Terror i Wien viser, hvad vi har i vente – en lille håndfuld islamiske terrorister tog magten i en europæisk storby og myrdede løs

Skærmprint fra videoer

Europa bliver nu angrebet af brutale og hæmningsløse islamister.

 

Først var der den franske skolelærer Samuel Paty, der brugte Muhammed-tegningerne i sin undervisning. Så fik han halsen skåret over af en ung islamist.

 

Derefter fulgte islamistiske terrorhandlinger i de franske byer Nice og Lyon. I Nice blev tre mennesker dræbt.

 

Mænd med automatvåben i Wiens gader

I går aftes bragte islamister så terroren til Østrigs hovedstad Wien. Mænd med automatvåben løb rundt i den indre by og skød løs på folk, der holdt sig en hyggelig aften på cafeerne, inden Østrig skulle lukkes ned på grund af corona. Foreløbig meldes her om fire døde og mindst 15 sårede, heraf syv alvorligt.

 

Det begyndte på en central plads tæt på byens store synagoge. Efterhånden blev der skudt på i alt seks lokaliteter i centrum.

 

For en tid var en storby i Europas hjerte i islamisternes vold. Og det er ikke slut her tirsdag morgen. Politiet jager fortsat mindst én gerningsmand.

 

Dramaet viser, hvor hæmningsløst brutale islamisterne er, og hvor sårbare de frie og åbne europæiske samfund er overfor deres fanatiske og afstumpede vold.

 

Det kan blive København næste gang. Det danske politi tog da også for en sikkerheds skyld sine forholdsregler. På TV-billeder så man, at politibiler spærrede gader omkring synagogen i Københavns indre by af.

 

De østrigske myndigheder ved endnu ikke med sikkerhed, hvor mange gerningsmænd der er, og hvem de er.

 

Politiet fandt materiale fra Islamisk Stat på dræbt gerningsmands adresse

Men én gerningsmand er dræbt.

 

På hans adresse fandt politiet materiale knyttet til Islamisk Stat.

 

Østrigs indenrigsminister siger også, at mindst én gerningsmand har islamisk tilknytning.

 

Måske er der også en ledetråd i en video, der blev offentliggjort på Instagram, før angrebet satte ind.

 

Her poserer en mand med stort skæg med islamisternes foretrukne våben: en machete, en pistol og et automatgevær (Zastava M70).

Det vides ikke med sikkerhed, om videoen viser en af de mænd, der natten til tirsdag løb rundt med automatgeværer i Wiens gader og skød på folk. Men de østrigske myndigheder forfølger dette spor, og man konstaterer, at videoen bringes på en islamists Instagram-konto.

 

Terroren i Wien også blev gennemført med et eller flere af disse automatgeværer og et håndvåben.

 

Islamisten på Instagram skrev angiveligt: ”Jeg giver Bayah til Amirul Mumineen, Abu Ibrahim al-Hashimi al-Qurayshi.”

 

Det lyder jo umiddelbart som fuldkommen sort snak for os andre. Men den tyske avis BILD skriver, at dette er en troskabsed over for ”De troendes leder” – en mand, der kaldes ”Abu Ibrahim” og er leder af Islamisk Stats terrorister. De eksisterer stadig, selv om de ikke har fordums magt.

 

Videoen sender det budskab, at terroren i Wien er Abu Ibrahims og Islamisk Stats værk.

 

Den slags troskabseder på video bliver ofte brugt af Islamisk Stat i forbindelse med terroraktioner – for at tage æren for blodige angreb på ”de vantro”.

 

Den formodede terrorist på videoen lagde også et andet billede på Instagram. Her blev patroner brugt til at danne ordet ”Baqiyah” – et ord, der indgår i den arabiske vending: ”Islamisk Stat lever videre og udbredes”.

 

Altså en trodsig forsikring om, at Islamisk Stat lever videre, selv om dets territorier er gået tabt.

 

Kommer turen til Danmark?

Ifølge BILDs oplysninger sendte den formodede islamistiske dræber om morgenen på dagen, hvor myrderierne fandt sted om aftenen, endnu en video til to af sine bekendte. Den viser optagelser fra det blodige terrorangreb i 2015 på ugemagasinet Charlie Hebdo, der bragte Muhammed-tegningerne.

 

Disse oplysninger er stadig ikke bekræftet af de østrigske myndigheder. Så de skal tages med et vist forbehold. Men BILD har normalt særdeles gode kilder hos politiet og andre myndigheder i både Tyskland og Østrig.

 

Foreløbig tyder alt på, at de fredelige borgeres i Wiens indre by mandag aften og nat blev udsat for et islamisk terrorangreb. Østrigs forbundskansler, Sebastian Kurz, omtaler det som et ”modbydeligt terrorangreb”. Og det kan man kun give ham ret i.

 

Først Frankrig. Nu Østrig. Andre lande kan tænkes at blive de næste ofre – for den sags skyld også Danmark.

 

Vi ser nu flere organiserede islamiske angreb på Europa

Islamister er gået i åben krig mod de frie vestlige samfund. Der er næppe tale om, at alle de modbydelige angreb er koordinerede. Snarere ser vi en bølge, hvor islamister af forskellig art inspirerer hinanden til deres blodige gerninger.

 

Nogle af aktionerne virker meget organiserede, andre er måske enkeltpersoners improviserede værk.

 

Men selv i de tilfælde, hvor man kun kender en enkeltstående gerningsmand, kan der godt ligge noget mere organiseret bag. For eksempel kunne noget tyde på, at terroristen i Nice ikke bare handlede på egen hånd.

 

Kendsgerningen er i hvert fald, at islamistiske og terroristiske organisationer fisker i rørt vand i takt med, at kultursammenstødene mellem det frie Vesten og fundamentalistisk islam bliver stadig kraftigere.

 

Wien er kun begyndelsen

Dette sker i takt med, at muslimer udgør en stadigt voksende andel af befolkningerne i Europa. Det fører til dannelsen af stadig større parallelsamfund, hvor fundamentalister og islamister øger deres indflydelse.

 

Kendsgerningen er videre, at de europæiske lande – frem for alt de ansvarlige politikere – i høj grad selv er skyld i denne udvikling.

 

De har åbnet for en muslimsk indvandring, der nu skaber meget vidtgående ændringer i vores samfund: Mere fundamentalisme og mere vold. Fred og frihed trænges tilbage.

 

Det var det, man så mandag aften og natten til tirsdag i Wien. I hvert fald tyder meget på det.

 

Nu har alle de politisk korrekte kræfter, der svigtede, fået skabt en ny virkelighed. En virkelighed med mere og stærkere fundamentalistisk islam. En virkelighed med stadig større konflikter. En virkelighed, hvor demokratiet har stadig sværere ved at sætte sig igennem over for voldens og fanatismens kræfter.

 

De uhyggelige begivenheder i Wien er formentlig kun begyndelsen.

 

https://www.krone.at/2266979

https://www.bild.de/news/2020/news/terroranschlag-wien-drei-tote-attentaeter-war-isis-sympathisant-73728258.bild.html

https://www.dailymail.co.uk/news/article-8906871/Shots-fired-near-synagogue-Vienna-police-say-major-operation-underway.html?ito=push-notification&ci=47129&si=4580912

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…