Venstre må finde sine ben i udlændingepolitik og økonomisk politik i stedet for at spilde tiden med interne slagsmål

Snakken går livligt i Venstre, efter at partiformand Jakob Ellemann-Jensen fyrede Kristian Jensen fra alle hans opgaver for partiet.

 

Men denne interne Venstre-snak virker ikke særlig konstruktiv. Det vrimler med gensidige udfald, kulisse-sladder, og angreb på den ny formands autoritet.

 

Balladen afspejler, at der er noget galt i Danmarks største borgerlige parti. Kristian Jensens soloudmelding var mildt sagt ikke nogen løsning på problemerne. Den var et symptom på, at der ikke er styr på tingene.

 

Kristian Jensens udspil var forvirret og absurd. Kernen i det var, at Venstre skulle gå sammen med de andre gamle partier i et bredt samarbejde – Socialdemokratiet, De Radikale og De Konservative.

 

Sammen skulle de fire partier lave en stor reformplan for dansk økonomi.

 

Jensen kom med sin plan kun få måneder efter, at han med brask og bram havde gjort sig til talsmand for det stik modsatte.

 

Den slags hoppen rundt egner sig mildt sagt ikke til at vinde vælgernes tillid. Det interne partiævl, som ’Jensen-sagen’ siden har udløst, gør det bestemt heller ikke.

 

Bredt samarbejde og politisk kant

Partiets nye formand må nu kæmpe hårdt for at få styr på sit parti.

 

Det gør han ikke ved regler for god opførsel. Det gør han ved at have en klar politik, som trækker vælgere og dermed giver formanden autoritet.

 

Denne politik skal både vise en stærk borgerlig profil og vilje til bredt samarbejde i Folketinget.

 

Der er ingen tvivl om, at Venstre og blå blok vil komme til at deltage i et betydeligt samarbejde med Mette Frederiksens regering. Sådan er den danske tradition, og det er godt.

 

Det brede samarbejde er altså ikke noget, man behøver at lave storslåede skrivebordsprojekter om. Det vil komme som et led i den løbende politik – i form af forlig på centrale områder.

 

Men samtidig med det brede samarbejde, må de blå partier have klare forestillinger om, hvor de skal skabe politisk kant til regeringen.

 

Det står ikke særlig klart i øjeblikket. Som det største blå parti har Venstre et særligt ansvar for at skabe klarhed over alternativet til rød blok.

 

Udlændingepolitik

To politiske emner har afgørende betydning for at markere forskellen på en blå og en rød politisk linje: udlændingepolitikken og den økonomiske politik.

 

På begge disse områder må de blå partier ikke fortabe sig i alle mulige enkeltforslag. Man skal hele tiden trække de fundamentale politiske skel op, så enhver kan genkende det.

 

I udlændingepolitikken må hovedbudskabet være:

 

S-regeringen vil gerne give den som strammere. Men kendsgerningen er, at dens politik vil trække flere ikke-vestlige indvandrere til og sende færre ikke-vestlige indvandrere tilbage til deres hjemlande. Det vil forandre Danmark i en retning, som de færreste danskere ønsker.

 

Rød politik: flere migranter ind i landet og færre ud

Regeringen og det røde flertal har forhøjet de sociale ydelser til familier, hvoraf en stor del har indvandrerbaggrund. Dermed går der penge fra danskere, men ikke kun det: Al erfaring viser, at udsigten til høje sociale ydelser trækker flere ikke-vestlige migranter til landet.

 

Samtidig har regeringen svækket det såkaldte paradigmeskift (gebrækkeligt ord). Pointen i paradigmeskiftet er, at flygtninge skal sendes tilbage til deres hjemland, når forholdene gør det muligt.

 

Også her har S-regeringen svækket den stramme udlændingepolitik betydeligt. Det er blevet lettere for flygtninge at blive i Danmark.

 

Den røde regering lægger altså op til at tiltrække flere flygtninge og indvandrere. Og den lægger op il at sende færre flygtninge og indvandrere tilbage, selv om forholdene er blevet fredelige.

 

Dette gør Mette Frederiksen først og fremmest for at tækkes De Radikale og den yderste venstrefløj. Svækkelsen af udlændingepolitikken tjener til at holde på deres opbakning.

 

Beskeden fra blå blok bør være enkel og klar: Det kan vi gøre væsentligt bedre for danskerne.

 

Masser af løfter, der koster penge

Det andet store emne, hvor S-regeringen er sårbar, er økonomien.

 

Mette Frederiksen og hendes ministre har allerede udstedt et hav af løfter uden nogen overbevisende finansiering.

 

Det gælder tidlig pension for nedslidte (Arne). Det gælder minimumsnormeringer i daginstitutioner. Det gælder anbringelsen af børn. Det gælder generelle velfærdsløfter. Og det gælder selvfølgelig klimaplanerne.

 

Den borgerlige kritik må her sætte ind to steder:

 

For det første mangler der klare svar på, hvor pengene skal komme fra. Det er uansvarligt.

 

For det andet risikerer man stor vrede og frustration i befolkningen, når det viser sig, at en række gyldne løfter er dækningsløse. De borgerlige vil stå stærkere, hvis de har advaret hele vejen igennem.

 

Venstre kan lære af Anders Fogh

Disse forskellige kritikpunkter findes hos de blå partier. Men de findes alt for spredt og diffust. Man hopper fra den ene sag til den anden, og vælgerne mister overblikket. Venstre kunne her lære meget af Anders Fogh.

 

Der er brug for at hamre nogle grundtemaer ind, der drejer sig om slap udlændingepolitik, ufinansierede løfter og stadige hensyn til De Radikale og den yderste venstrefløj. Den slags polemik er Mette Frederiksen og hendes rådgivere dygtige til. Det må de blå også blive.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…