Mandag fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en 31-årig mand, der i weekenden havde taget en pirattaxa hjem fra byen i Aarhus og efterfølgende havde fundet ud af, at han havde mistet sit dankort.
Den 31-årige mand skulle hjem fra byen natten til lørdag ved 3-tiden, da to mænd i en mørk stationcar, muligvis en Ford, tilbød at køre ham hjem for 200 kroner.
Lige meget med de 200 kroner – og det var der en grund til
Den 31-årige havde ingen kontanter og tog i stedet sit hævekort frem. De kørte dog aldrig forbi en hæveautomat, da chaufføren sagde, at det var lige meget. Den 31-årige mand var meget beruset, og han kan ikke rigtig huske turen, men han fandt efterfølgende ud af, at hans dankort var væk, og at der var blevet hævet 2000 kroner på kortet.
Chaufføren beskrives som:
- Mand
- Mellemøstlig af udseende
- 25-30 år
- 170-175 cm høj
- Almindelig af kropsbygning
- Mørk i huden
- Sort, kort hår og sort skæg
- Talte dansk
- Var iført en træningstrøje med sort hætte
Østjyllands Politi advarer imod, at man hopper ind i en pirattaxa, da der har været flere eksempler på, at køreturen er endt med tyveri eller røveri. Tag i stedet en natbus eller en rigtig taxa.
Kontakt Østjyllands Politi på telefon 114, hvis du ved noget.