Østeuropæere forsøgte at snige sig ind i Danmark med falske papirer, men blev snuppet af grænsekontrollen

I alt 11 personer fra Østeuropa er for nyligt blevet idømt fængsel og udvisning for dokumentfalsk i forbindelse med indrejse via den dansk-tyske landegrænse.

 

Fælles for de 11 sager er, at personerne viste falske arbejdskontrakter, der skulle overbevise myndighederne om, at de udenlandske statsborgere – set i lyset af de aktuelle covid-19-indrejserestriktioner – kunne rejse ind i Danmark, da de levede op til betingelserne om et anerkendelsesværdigt formål.

 

Skærpet straf

Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi havde af samme årsag nedlagt påstand om, at de i alt 11 tiltalte skulle have deres straf skærpet, da der var tale om overtrædelser af straffeloven i forbindelse med den aktuelle Corona-situation. Den påstand fulgte Retten i Sønderborg, der behandlede alle sager i domsmandsretten.

De 11 personer blev hver idømt 60 dages ubetinget fængsel samt udvisning med et indrejseforbud i seks år.

Tre anholdt den 19. juli

Den seneste dom faldt torsdag og omfattede to bulgarske mænd på 39 og 55 år samt en 25-årig bulgarsk kvinde, der forsøgte at krydse Frøslev Grænse den 19. juli i samme køretøj.

Seks anholdt den 12. juli

Tilsvarende blev seks ukrainske mænd i alderen fra 27 til 51 år onsdag dømt for deres forhold.
Hændelsen fandt sted den 12. juli ved Sæd Grænseovergang, hvor de seks mænd befandt sig i samme minibus og fremviste falske arbejdskontrakter.

 

To anholdt den 5. juli

Desuden blev to bulgarske mænd på 25 og 45 år dømt den 20. august, efter at de forsøgte at rejse ind i Danmark den 5. juli ved Padborg Grænseovergang.

Samtlige tiltalte nægtede sig skyldige, men modtog deres domme. Og de blev alle varetægtsfængslet efter retsmøderne.

 

Kilde til denne artikel

https://politi.dk/syd-og-soenderjyllands-politi/nyhedsliste/11-oesteuropaeere-doemt-for-covid-dokumentfalsk-i-forbindelse-med-indrejse/2020/09/07

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…