Nationalkonservatismens nye superstjerne: Bliver Matteo Salvini Italiens næste premierminister?

I august måned 2019 udløste Matteo Salvini, lederen af det nationalkonservative parti, der dengang hed Lega (frem til 2017 Lega Nord), valg i Italien. Efter en 14 måneders regeringsperiode sprængte han Legas koalition med den venstrepopulistiske Femstjernebevægelse, Cinque Stelle. Regeringschefen var den partiløse juraprofessor Giuseppe Conte, mens Salvini havde posterne som indenrigsminister og vicepremierminister, og Luigi Di Maio fra Femstjerne-bevægelsen var regeringens anden vicepremierminister.

 

Matteo Salvini er kendt som den fortjenstfulde politiker, der både fik sat en stopper for den ukontrollerede strøm af flygtninge fra Nordafrika og en række lande syd for Sahara via Middelhavet til det plagede Italien og som tydeligere end de fleste europæiske politikere vovede at sætte et spørgsmålstegn ved EUs totale mangel på solidaritet i migrationsspørgsmålet. Dette udsatte Salvini – hvilket ikke kan undre – for hårde angreb fra det journalistiske venstreparti i hele Europa, der beskyldte ham for kynisme og manglende medmenneskelighed. Derimod blev han utrolig populær blandt den menige italiener, der måtte lide under tilstrømningen af uønskede flygtninge med de heraf resulterende voldsomme stigninger i tyverier, vold og overgreb på kvinder.

 

Den af Salvini fremkaldte regeringskrise førte pga. Italiens præsident Sergio Matarellas modstand ikke til et hurtigt valg, der givetvis ville have givet Lega store gevinster. Tværtimod valgte Femstjernebevægelsen d. 5. september at indgå en ny koalition med det socialdemokratiske parti, Partito Democratico, stadigvæk med den uerfarne Conte som premierminister, men denne gang med den endnu mere uerfarne Di Maio som udenrigsminister.

 

Hvad der kunne frygtes, gik omgående i opfyldelse. Den nye regering åbnede landets grænser for indvandring fra Nordafrika. Skibe med flygtninge fik lov til at lægge til i de italienske havne, og igen blev landet udsat for en tilstrømning af migranter, hvilket – som det kunne forventes – naturligvis vandt bifald i de fleste medier, men vakte voldsom modstand i befolkningen og som heller ikke var velset i store dele af Femstjernebevægelsen. Således krævede Di Maio en omgående returnering af afviste asylansøgere til dét land, de var kommet fra – men uden nævneværdige resultater.

 

Salvini udnyttede naturligvis denne proteststemning, meningsmålingerne pegede opad, og han organiserede i løbet af efteråret en række populære folkemøder ikke mindst i den mellemitalienske region Umbrien, hvor der var valg d. 27. oktober 2019. Udover valget i Umbrien, der traditionelt hælder til venstre pga. de mange studerende i universitetsbyen Perugia, vil der allerede i januar 2020 udskrives regionalvalg i det mellemitalienske Emilia-Romagna og i det syditalienske Kalabrien.

 

Det lykkedes i rigt mål for Salvini at udnytte befolkningens utilfredshed med den nye regering. Ved valget i Umbrien d. 27. oktober fik hans Lega-parti 37% af stemmerne og det ligeledes højrekonservative nye parti af ex-premiermnisteren Silvio Berlusconi, Forza Italia, 6%, mens den siddende regerings spidskandidat kun fik 27% fordelt med 22% til socialdemokraterne og sølle 5% til koalitionspartneren Femstjernebevægelsen.

 

Umbrien er tydeligvis det første trin i Salvinis generobring af regeringsmagten i Italien. Udover de tidlige regionalvalg i Emilia-Romagna og Kalabrien følger næste år også regionerne Apulien, Ligurien, Venetien og Toscana. Som en forberedelse herpå har Salvini d. 21. december 2019 i forbindelse med en partikongres i Milano med 500 delegerede taget skridtet fuldt ud og ændret sit parti, der oprindeligt var en norditaliensk regionalbevægelse, der krævede løsrivelse fra det sydlige Italien, til et nationalt parti under det nye navn Lega Salvini Premier. Tydeligere kan ambitionerne ikke udtrykkes, og nyorienteringen blev da også behørigt kritiseret af den gamle Lega-garde. Det bør tilføjes, at Salvini på kongressen ligeledes fik et femårigt mandat i modsætning til den hidtidige treårs valgperiode; hermed fik han cementeret sin magt!

 

Det er Salvinis erklærede mål at vælte den nuværende regering, hvortil nu også partiet Italia Viva under den tidligere leder af Partito Democratico og premierminister Matteo Renzi har sluttet sig. Fra dén front har Salvini næppe noget at frygte, for som ordproget siger, fordærver mange kokke maden, og der er intet de tre koalitionspartier frygter mere end en ny regeringskrise efterfulgt af et parlamentsvalg, al den stund Salvinis parti iflg. de sidste meningsmålinger står til at vinde op til 35% af de afgivne stemmer.

 

Det næste skridt henimod regeringsmagten – selvom den regulære valgperiode først udløber i 2023 – er regionalvalget i det traditionelt røde Emilia-Romagna d. 26. januar. Skulle Legas spidskandidat Lucia Borgonzoni vinde valget, får Salvinis krav om et snarligt valg endnu større vægt.

 

For at blokere dette gør venstrefløjen alt for at forhindre Legas sejr i Emilia-Romagna. Her bliver den støttet af bevægelsen ”Sardinerne”, der blev grundlagt i regionens hovedstad Bologna i forbindelse med Salvinis valgmøde her i november. Målet for organisatorerne var at fylde byens største plads så tæt med demonstranter som ”sardiner i en dåse” – heraf navnet – i en kamp mod ”intolerance, nationalisme og højreekstremisme – vi kender remsen til bevidstløshed.

 

For tre uger siden blev en lignende protest arrangeret i Rom med flere tusinde demonstranter, men klogeligt afstår arrangørerne fra at organisere ”sardinerne” i et politisk parti, der alligevel ikke ville kunne hindre Salvinis vej mod regeringsmagten.

 

Et tegn på hans internationale popularitet blandt besindige borgere var Salvinis gæsteoptræden d. 2. december 2019 på et valgmøde i Antwerpen, der blev  afholdt af det flamske parti Vlaams Belang. Her blev han mødt med stormende begejstring, der tydeligt viser, at han er på vej til at blive ikke blot en italiensk, men europæisk superstjerne for de vælgere, der ønsker at sætte deres kryds til højre for centrum i det politiske spektrum.

 

Med en modstander, den siddende italienske regering, der i stigende grad er i splid med sig selv, og med den utilfredse og tålmodige italienske befolkning bag sig, tyder alt på, at et nyt parlamentsvalg venter lige rundt om hjørnet. Og der kan næppe herske tvivl om, at det denne gang er den dynamiske Matteo Salvini, der bliver Italiens næste premierminister.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…