Mette Frederiksen har indtil videre fastholdt den opbakning i befolkningen, som gav hende valgsejren i juni sidste år. Det viser meningsmålingerne.
Hun kunne derfor holde sin nytårstale med vinden i ryggen.
Men talen afslørede samtidig, at hun har et alvorligt problem: Foreløbig lever hun højt på at skabe en masse forventninger, men hun siger kun lidt om, hvordan de skal indfris.
Man kan næsten sige, at Mette Frederiksen klamrer sig lidt endnu til rollen som oppositionspolitiker.
Det gælder i forhold til udlændingepolitikken og klimapolitikken. Det gælder i forhold til de ældre. Og det gælder i forhold til nytårstalens hovedemne: børnene.
Men nu starter hverdagen for Mette Frederiksen. Der skal leveres.
De lette points
Mette Frederiksens regering er god til at komme med klare budskaber på det generelle plan. Hun har tydeligvis dygtige rådgivere med Martin Rossen i spidsen. Hun er selv en god kommunikator. Og hun har stor autoritet over for sine ministre, der straks retter ind.
Sjældent har man set en dansk regering have så meget styr på, hvad den kommunikerer hvornår og hvordan.
Men der kan være en fare ved den stærke og velsmurte kommunikation. Faren for, at man går for meget efter de lette points. Den fare kunne øjnes i nytårstalen.
Bortadoptering af børn
Hovedbudskabet i talen var, at flere udsatte børn skal hjælpes og hjælpes bedre. Det vil de fleste sikkert bifalde.
Men det virker mærkeligt, at denne gode hensigt i talen næsten kun drejede sig om, at flere børn skal fjernes fra hjemmet og bortadopteres.
I nogle situationer kan tvangsfjernelse og bortadoption være på sin plads. I andre tilfælde er det bedre at klare problemerne med en støtte til familien, så den bliver rustet til at klare problemerne. Det er jo et voldsomt indgreb i et barns liv at blive fjernet fra sin familie.
Under alle omstændigheder er det helt afgørende, at skolelærere og socialarbejdere følger godt med i, hvordan det går de udsatte børn, og sørger for at indberette det. For ofte sker det ikke. Og når det sker lytter kommunerne langt fra altid. For ofte sørger man heller ikke for at tale med børnene selv.
Mange børn anbringes uden den fornødne omhu. Det kan føre til, at det udsatte barn bliver flyttet den ene gang efter den anden.
Det er vanskelige problemstillinger, og håndteringen af dem kan have meget store menneskelige konsekvenser. Men Mette Frederiksen kogte det i høj grad ned til, at flere udsatte børn skal bortadopteres.
Det er stærkt problematisk. De forventninger, hun skaber om hjælp til udsatte børn, vil ikke kunne indfries på den måde.
Arnes tidlige pension
Det samme problem med de lette points og forventningerne, som det bliver svært at indfri, ser man på andre områder.
Således har Mette Frederiksen stillet i udsigt, at udsatte grupper skal kunne gå på tidlig pension. Den berømte Arne har været symbolfiguren. Men det står fortsat hen i tåger, hvem der skal kunne få den tidlige pension, og hvornår det bliver til noget.
Klimalov
Mette Frederiksen roste i sin tale de danske børn og unge for, at de med deres pres gjorde folketingsvalget sidste år til et klimavalg:
”Takket være jer har vi nu den mest ambitiøse klimalov i Danmark. Nogensinde. Nu ser resten af verden igen i Danmarks retning.”
Men realiteten er, at regeringens klimapolitik foreløbig mest består af brede målsætninger. Hovedmålsætningen er den meget omtalte 70 procents reduktion af det danske CO2-udslip i 2030. Foreløbig står det uklart, hvordan dette mål skal nås.
Samtidig er det en illusion, at ”nu ser resten af verden igen i Danmarks retning”. Verdens store lande plejer deres egne interesser: USA, Kina, Indien, Rusland. De fortsætter deres massive udledning af CO2. Uanset, hvad Mette Frederiksen siger, og uanset hvor mange børnedemonstrationer der blæses op i dansk TV.
Det bedste bidrag til at sætte skub i disse lande er at levere mere miljø- og klimavenlige teknologier. Resolutioner vil ikke gøre det.
Indvandringens konsekvenser
Den store afstand mellem statsministeren retorik og de uløste problemer i virkeligheden viser sig mest af alt i forbindelse med indvandringen fra den ikke-vestlige, især muslimske verden.
Nytårstalen havde nogle velvalgte ord om at smide berøringsangsten over for fremmede kulturer og deres behandling af børn. Hun nævnte vold mod børn og pigers manglende frihed.
Men ellers spillede indvandringens problemer ikke nogen stor rolle – til trods for, at de har enorme konsekvenser. Der er udsigt til, at Danmark bliver et mere islamisk samfund.
Talen havde kun nogle få linjer med stikord såsom ”fremmedkrigere”, ”bandeopgør” ”fyrværkeri” og ”terror”. Der er ellers nok at tage fat på.
På det generelle plan taler Mette Frederiksen meget om ”stram udlændingepolitik”. Men i virkelighedens verden har hendes regering på flere vigtigere punkter trukket Danmark væk fra en stram udlændingepolitik.
Mette Frederiksen har således gjort det sværere at sende flygtninge tilbage til deres hjemland, når forholdene tillader det.
Samtidig har hun gjort det mere attraktivt for flygtningefamilier at slå sig ned i Danmark, fordi de med den røde regering kan få højere sociale ydelser.
Mette Frederiksen er god til at skabe forventninger. Men i sidste ende vil hun blive bedømt på, hvad hun leverer i virkelighedens verden.