Profeti om Trumps genvalg

Donald Trump: Arkivfoto

På trods af, at danske medier flyder over med den ene håbefulde afsløring efter den anden om, at Trump vil bliver slået af Biden til november, så er dette mest af alt wishfull thinking.

 

Trump er ganske vist også efter min opfattelse på mange måder en uspiselig kandidat, men han har opnået betragtelige resultater, og jeg betragter det som utænkeligt, at det amerikanske folk skulle foretrække den alderssvækkede Biden.

Her er jeg helt ude af trit med den danske presse, der på et ufatteligt løst og spekulativt grundlag dagligt udråber Biden som præsidentvalgets sejrherre.

 

Det er åbenbart en naturlov for danske journalister, at de, hvis de i forbindelse med en afstemning personligt har taget stilling, ser det som deres opgave at redigere og selektere i nyheder og fortolkninger, så deres ønskescenarie allerede inden afstemningen synes sikret.

 

Vi har flere gange i forbindelse med både danske og udenlandske afstemninger oplevet, hvordan nyhedsformidlernes selvvalgte blindhed har betydet, at resultatet af afstemningen er blevet det stik modsatte af, hvad journalisterne monotont havde ”analyseret” sig frem til.

 

Det kan meget nemt komme til at gentage sig med afstemningen til november. Dansk presse har en bloc bestemt sig for, at Trump, som de ikke kan lide, HELT SIKKERT taber til Biden. Hver eneste dag bliver vi i pressen (Berlingske og Politiken er i særklasse) oversvømmet med ensidige fortolkninger og analyser, der forklarer, at  Trump ikke har en chance for at vinde.

 

Det er elendig journalistik, og så er det højst sandsynligt helt forkert. Hvis Trump vinder til november, så vil vi morgenen efter endnu engang befinde os i en situation, hvor vi må stille os selv spørgsmålet: Hvordan kunne vi gå så galt i byen?

 

Og svaret på dette spørgsmål må være, at hvis vi har de journalister og analytikere vi fortjener, så Gud nåde og trøste os.

Svend Lindhardt

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…