Mange af Den Kortes Avis læsere husker nok, at den muslimske elev Mohamed Sabra havde følt sig personlig stødt, og følt at islam var blevet krænket i Professor Nicolas Damask’s undervisning om islamisk terrorisme – islamisk jihad.
I en test havde han følt, at han skulle vælge mellem sin religion eller svare korrekt på spørgsmål som var kompromitterende for islam og muslimer.
Derfor havde han sat himmel og hav i bevægelse, hvilket resulterede i, at professoren og hele hans familie måtte gå under jorden.
Derudover gik CAIR – Counsil on American-Islamic Relations – ind i sagen, og slæbte Nicholas Damask i retten.
Det endte heldigvis godt. Retten i Arizona afviste anklagepunkterne, og frikendte professoren.
Det var en sejr for sund fornuft og undervisningsfriheden.
Men sejren er bittersød.
Islam og de muslimske trossamfund vinder hver gang
Der er det snedige ved islamisk brug af vestlig lovgivning mod den vestlige verden selv, at det er win-win.
Vinder den pro islamiske side sagen i retten, så er det selvsagt en sejr. Og taber den pro islamiske side sagen i retten, så er det også en sejr – fordi hver gang der sagsøges, bliver man i Vesten – ledelsen i de vestlige institutioner – endnu mere nervøse.
Til sidst er de bange for deres egen skygge.
Denne måde at trætte, svække og nervøsgøre på, er en form for islamisk krigsførelse.
Når der er stor sandsynlighed for, at en vilkårlig muslim gør anskrig over den mindste følelse af krænkethed, så sætter det sig i hovedet på folk.
Når man hvert øjeblik kan blive stemplet som racist og offentligt trukket gennem sølet og tilmed trukket i retten, så bliver man nervøs. Alle bliver nervøse.
Robert Spencer formulerer det sådan her :
“Dette er en sejr for sund fornuft og ytringsfriheden, og et tilbageslag for Hamas-tilknyttede CAIR og andre som prøver på at intimidere Vesten til at acceptere sharia’s blasfemi love, men det er ikke et stort nederlag for dem, heller.
Når alt kommer til alt, så har frygtkampagnen, allerede opfyldt en stor del af dens formål. Det har sværtet Nicholas Damask og Scottsdale Community College’ omdømme, og gjort lederne på gymnasier og højere læreanstalter nervøse, når det gælder undervisning som er kritisk i forhold til islam.
Selv præcis korrekt undervisning om jihad-vold og sharia-undertrykkelse, vil kunne få dem inddraget i dyre og tidskrævende kampe i retssalen. Så hellere lade emnet ligge, eller (gå med) og lovprise islam selv om det er ufortjent/forkert. I alle tilfælde er det : Mission fuldført”. jihadwatch.org
Behov for særbehandling er egentlig uværdigt
Når man er et voksent menneske, så er det egentlig uværdigt, at der skal tages særlige hensyn, fordi man ikke kan tåle – håndtere – kritik.
Det er noget eksmuslimen Samad Abdel-Samad har tydeliggjort på en meget flot måde, og siger, at han selv nægter at behandle muslimer som børn, og at den skånsomme behandling er nedladende og racistisk. Noget der oftest – hvis ikke altid – kommer fra venstrefløjen og kulturradikal side.
Samad Abdel-Samad var inviteret til Folkemødet på Bornholm i 2018 af Trykkefrihedsselskabet (TFS), hvor han holdt tale. Det er Formanden for TFS Aia Fog som introducerer. I hans foredrag gør han fra 6:57 til 9:40 rede for, hvorfor muslimer skal behandles som alle andre voksne mennesker. Se og lyt til videoen her.
Undgåelsesadfærd
Nu om dage er det ikke kun muslimer der er slemme til at føle sig krænkede.
Farvede og venstreorienterede woke-personer er også slemme til at blive krænket og gøre anskrig. De har nærmest splittet det hele ad, ved brug af race- og kønsspørgsmålet.
Men muslimerne tager nu alligevel prisen. De er i en særklasse udi krænkethed og offerrolle.
Derfor er det særligt muslimer “man” er nervøs for, og – “man” – er i denne sammenhæng specielt ledelsen på arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner.
Det kan resultere i en undgåelsesadfærd. Enten at leden for så vidt muligt, undgår at ansætte muslimer eller for så vidt muligt på uddannelsesinstitutioner undgår at beskæftige sig med islam. Det er for betændt. For eksplosivt. For farligt.
Undgåelsesadfærden er gift for et frit samfund, men næring for islam – fordi det lammer.
Hysteri og sagsøgning i tide og utide lammer.
Det kan være institutioner såvel som enkeltpersoner der sagsøges. Til sidst tør ingen sige eller gøre noget.
Og det er netop det, der er meningen.
Dhimmificering
Alt for ofte, udmønter nervøsiteten ved islam sig i, at de ansvarshavende bøjer sig for tyranniet.
Man bøjer nakken og retter ind.
Når det sker, er man blevet en dhimmi. Muslimernes undermenneske.
I mange tilfælde, er ledelsen mere end villige til at bøje sig for islam. På Scottsdale Community College havde ledelsen på skolens officielle hjemmeside, lagt afstand til Nicholas Damask næsten øjeblikkeligt.
Det skyldes angiveligvis, at mange ledere er islamofile, men utvivlsomt også, at man er bange for islam.
Dels kan det være livsfarligt at træde på “den”, men også, som Robert Spencer påpeger, så kan det blive dyrt og tidskrævende i retssalen.
(Hvis samfundet skal være et stærkt samfund i vækst, så skal man frit kunne ansætte efter kvalifikationer, og uddannelsesinstitutionerne skal være fri i pensumvalg og sandhedssøgning)
Jihad ved brug at Vestens love
Denne form for krigsførelse, hvor det er retssystemet og den vestlige verdens jura der bruges, har for længst fået et navn.
På engelsk er ordet for krigsførelse “warfare”, så navnet på denne form for islamisk krigsførelse har fået navnet “lawfare”.
Det er et dækkende navn, for den fjendtlighed der her er tale om, er faktisk juridisk jihad.
Islam har utallige former for jihad indbygget i sig.
Enhver der går mod den politisk korrekthed og dermed islam, er udsatte og risikerer “pelsen” – både i USA og overalt i Vesten
Selvom islam sidder godt i sadlen i USA, så går domstolen i Arizona alligevel ret imod både den politiske korrekthed, uddannelsesstedets knæfald for islam og CAIR. Det er bemærkelsesværdigt.
Ikke alle domstole er aktivistiske – selv ikke i et polariseret aggressivt miljø, hvor de der går mod islam og venstreradikale kræfter, ofte havner i en udsat situation. Ligesom Nicolas Damask og hans familie.
Den stamina som domstolen her udviser, er vidnesbyrd om, at Vesten ikke har brækket rygraden helt. Der findes stadigvæk selvpræserverende nationalkonservative patriotiske kræfter rundt omkring. Også helt oppe i toppen blandt eliten.
Men mon ikke der er stærke politisk korrekte kræfter i Arizona, der arbejder på at få denne dommer fjernet. Særligt efter denne dom.