I dag tirsdag indgår Golfstaterne, De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain fred med Israel i Det Hvide Hus i Washington: Abrahamaftalerne.
Det markerer en kæmpesejr for fredsprocessen i Mellemøsten, og det markerer en kæmpesejr for præsident Trump, der har vovet at gå direkte imod FN og EU, hvis dødssyge fredsforsøg nu på nærmest 30. år ligger fuldstændigt selvdødt hen.
Det markerer imidlertid sandsynligvis også på sigt et farvel til de palæstinensiske slyngelstater i form af PA i Ramallah på Vestbredden og Hamas i Gazastriben. Disse to organisationer har udelukkende kunnet overleve på grund af massiv økonomisk støtte fra Golfstaterne samt FN og EU. Og de gennemkorrupte svindelagtige organisationer har ringe folkelig opbakning, de kan falde tilbage på, så når pengene og sympatien forsvinder, er det end of story.
Det udemokratiske og korrupte palæstinensiske ”lederskab” må nu sande, at deres fatale kurs, hvor de siden 1967 har insisteret på deres ret til at smide Israel i havet, har spillet fuldstændigt fallit. Og det kommer de nu til at mærke, når Golfstaterne smækker kassen i.
Og det gør de, for i Golfen har de længe været usigeligt trætte af palæstinensere, der hele tiden påberåber sig offerrollen og tigger om flere penge, mens de samtidig engagerer sig med Golfstaternes fjender i form af især Iran, men også Tyrkiet.
De glade dag er nu forbi, hvor kufferter fyldt med dollars via Israel tilflød Ramallah.
Det kan være, at EU og FN fortsat vil understøtte den såkaldte palæstinensiske elite med midler, der aldrig når ud til den stedmoderligt behandlede palæstinensiske befolkning.
Men det sikrer dem ikke den palæstinensiske befolknings sympati. Mange ved så udmærket, at PA og Hamas er organisationer, der aldrig har haft befolkningens ve og vel på dagsordenen.
Det er fantastisk at tænke på, at vi herhjemme i årevis har måttet lægge øre til Mogens Lykketofts og Pernille Skippers forsikringer om, at man var et godt menneske og fremmede freden i Mellemøsten, hvis man betalte til PLO og Hamas. Og den sirenesang slipper vi desværre nok ikke for.
De to vil sikkert hellere kvæle palæstinenserne og sig selv end ønske Trump tillykke med det fantastiske resultat, som han med Abrahamaftalerne har nået på trods af modstand fra FN, EU, Mogens Lykketoft og Pernille Skipper.
Svend Lindhardt