Natten til tirsdag omkring klokken halv tre blev en politipatrulje opmærksom på en bil, der passerede deres bil i meget høj fart. Det fremgår af en politirapport fra Østjyllands Politi.
Betjentene vendte patruljebilen og kørte efter den anden bil for at få føreren til at standse. Men som politirapporten ironisk konstaterer: “Det var føreren tilsyneladende ikke interesseret i.”
Vanvidsbilisten fortsatte ind ad Aarhus Syd Motorvejen, hvor han satte farten endnu mere op.
Der blev sendt flere patruljer efter ham, mens han fortsatte med at køre alt for hurtigt ad Genvejen og svingede til højre for rødt lys. Han skred i den forbindelse ud i svinget, kørte venstre om helleanlægget og fortsatte herefter ad Møllebakken i Hasselager imod færdselsretningen.
Farten var fortsat alt for høj, og bilens fører kørte flere gange over for rødt lys.
Da han kom til Beringsvej i Hasselager svingede han til venstre, hvorefter han mistede kontrollen over bilen og ramte kantstenen. Det fik ham til at sætte farten ned, så han slingrende fortsatte midt på vejen, inden han ved Hovvejen svingede til højre og standsede.
Den ene af betjentene løb hen til bilen og hev den 18-årige mandlige fører ud.
Under den afsindige køretur var det lykkedes den unge mand at begå grove overtrædelser af et hav af love og regler.
Han blev anholdt og sigtet for ikke at efterkomme politiets anvisninger, for tre gange at have kørt over for rødt lys, for at have kørt venstre om et helleanlæg, for kørsel uden førerret, for ikke at have anvendt sikkerhedssele, for narkobesiddelse og for narkokørsel.
Manden var åbenlyst tindrende ligeglad med danske trafikregler. Han havde tilsyneladende heller ingen problemer med at sætte andre menneskers liv i fare. Hans adfærd var afstumpet og asocial.
Politirapporten afslører ikke mandens etniske baggrund ….