Norsk milliardær er nu varetægtsfængslet og sigtet for drab på sin hustru – nu er en højst usædvanlig ægtepagt dukket op i sagen

Efter et fire timer langt lukket grundlovsforhør ved Nedre Romerike Tngrett er den 70-årige norske milliarder, Tom Hagen, onsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger sigtet for drab eller medvirken til drab på sin hustru, Anne Elisabeth Hagen.

 

Heraf i fuld isolation frem til den 13. maj, hvor han hverken må modtage breve eller besøg, ligesom han også i denne periode er totalt afskåret fra at følge med i medierne, skriver det norske netmedie VG.

 

Politiet står uden et lig i drabssagen, og retten begrunder blandt andet varetægtsfængslingen med, at den sigtede har mulighed for at fjerne eller ødelægge beviser på steder, som politiet endnu ikke har undersøgt.

 

Tom Hagen nægter sig skyldig i sigtelserne.

 

”Jeg opfatter mistankegrundelaget som langt svagere end det indtryk jeg får, når jeg ser i medierne,” sagde Hagens forsvarer, Svein Holden, efter grundlovsforhøret.

 

Hele sagen er fortsat et stort mysterium

Det er fortsat et mysterium, hvad der reelt er sket med den 68-årige norske milliardærfrue, Anne-Elisabeth Hagen.

 

Hun forsvandt sporløst fra parrets hjem den 31. oktober under mystiske omstændigheder, hvor et efterladt brev skrevet af en ukendt person skabte mistanke om en bortførelse med pengeafpresning som formål.

 

Tirsdag anholdt politiet hendes mand, den 70-årige forretningsmand og milliardær Tom Hagen, og sigtede ham for drab på hustruen eller medvirken til drab.

 

Problemet er blot, at politiet ikke har noget lig og tilsyneladende heller ikke et motiv.

 

Under et pressemøde efter anholdelsen kunne efterforskningsleder Tommy Brøske ikke sige noget, hvilket motiv den anholdte ægtemand skulle have til det påståede drab.

 

”Vi kan ikke gå nærmere ind på, hvad motivet skulle være,” lød det fra efterforskningslederen.

 

Politiet begrunder sigtelserne med, at der ikke er nogen sammenhæng i hændelser i bortførelsessagen, men at Tom Hagen tværtimod skulle have gjort alt for at vildlede politiet.

 

Ligeledes mener politiet, at Tom Hagen har medskyldige.

 

”Vi har din kone Anne-Elisabeth”

Hele den besynderlige sag startede som nævnt onsdag den 31. oktober, hvor Tom Hagen forlod hjemmet i bydelen Lørenskog, der er et skovbevokset område cirka 20 kilometer vest for Oslo, og kørte til sit kontor. En tur på cirka tre kilometer.

 

Da han ved halv to-tiden om eftermiddagen vendte hjem, var hans hustru forsvundet.

 

Noget af hendes tøj lå spredt på gulvet og på tætskrevne A4-ark blev han orienteret om, at hans hustru var blevet kidnappet og med udførlige instrukser om, hvad han skulle foretage sig og ikke foretage sig.

 

Ifølge NRK, som har set dele af meddelelsen, stod der blandt andet:

 

”Vi har din kone, Anne-Elisabeth. Dersom du vil se hende igen, må du læse og følge instruktionerne. Dersom du involverer politi og medier, lægger du pres på os.”

 

Brevet var skrevet på dårligt norsk med mange stave- og slåfejl, og der blev blandt andet truet med, at hvis ikke Tom Hagen betalte ni millioner euro eller cirka 67 millioner kroner, ville hans hustru blive dræbt og en video lagt ud med drabet.

 

Sagen blev holdt hemmelig og kun den nærmeste familie blev orienteret om bortførelsen, og politiet anbefalede Tom Hagen, at han ikke skulle betale den ønskede løsesum.

 

Et par måneders intens efterforskning gav imidlertid intet resultat, og i begyndelsen af 2019 besluttede politiet, at det var på tide at informere offentligheden om sagen.

 

Man oplyste dengang, at man fortsat behandlede sagen som en bortførelse, men at man også arbejdede med andre hypoteser.

 

Tror ikke mere på, at det handler om bortførelse

I slutningen af juni meddelte politiet, at man nu arbejdede ud fra en teori om, at der var tale om, hvad man kaldte en alvorlig strafbar handling, samt at det var mindre sandsynligt, at man stod med en bortførelsessag.

 

Den udmelding resulterede i, at der små to uger senere dukkede en meddelelse op.

 

Heraf fremgik det, at afsenderen krævede 1,3 millioner euro, cirka ti millioner kroner, hvis Tom Hagen ville have bevis for, at hans kone stadig er i live.

 

En mærkelig besked at sende i en kidnapningssag, hvor man må formode, at det handler om at få penge for at udlevere den kidnappede person.

 

Hagens advokat, Svein Holden, har fortalt norsk presse, at meddelelsen indeholdt oplysninger, som kun personer tæt på Anne-Elisabeth.

 

Efter råd fra politiet overførte Tom Hagen de ti millioner kroner til den oplyste konto. Lige siden har alt været tavshed, og det er ikke lykkedes for politiet at spore den pågældende konto.

 

Hustruen ville skilles, men i så fald ville hun ikke få ret meget

Under efterforskningen er det kommet frem, at hustruen ville skilles, skriver blandt andre det norske stats-tv, NRK.

 

Men det virker helt usandsynligt, at det skulle være et drabsmotiv.

 

Ifølge en ægtepagt ejede hustruen intet. Selv det hus, ægteparret boede i, og som Anne-Elisabeth havde arvet fra sine forældre, tilhører nu manden.

 

Af ægtepagten fremgår det, at Anne-Elisabeth ved en skilsmisse ville få en sommerhusgrund, en bil i 350.000-kroners klassen samt 200.000 kroner, der dog på forskellig måde var båndlagt, indtil hun fyldte 65 år.

 

Se link til ægtepagten slut i artiklen.

 

En anden mulighed: Iscenesatte hun selv forsvindingen?

Der foreliggger fra politiet intet om, hvorvidt man har haft en teori om, Anne-Elisabeth kunne have iscenesat sin egen bortførelse for på den måde at få i det mindste nogle millioner med sig fra ægteskabet.

 

Det kan forklare de forskellige uforståelige kryptiske beskeder, der er en del af sagen, og det kan især forklare de ti millioner, som Tom Hagen overførte uden at få noget som helst retur i form af et bevis for, at hans hustru er i live.

 

Nu er hun erklæret død og er hun i live, kan hun ånde lettet op, medens politiet leder efter hendes lig i store dele af Europa og har blandt også uden resultat ledt i København, hvor Tom Hagen havde været på forretningsbesøg, medens politiet forsøgte at spore kidnappere.

 

Eller måske er Anne-Elisabeth virkelig blevet dræbt, medens de ti millioner kroner måske var Tom Hagens betaling til sine medhjælpere.

 

Under alle omstændigheder er det besynderligt i en kidnapningssag at forlange penge for at bevise at ofret er i live i stedet for at fremsætte krav om et beløb, der skal falde, hvis den kidnappede skal frigives.

 

Tilbage står, at vi her har en sag, hvor alle muligheder står åbne, som de altid vil gøre i en drabssag uden et lig og uden et påviseligt motiv for at rejse en drabssigtelse.

 

Læs her om ægtepagten, hvor Anne-Elisabeth stort set ikke vil få en krone

https://www.nrk.no/norge/anne-elisabeth-hagen-skulle-ikke-fa-en-krone-av-milliardformuen-1.14998469

 

Læs også:

https://www.vg.no/nyheter/innenriks/i/LA7lyP/tingretten-tom-hagen-fengslet-sannsynlig-at-det-har-vaert-flere-involverte

 

https://www.tv2.no/nyheter/10954961/

https://www.vgtv.no/196269?jwsource=cl

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…