Skoleledernes Forenings formand Claus Hjortdal mener, at det ikke er en begrænsning af ytringsfriheden, hvis man ikke som underviser i ytringsfrihed inddrager JPs 12 Muhammedtegninger fra 2005. (Berlingske)
Hans argument er, at hvis man med tegningerne kommer til at støde nogen, så har Folkeskolens undervisning i ytringsfrihed fejlet. Og derfor kan og bør man som lærer med sindsro lade være at inddrage tegningerne, for fravalget er med Hjortdals ord ”ikke en begrænsning af ytringsfriheden – det er at se realiteterne i øjnene”.
“Hvis man på forhånd ved, at man krænker nogle forældre og støder elever fra sig, så har man fejlet i folkeskolen. Vores opgave er ikke at provokere nogen til at tage afstand. Lærerens undervisning er direkte mislykkedes, hvis tre elever går ud af klassen, fordi de nægter at høre, hvad han siger”, siger han til avisen.
Hella Joof har med vidunderlig klarhed demaskeret den fejhed, som Hjortdals synspunkt er et udtryk for. Hun sagde på TV i forbindelse med halshugningen af den franske skolelærer, der modsat Hjortdal havde anvendt tegningerne i sin undervisning, at vi så glimrende alle sammen ved, at det er et forræderi overfor ytringsfriheden, hvis vi ikke anvender tegningerne. Men vi er alle sammen bange. Der er så nogle, der har modet til at anvende dem alligevel. Og dem skylder vi respekt og opbakning.
Og hvis nu bare de, der ikke har modet, vil være ved det, så vil hun ikke bebrejde dem det. Der er god grund til at være bange.
Men hvis man i stedet for indrømmelsen prøver at skjule sin angst og fejhed ved at henvise til, at man ikke vil støde nogen, så er det en kvalmende forløjethed. Claus Hjortdals feje opfordring til, at vi efter mordet på den tapre franske lærer skal reagere ved at holde armene tæt ind til kroppen, kan man kun væmmes ved.
Hvis der var noget ved os og ved mig, så udgav jeg dette indlæg med samtlige 12 tegninger vedhæftet, så de i al deres uskyldighed endnu en gang kunne se dagens lys. Men jeg er bange, og avisen er bange, og derfor sker det ikke, og det er så dommen over os. Men jeg ved da godt, at jeg svigter. Jeg prøver ikke som Hjortdal at gemme mit svigt bag hensynet til muslimers følelser.
Endelig er den hjortdalske fejhed og principløshed garneret med det helt igennem ubegribeligt naive argument, at forsvaret for ytringsfriheden ikke må såre nogen. Det er sådan noget vrøvl! Man kan da ikke forsvare ytringsfriheden, hvis man ikke må træde krænkerne – in casu muslimerne – over tæerne. Forsvaret for ytringsfriheden kan aldrig blive et artigt teselskab. Og det er prisen man må betale, hvis man mener noget med det.
Kan det ikke være lige meget
Men kan man ikke bare sige skidt dog med det? Claus Hjortdals feje synspunkter tegner jo bare ham, og han er gnistrende ligegyldig. Men nej, sådan forholder det sig ikke. Den hjortdalske fejhed har siden 2005 været den gældende norm blandt kulturradikale og venstreorienterede meningsdannere. Lad mig blot erindre om Thøger Seidenfaden og Uffe Ellemann-Jensen, hvor sidstnævnte spillede finurlig og dybsindigt belærte os andre om, at ytringsfrihed ikke var synonymt med ytringspligt. Storslået! Vi er nødt til i lyset af den halshuggede franske skolelærer igen at erindre om, at det er forræderi, at sidde islams brud på ytringsfriheden overhørig.
Berøringsangsten kommer til udtryk i, at der herhjemme kun er blevet bragt et ordentligt og seriøst indlæg i forbindelse med Muhammedtegningerne, og det var Karen Jespersens og Ralf Pittelkows bog ”Islamister og Naivister”. Og de fik lov at betale prisen. De er stadig pariaer. Det er ikke gratis at demaskere elitens forræderi.
Det er så flovt, som vi har håndteret angrebet på den danske ytringsfrihed. Og det bliver ikke just bedre, når den gældende angstens og bevidstløshedens stemme blot fortsætter uændret i skikkelse af Claus Hjortdals ynkelige indlæg.
Svend Lindhardt
