Opfordring til at den finansielle sektor udviser samfundssind under coronakrisen

Foto: Nationalbanken

EU-Kommissionen har den 28. april 2020 vedtaget en bankpakke med henblik på at lette kreditgivningen til husholdninger og virksomheder i EU. Ifølge EU-Kommissionens meddelelse spiller den finansielle sektor en væsentlig rolle i kampen mod coronakrisen.

Opfordring til fleksibilitet

De regler, der blev indført efter finanskrisen, har sikret, at banker i EU nu generelt er mere modstandsdygtige og bedre forberedt på at håndtere økonomiske tilbageslag. I meddelelsen understreger EU-Kommissær for finansielle anliggender, Valdis Dombrovskis, at trods opstramningerne giver EU-reglerne såvel banker som de nationale tilsynsmyndigheder vide muligheder for at støtte borgere og virksomheder, især små og mellemstore virksomheder, på en fleksibel og ansvarlig måde uden at sætte banksikkerheden over styr.

Det er vigtigt, at den finansielle sektor udnytter den fulde fleksibilitet i EU’s bankregler for at sikre forsyningen med likviditet, så husholdninger og virksomheder kan få den finansiering, de har brug for.

Der har udover EU og herunder i Danmark været eksempler på pengeinstitutter, der har afvist långivning med henvisning til gældende regnskabsregler. EU-Kommissionen opfordrer til at reglerne håndteres mindre rigidt og med ”større fleksibilitet”, når bankerne skal bogføre hensættelser på kunder, der midlertidigt er ramt økonomisk på grund af coronakrisen.

Udskydelse af Baselanbefalinger og højere kapitalkrav

EU-Kommissionen meddelte ligeledes den 28. april, at de endelige Baselanbefalinger udskydes med 1 år til den 1. januar 2023.

Baselanbefalingerne indebærer en betydelig skærpelse af kravene til bankernes kapitalgrundlag, og udskydelsen skal sikre, at den finansielle sektor men også tilsynsmyndighederne har den nødvendige operationelle kapacitet til at håndtere konsekvenserne af coronakrisen.

FinansDanmark

Den finansielle sektors interesseorganisation, FinansDanmark, noterer i en pressemeddelelse, at EU-Kommissionen er med dette tiltag helt på linje med Basel-komitéen selv, som for præcis en måned siden anbefalede et års udskydelse af den sidste del. Det er velkendt, at FinansDanmark har kæmpet mod indførelsen af skærpede kapitalkrav i Danmark.

FinansDanmark finder dog ingen anledning til at referere, at EU-Kommissionen med bankpakken den 28. april 2020 samtidig kommer med en stærk understregning af behovet for at sikre, at bankerne bevarer eller styrker deres kapitalgrundlag og dermed deres kapacitet til at fortsætte udlån.

Nej til udbytte og aktiekøb

Selvom den finansielle sektor er generelt bedre polstret og bedre rustet til at imødegå økonomiske stød end under finanskrisen i 2008/9, er det ifølge EU-Kommissionen nødvendigt at forberede sig på en forværring af de økonomiske udsigter, som uundgåeligt vil øge de risici og de dermed forbundne omkostninger, bankerne står overfor. Bankerne er nødt til at handle forsigtigt for at sikre, at de bevarer eller styrker deres kapitalgrundlag og implicit deres kapacitet til at fortsætte udlån.

EU-Kommissionen finder det prisværdigt at et stadigt voksende antal banker har besluttet at suspendere udbytteudbetalinger, og i den aktuelle usædvanlige situation opfordrer EU-Kommissionen derfor bankerne til at undlade udbetaling af udbytte og opkøb af egne aktier.

Banksektoren vil kunne sende et stærkt signal om, at den kollektivt er forpligtet til at spille sin rolle i håndteringen af ​​nødsituationen.

Mådehold med vederlag og bonusser

Under de nuværende omstændigheder opfordres bankerne også til at anvende en konservativ tilgang til betaling af vederlag og bonusser. EU-Kommissionen henviser til, at Den Europæiske Bankmyndighed, EBA, og formanden for bestyrelsen i Den Europæiske Centralbank, ECB, har opfordret bankerne til at udvise tilbageholdenhed og måde med hensyn til bonusser, og en række nationale tilsynsmyndigheder har allerede udsendt retningslinjer med samme effekt.

EU-Kommissionen understreger, at i den nuværende situation er det af største vigtighed, at alle ressourcer, der er til rådighed for banker, inklusive dem, der er afsat til bonusser, så vidt muligt mobiliseres for at styrke bankernes robusthed, deres udlånskapacitet og i sidste ende støtten til deres kunder.

EU-Kommissionen finder, at det er en måde for bankerne at udtrykke solidaritet med dem, der er berørt af udbruddet af COVID-19, at begrænse mængden af ​​bonusser, der udbetales til den øverste ledelse og de højest lønnede i disse udfordrende tider.

“For the banks, moderating the amount of bonuses paid out to senior management and high earners in these challenging times is also a way to express solidarity with those affected by the outbreak of COVID-19”.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…