han at komme med en plan for at stoppe islamisternes fremmarch inden kommunalvalgene, der finder sted 15. og 22. marts. Jorden brænder under fødderne på ham.
https://www.lefigaro.fr/politique/emmanuel-macron-perd-quatre-points-de-popularite-20200126