Foreningen Børns Vilkår offentliggjorde for få dage siden en rapport med titlen ”Skolens tomme stole – Skolefravær set fra barnets perspektiv”. De overordnede tal er skræmmende læsning.
I skoleåret 2018/19 have ca. 75.000 elever (sic!) et fravær fra skolen på mere end 10 pct. Helt præcist var der tale om 75.362 elever, svarende til 14,2 pct. af alle elever. Det svarer til. at hver syvende elev er væk fra skolen i mere end 20 skoledage om året (der er ret præcist 200 skoledage på et skoleår) eller mindst en hel måned.
Rapporten er på 33 sider, hvilket burde være rigeligt til at afdække to afgørende spørgsmål til forståelse af udviklingen og af årsagerne.
I en sådan rapport, der skal forestille at være et videnskabeligt stykke arbejde, vil der naturligvis være svar på, hvordan tallene for skoleelevers fravær har set ud i årene inden skoleåret 2018/19. Det må være indlysende.
I en rapport som den foreliggende må der også være et afsnit, der afdækker, hvor meget fravær der er blandt etnisk danske elever og hvor meget blandt elever med ikkevestlig baggrund. Det er vel indlysende, når nu vi i forvejen ved, at den ikkevestlige gruppe byder på nogle udfordringer, som det danske samfund aldrig er stødt på tidligere.
Endelig kunne der være en diskussion af den generelle pædagogik i særligt folkeskolen, der i nu ca. 50 år har eksperimenteret med såkaldt reformpædagogik til erstatning for den tidligere kundskabsorienterede tilgang, hvor indlæring af bestemte færdigheder stod i centrum.
Ingen af de tre nævnte forhold omtales i rapporten. Man sidder målløs tilbage efter at have konstateret dette. Børns Vilkår finder det åbenbart helt på sin plads at udgive en så mangelfuld rapport, at den ikke er værd at benævne et videnskabeligt stykke arbejde. Det er tilsyneladende ikke kun folkeskolen, der har et problem. Det synes også at være universiteterne, der udklækker ”forskere”, der ikke er i stand til at finde svarene på selv ganske basale spørgsmål.
Lad mig da forsøge at give tre plausible svar på de spørgsmål, som rapportens forfattere ikke selv ønskede at gøre os klogere på.
For det første ville tal fra f.eks. de sidste ti skoleår sandsynligvis vise, at der er tale om en stigende tendens, måske ikke i en ubrudt opadgående kurve, men en klar forøgelse set over de seneste ti år, endnu mere, hvis man kunne finde tal, der går flere årtier tilbage.
Elever med ikkevestlig baggrund er kun gået én vej i det danske skolesystem i de sidste ti år, og den er, at der er blevet flere og flere. Med tanke på hvor dårligt den samlede gruppe af ikkevestlige klarer sig i uddannelsessystemet – meget lavere karakterer i både grundskole og gymnasiet – vil det ikke overraske, hvis ikkevestlige skolebørn står for en uforholdsmæssig stor del af de elever, der har mere end 10 pct.s fravær.
Endelig kan de utallige eksperimenter med folkeskolen – og hermed med børnene – forklare en del af miseren. En slap pædagogik, der nedgør tilegnelse af paratviden som fundament for det videre arbejde, vil selvfølgelig først og fremmest svigte og fremmedgøre de fagligt svage elever, ikkevestlige som danske.
Tænk hvor meget klogere vi kunne være blevet af rapporten fra Børns Vilkår. I stedet blev vi en lille smule dummere, fordi vi blev efterladt i uvidenhed.