Fire unge kvinder. Alle midt i tyverne. De opfører et skuespil på en kristen skole. De er latter og en mild stemning. Men midt i skuespillet ankommer seks mænd på motorcykler.
De tvinger pigerne med sig ud i en skov, hvor de massevoldtager de rædselsslagne piger og optager udåden på deres mobiltelefoner. Det er ikke et fjernt mareridt. I Indien er det hverdag.
Og kvinderne blev voldtaget, fordi de er aktive i en kristen NGO og bekæmper menneskesmugling. Det er den kristne hverdag i Indien. Igennem de seneste år er det blevet gradvist sværere at være kristen i Indien.
Kristne præster chikaneres dagligt af radikale hinduer, der er utilfredse med den kristne indflydelse i området.
Og ved anmeldelse til politiet for den grove adfærd, er flere efterfølgende blevet fundet hængt af lokale grupper. Også det er den kristne hverdag i Indien, hvor kristne studerende har svært ved at komme ind på universiteter. Og dem, det lykkes for, bliver chikaneret ved eksamen.
Disse historier når kun sjældent den danske presse. Her er Indien en succeshistorie. Verdens største demokrati. En økonomisk stormagt. En god handelspartner. Men disse historier er virkelige hændelser begået mod kristne mænd og kvinder i dagens Indien. Og de er ikke unormale historier.
Forfølgelse af kristne er voldsomt stigende i Indien, og Indien er blandt de lande i verden, hvor kristne har det værst. Alligevel kunne vores statsminister, Mette Frederiksen, i sin tale ved Folketingets åbning annoncere en ny handelsaftale med Indien.
”Selvom Indien er stort, er vores eksport til landet lille. Til gengæld er mulighederne enorme. Får vi samme eksportsucces som i Kina, kan vi fordoble vareeksporten til Indien”, sagde hun.
Og det er jo sandt. Men Indien er desværre meget mere. Og ikke for det kønne.
Og hvorfor tier statsministeren herom? Udenrigstjenesten kan ikke være uvidende om, hvad der foregår. Om forholdene for de kristne og de mange grove overfald. Alligevel hører vi ikke noget om krav til Indien eller forslag om at hjælpe de forfulgte kristne til gengæld for et handelssamarbejde.
Det er ellers set før, at Danmark stiller krav til lande om overholdelse af basale rettigheder, når vi giver ulandsbistand eller indleder samhandel. Så hvorfor stiller Mette Frederiksen ikke krav til Indien? Måske fordi forfulgte kristne ikke rigtigt er in at tale om på den internationale scene.
Klima er in. Vækst er in. Men kristne? Det lyder lidt for støvet og gammeldags… Derfor nævner regeringen og de røde støttepartier heller ikke kristendommen med ét ord i det forståelsespapir, der ligger til grund for regeringsdannelsen. Og derfor har de nedprioriteret det arbejde, vi i Dansk Folkeparti var med til at igangsætte i Udenrigsministeriet med at hjælpe forfulgte kristne rundt om i verden.
Men det er forkert. Vi i Danmark bør efterligne den britiske regering, som sidste år igangsatte et større udredningsarbejde vedrørende forholdene for forfulgte kristne rundt omkring i verden.
Rapporten, som blev offentliggjort i sommeren 2019, har haft konkret betydning for britisk udenrigspolitik efterfølgende og sat særligt fokus på kristne i den britiske regerings samarbejde med andre lande ved at implementere 22 konkrete anbefalinger til, hvordan den britiske regering kan arbejde systematisk med at forbedre forholdene for forfulgte kristne rundt omkring i verden. Vi i Danmark bør gøre det samme og stille krav til de lande vi samarbejder med – hvad enten det er handelsaftaler eller udviklingsbistand.
Vi bør ikke lukke øjnene. Ej heller for de forfølgelser, der sker i vores nært beslægtede lande. Kristenforfølgelse er nemlig ikke bare et problem i lande som Indien, Saudi-Arabien, Irak og Somalia. Det sker også i Europa, hvor europæere slås ihjel i Allahs navn, og kristne kirker sættes i brand.
Drabet på en gymnasielære burde være et alarmopkald.
Men alene i Frankrig udsættes kirkerne årligt for mere end 1.000 hærværksforsøg, brandstiftelser og forskellige former for vandalisme. Muslimsk hverdagsjihad er blevet dagligdag i Europa. Og hvis ikke vi stopper det, vil det tage til. Derfor er en beskyttelse af kristne – ude i verden såvel som her i Europa – fuldstændig afgørende. Det ville jeg ønske vores statsminister forstod.
