Politikere, medier og eksperter leverer grov misinformation om coronasmitte på Københavns indvandrertætte vestegn

Foto: Steen Raaschou

Coronasmitten er kommet ud af kontrol i en række kommuner på Københavns Vestegn.

 

Ifølge de seneste tal fra Statens Serum Institut er det værst i Høje Taastrup 458 smittede per 100.000 indbyggere. Derefter følger Albertslund med 434 smittede per 100.000, efterfulgt af Ishøj med 328. (TV2 med link til Statens Serum Institut)

 

Her er tale om kommuner med en meget høj andel af ikke-vestlige indvandrere. Denne sammenhæng mellem corona og mange indvandrere er et velkendt mønster over store dele af Europa.

 

I en analyse fra maj slog Statens Serum Institut således fast:  ”I en række vestlige lande er etniske minoriteter overrepræsenteret blandt dem, der er smittet med COVID-19.”

 

Ikke-vestlige indvandrere udgør 9 procent af Danmarks befolkning, men ifølge Seruminstituttets undersøgelse udgjorde de hele 18 procent af de COVID-19 smittede.

 

Alligevel fortier dansk TV og andre medier denne veldokumenterede sammenhæng i deres dækning. Den er også gal blandt politikere og eksperter. En del af kommentarerne til smitteudbredelsen i vestegnskommunerne har karakter af grov misinformation.

 

To måder at lyve på

Medier kan lyve på to måder:

 

Der er den direkte løgn, hvor man fortæller noget, der er usandt. Og der er den indirekte løgn, hvor man undlader at fortælle noget, der er afgørende for at forstå virkeligheden.

 

Det er denne indirekte form for løgn, fortielsen, der præger omtalen af smitten på Københavns Vestegn.

 

Det væsentlige er jo ikke, at de hårdt ramte kommuner ligger et bestemt sted på landkortet og kaldes Vestegnen. Det væsentlige er deres høje andel af ikke-vestlige indvandrere og deres høje smitte.

 

Alligevel bliver medier ved med bare at gentage at det er ”kommuner på Københavns Vestegn”.

 

Borgmestrenes fortielser

Denne misinformation slog igennem, da TV2 News søndag formiddag bragte interviews med to borgmestre fra Vestegnen, Ole Bjørnstorp fra Ishøj og Steen Christiansen fra Albertslund.

 

Hverken den udsendte reporter, Bjørnstorp eller Christiansen gjorde noget for at informere seerne om den centrale sammenhæng mellem indvandrertal og smittetal. Det blev ved nogle forblommede vendinger fra Bjørnstorp. Studieværten gjorde heller intet for at belyse dette.

 

En politiserende virolog

Bedre blev det ikke, da studieværten interviewede virologen Jens Lundgren.

 

Man kunne ellers tro, at en virolog ville føle sig forpligtet til at holde sig strikte til kendsgerningerne. Men det gjorde han ikke.

 

Faktisk deltog han i sløringen af, at coronasmitten er særlig udbredt blandt de ikke-vestlige indvandrere.

 

Og ikke nok med det: Han følte sig foranlediget til nogle politisk korrekte bemærkninger om, at man ikke skulle ”stigmatisere” bestemte befolkningsgrupper.

 

Hvorfor brugte han denne vending? Hvorfor holdt han sig ikke til sit ansvar som videnskabsmand for at levere kendsgerningerne? Hvorfor satte han lighedstegn mellem at påpege bestemte kendsgerninger og at ”stigmatisere” bestemte befolkningsgrupper?

 

Svaret er vel, at Lundgren her ikke udtalte sig som virolog, men som politisk korrekt privatperson. Men han brugte sin titel som virolog til at give sine politiserende udtalelser autoritet.

 

Indvandrernes kultur

Den interviewende studievært sagde ikke en lyd til dette. Hun kunne for eksempel have sagt: ”Jamen, her taler vi jo om kendsgerninger vedrørende overrepræsentation af corona blandt indvandrere.” Men nej.

 

Lundgren undså sig heller ikke for at bruge de politisk korrekte virologers standardforklaring på, at coronasmitten er så meget større blandt ikke-vestlige indvandrere: De lever mange mennesker tæt sammen i deres boliger.

 

Dette er i sig selv rigtigt nok. Det er almindeligt, at medlemmer af den samme ikke-vestlige storfamilie bor i samme opgang og omgås hinanden meget.

 

Men Lundgren og andre virologer får det til at lyde, som om disse indvandrere lever under kummerlige vilkår, hvor de tvinges til at være stuvet sammen og dermed udsætte sig for særlig stor smitterisiko.

 

Danmark har nærmest verdens højeste boligstandard. Og i Danmark tvinges familier ikke til at være stuvet sammen under samme tag med stor smitterisiko.

 

Den meget omfattende personlige kontakt i ikke-vestlige storfamilier skyldes ikke, at det danske samfund svigter sit ansvar. Den skyldes indvandrernes egen kultur.

 

Parallelsamfund uden danske regler og værdier

Skræmmende mange ikke-vestlige indvandrere lever i parallelsamfund. Der er ikke meget samfundssind i forhold til det danske samfund. Man er fjerne eller sågar direkte fjendtlige i forhold til danske værdier, dansk kultur og danske regler.

 

Vi ser det samme mønster i mange europæiske lande: En skræmmende overrepræsentation af smittede blandt indvandrere og alt for ofte en manglende overholdelse af de regler, som politikerne udstikker.

 

Ingen skal stigmatiseres i Danmark. Men vi skal heller ikke have politisk korrekte virologer til at levere søforklaringer, når nogen bryder med den ansvarlighed og det samfundssind, som vi med rette er stolte af i Danmark.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…