Af Pia Kjærsgaard
Går man i Silvan, har de hyret vagter, der lukker folk ind i butikken, for at begrænse antallet der handler ad gangen.
Går man i Netto, er der fysisk adskillelse mellem de handlende, og alle holder behørig afstand. Afstandsklodserne i kassen er fjernet. Og medarbejderen bag kassen er adskilt med plastik fra kunden. Alt sammen tiltag der skal mindske smitten med Corona.
Men går man i en af Nørrebros større mellemøstlige fødevare-bazarer, er livet, præcis som det plejer:
Der er et leben af handlende, der med helt normal attitude virker til at leve i præcis det sædvanlige parallelsamfund, som vi så godt kender. Ikke nogen afstand mellem folk.
Masser af kunder render rundt mellem hinanden i butikken. Ingen afstandsmarkeringer. Og ikke noget plastik der adskiller ekspedienten og den handlende.
Ved Nørrebros station forsamles de sædvanlige mængder af Romaer, der forsøger at sælge lidt ragelse de har fundet, plattet eller måske stjålet. Men hvad giver det også mening, at give dem bøder, de alligevel ikke betaler?
Og på en mere eller mindre affolket Blågårdsplads, er midtbyens herskere samlet: De kriminelle araberdrenge med bandetilhørsforhold hænger ud. Business as usual. Pengene skal ind. Og magten skal opretholdes. Disse grupperinger står altid og helt bevidst uden for samfundet. Så hvorfor skal de gøre tingene anderledes denne gang? Det er jo dem, der bestemmer.
De her folk gør tingene præcis, som de plejer. Og mens majoriteten af Danmarks befolkning er hensyntagende overfor hinanden, er de tilsyneladende komplet ligeglade med, hvad resten af befolkningen gør. Det er som det altid er. For skal man være en del af det resterende samfund, skal man føle sig som, og være en del af det. Samfundssind er i strid modvægt til parallelsamfundets grundlæggende værdier og gør derfor tingene på sin egen måde.
For her skal der handles og markeres. Og her lytter man ikke opmærksomt til myndighedernes venlige henstilling om at holde afstand. Her respekterer man ikke myndighedernes udmeldinger om nye restriktioner. Med mindre det ligefrem bliver lov og det kan udløse bøder eller fængselsstraf. Konsekvenser virker. Henstillinger og gode intentioner bliver ignoreret.
For parallelsamfundet har altid været i opposition til majoriteten, som mere eller mindre modvilligt ad åre bliver minoritet i eget land.
Vi skal alle udvise respekt overfor de fælles regler myndighederne udstikker. Men når det handler om visse borgeres ligegyldighed overfor det fælles ansvar, kan det vel ikke undre, at medlemmer af parallelsamfundet er komplette ligeglade. Præcis som vanligt. Livet går bare videre.
