Nu har tyskerne fået nok – jægerne i en delstat har fået lov til at skyde ulve efter en uhyggelig stigning i antallet af ulveangreb

Colourbox

Den første ulv i Tyskland blev observeret efter genforeningen i 1990.

 

Nu er der ikke færre end 105 ulveflokke i Tyskland, skriver det tyske telegrambureau dpa, og det har sat sine spor.

 

I Tyskland er det ikke længere falsk alarm at råbe ”Ulven kommer”, som drengen Peter gør i Mairi Mackinnins berømte historie for at få lidt spænding i tilværelsen, medens han passer får.

 

Ulven er der, og det har de tyske landmænd fået at føle.

 

I den tyske delstat Brandenburg er problemet med ulveangreb på får og kalve nu så voldsomt, at jægerne i delstaten nu har fået tilladelse til at skyde ulve.

 

Over to tusinde døde og skambidte får og kalve i 2018

I Tyskland er ulveangreb på især får steget markant gennem de seneste år, skriver den tyske avis Der Tagesspiegel.

 

I 2018 blev der således rapporteret i alt 639 ulveangreb med ikke færre end 2.067 dræbte eller skambidte husdyr, skriver avisen med henvisning til en rapport fra det tyske dokumentations- og rådgivningscenter om ulve (DBBW).

 

Det svarer i gennemsnit til tre dræbte eller skambidte dyr per angreb.

 

Der er således her tale om det samme mønster, som vestjyske fåreavlere oplever, nemlig at ulven ikke blot nøjes med at tage ét dyr for at stille sulten, men tværtimod går amok i blodrus på hele flokken.

 

Ulven dræber altså ikke kun for at overleve.

 

Ulveangrebene i Tyskland er steget voldsomt på blot ét år

Af en redegørelse fra Miljø- og Fødevareministeriet om ”Ulven i Danmark” fremgår det blandt at, at:

”Fra Tyskland ved man, at særligt øde hede- og skovområder er attraktive for ulve.”

 

Det er nu ikke sådan, man oplever det i Tyskland, hvor ulvene i stigende grad søger mod landbrugsområder og de nemme byttedyr, der findes der.

 

Alene fra 2017 og til 2018 er ulveangreb mod de tyske landmænds dyr steget med intet mindre end 35 procent.

 

Ifølge de tyske myndigheder er antallet af angreb steget 472 angreb i 2017 med 1.667 døde og lemlæstede dyr til følge til de nævnte 639 rapporterede angreb i 2018 med 2.067 døde og lemlæstede dyr.

 

Det er især fårene, der er udsatte. Ud af de i alt 2.057 døde, lemlæstede og skambidte dyr efter ulveangreb i 2018. var de 1.656 får.

 

Nu må jægerne i delstaten Brandenburg skyde ulve

I Tyskland blev ulven fredet allerede i 1990, da den første ulv som nævnt dukkede op efter genforeningen, og lynhurtigt fulgte bureaukraterne i EU trop og fredede i 1992 ulven i hele EU.

 

De havde vel en ide om, at den såkaldte europæiske mangfoldighed også skulle omfatte glubske rovdyr.

 

Men nu siger de tyske landmænd stop.

 

Således har Præsidenten for den tyske landmandsforening, Joachim Rukwied, ifølge den tyske avis, Neue Osnabrücker Zeitung, nu opfordret til ”aktiv og konsekvent forvaltning af ulvebestanden.”

 

Og den opfordring er slået igennem i delstaten Brandenburg, der er en af de tyske forbundsrepublikker, der er udsat for de fleste ulveangreb.

 

Her har jægerne i mange år krævet at kunne skyde ulve, skriver Der Tagesspeigel, men det har været umuligt på grund af fredningen.

 

Tidligere var det sådan, at de kun måtte skyde en ulv, hvis de kunne dokumentere, at den flere gange havde angrebet og skambidt får og kalve.

 

Men den mildest talt urealistiske bevisbyrde er nu fjernet fra den tyske beskyttelseslov om ulve, når det gælder Brandenburg.

 

Nu må jægerne her uden dokumentation skyde på den blotte mistanke.

 

Men det må de ikke i Danmark på trods af hundredvis af døde og skambidte får

I Danmark ser myndighederne lidt anderledes på sagerne.

 

Her udgør de omkring tre hundrede døde og skambidte får, der er fundet siden 2016, åbenbart ikke noget problem.

 

Som Venstres nuværende formand, Jakob Ellemann-Jensen, tværtimod udtrykte det, da han i juni 2018 var miljøminister:

 

”Det her er et hensyn til, at vi har fået et nyt dyr i Danmark. Jeg var helst fri for, at det var kommet hertil, men nu er ulven her. Og den er fredet. Det skal vi finde ud af at håndtere.”

 

Og det må de vest- og nordvestjyske fåreavlere så slå sig til tåls med, medens de går rundt på deres marker og tæller de døde får og afliver de lidende og skambidte dyr, som ulven ikke har dræbt i sin blodrus.

 

Fem ulve og fem ulveunger

Den første ulv i Danmark blev registreret i november 2012. Det var en død ulv, der blev funder i Thy Nationalpark.

 

Hvor mange ulve, der i dag befinder sig i Danmark, er uvist.

 

Skal man tro Ulveatlas, der udgives af Naturhistorisk Museum i Aarhus, så var mindst fem voksne ulve og fem ulvehvalpe i Danmark i fjerde kvartal sidste år.

 

Ifølge Ulveatlas er antallet et resultat af den såkaldte ulveovervågning, der er baseret på både observationer, billeder fra vildtkameraer og DNA-prøver efter spor fra ulve.

 

Men uanset Ulveatlas og Naturhistorisk Museum Aarhus og deres mere eller mindre dokumenterede ulvetællinger, så angribes og skambides der altså hundredvis af får i nord- og vestjylland af ulve i blodrus, medens dyrevenner og myndigheder vender det blinde øje til.

 

For det er jo så yndigt, at ulven også er blevet en del af den danske natur.

 

Læs også:

https://www.tagesspiegel.de/berlin/in-brandenburg-ist-es-am-schlimmsten-immer-mehr-angriffe-durch-woelfe-bundesweit/25303180.html

 

https://www.ulveatlas.dk/nyheder/der-var-mindst-10-ulve-i-danmark-i-sensommeren-2019/

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…