Nu sker det igen: Stigningen i corona-smitten rammer særlig i indvandrertætte områder – det handler ikke kun om sundhed, men også om kultur og værdier

Arkivfoto fra København: Steen Raaschou

Corona-smitten har i særlig grad huseret i indvandrertætte kommuner, specielt på Københavns Vestegn. De seneste dages nye stigning i smitten slår endnu engang kraftigt igennem i disse områder. Det snakker dansk TV udenom.

 

Flere skoler i området har måttet sende elever hjem på grund af smittetilfælde. Syv ud af de ti kommuner, der har registreret flest smittede, ligger på Vestegnen.

 

I en stribe af Vestegnens kommuner ligger andelen af smittede per 100.000 indbyggere langt over de 20, som er ’bekymringsgrænsen’ ifølge eksperterne.

 

Søndag lå tallet for den seneste uge i Albertslund Kommune helt oppe på 61,4. I Brøndby Kommune var det 63. Og i Vallensbæk var det 66,4.

 

I hele Europa er der stor smitte i indvandrertætte områder

Det er ikke nogen tilfældighed, at smittestigningen i høj grad falder i kommuner som disse. Det er almindelig kendt, at corona-smitten er særlig stærkt udbredt i indvandrertætte områder.

 

Denne markante tendens findes ikke bare i Danmark, men over store dele af Europa.

 

I Frankrig, der er meget hårdt ramt af nye smittestigninger, har det længe været klart, at smitten især trives i områder med mange ikke-vestlige indvandrere.

 

Politisk korrekte eksperter vil gerne forklare dette med, at indvandrere ofte har et arbejde, hvor de er i kontakt med mange mennesker – for eksempel som buschauffører.

 

Man kan ikke udelukke, at det er en faktor. Der foreligger dog ingen oplysninger, der kunne tyde på, at danske buschauffører generelt er særligt smittede med corona. Derimod er der tal fra en række lande, der viser, at der er høj smitte i indvandrertætte boligområder.

 

Kultur

De høje tal synes at hænge sammen med kultur og livsstil.

 

Mange ikke-vestlige indvandrerfamilier lever i parallelsamfund.

 

De har ikke lært sproget i det nye land ordentligt. Dermed har de langt sværere ved at orientere sig i myndighedernes informationer om, hvordan man undgår smitten.

 

Samtidig lever de i en kultur, der øger smitterisikoen. For eksempel bor de ofte tæt sammen i storfamilier.

 

I et land som Danmark er indvandrerfamilier ikke tvunget til at leve mange sammen i små lejligheder. Tværtimod: Det må de ikke.

 

Men det forhindrer ikke, at man for eksempel bor mange i en storfamilie i samme opgang, hvor man færdes tæt sammen med hinanden. Det giver øget risiko for smitte.

 

Personlig ansvarlighed og samfundssind

Men der er også andre og dybereliggende kulturelle faktorer på spil.

 

Danskere har en lang historisk tradition for personlig ansvarlighed og samfundssind over for fællesskabet. De enkelte borgere sørger selv for at fungere på en måde, så de ikke udsætter sig selv og andre for risiko.

 

I Danmark rækker denne ansvarlighed langt ud over familiens og slægtens rammer. Vi har historisk udviklet en høj grad af samfundssind over for dem, som vi deler samfund med. Langt de fleste af dem kender vi overhovedet ikke, Men alligevel føler vi et ansvar for dem.

 

Denne brede og stærke personlige ansvarlighed er grundlaget for, at der er så høj tillid mellem danskerne. Man tager ansvar for medborgerne, og man stoler på, at de gør det samme over for én selv.

 

Vi har et stærkt samfundssind – og ikke bare en stærk loyalitet over for vores familie. Dette vigtige træk er en vigtig forudsætning for, at så mange har været så omhyggelige med at undgå smittespredende adfærd. Man har holdt afstand, man har sprittet hænder osv.

 

Dette er ikke noget, der alene gælder Danmark. En række lande, der geografisk og kulturelt ligger tæt på os, viser samme tendenser.

 

Den seneste tids begivenheder kunne dog tyde på, at der er nogle unge mennesker, som kunne have brug for en fornyet oplæring i dansk ansvarskultur.

 

Allah, ja, Grundtvig – who?

Den hovedløse udlændingepolitik, der åbnede for en stor tilstrømning fra ikke-vestlige, især muslimske lande, har sat den danske ansvarskultur under pres.

 

Vi oplever stadig større parallelsamfund, som ikke styres af de kerneværdier, som er forbundet med det danske samfund – med folkelig oplysning, med personlig frihed og personligt ansvar.

 

Vi oplever for eksempel midt under corona-krisen, at der gennemføres begravelser med mange mennesker tæt forsamlede – og dermed stor smitterisiko. Simpelt hen fordi det i andre kulturer har høj prioritet at gennemføre sådanne begravelser, og så tager man smitterisikoen med.

 

I disse parallelsamfund vil man lede forgæves efter arven fra Grundtvig. Det er ganske andre traditioner, der bygges på. Allah, ja. Grundtvig – who?

 

Corona-krisen er en sundhedskrise. Men den er også en kulturkrise. Den udstiller, hvor stærke kultursammenstød, som uansvarlige beslutningstagere har åbnet for i det danske samfund.

 

Det får ikke bare konsekvenser for sundheden. Det får i høj grad konsekvenser for, hvilken kultur og hvilke værdier der kommer til at præge Danmark fremover.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…