Den radikale leder Morten Østergaard har givet et interview til Politiken. Interviewet, som han muligvis selv har bestilt, sender et politisk signal med et klart formål:
Han vil forsøge at presse Mette Frederiksen til at give De Radikale større indflydelse på regeringens politik.
Det gør han ved en kombination af klagesang og trusler. Østergaard vil blandt andet give flygtningefamilier bedre sociale vilkår, gennemføre en blødere retspolitik – også i forhold til IS-terrorister – og bruge færre penge på politi og pension.
Selvtilfredse og bedrevidende
Morten Østergaard konstaterer, at der i mange år ikke har været så stor afstand mellem Socialdemokratiet og De Radikale, som der er i øjeblikket. Han udlægger det som udtryk for, at Socialdemokratiet bærer nag til De Radikale – blandt andet, fordi De Radikale bestemte så meget under Thorning-regeringen.
Østergaard forklarer også, at Socialdemokratiet er præget af ”underskud” i forhold til De Radikale. Dermed får han mere end antydet, at Socialdemokratiet føler sig underlegne.
Så kender man De Radikale: selvtilfredse og bedrevidende. Men under dette er frustrationen ikke til at tage fejl af. Morten Østergaard føler ikke, at Mette Frederiksen giver De Radikale den indflydelse, de burde have.
Det er klagesangen.
Den radikale boligfuser
Men så kommer truslen: Han siger, at De Radikale ”står mere uafhængigt i dag, end vi har gjort i flere årtier”. Og han nævner den aktuelle ballade om udlejningsboliger som et godt eksempel på, at der ikke længere er nogen kærlighed mellem de to partier.
Dermed vil han signalere, at De Radikale kan alliere sig med de blå partier, hvis S-regeringen ikke leverer de nødvendige indrømmelser.
I boligsagen forsøgte De Radikale faktisk at finde et flertal uden om regeringen sammen med de blå partier.
Den radikale ordfører, Jens Rohde, troede, at den var i hus. Men han havde ikke gjort sit hjemmearbejde godt nok. Dansk Folkeparti endte med at gå sammen med regeringen og venstrefløjen og dermed sikre flertallet.
Østergaard er fortørnet over, at flere socialdemokratiske ministre bagefter gik ud med kritik af den radikale partner.
Bedre vilkår for bombemænd og IS-terrorister
Nu spiller han med musklerne over for regeringen:
”Hvis tingene lykkes, som jeg gerne vil, så er prisen for, at Mette Frederiksen er kaptajn, at vi får lov til at stå med hånden på roret og bestemme kursen. Og hvis vi føler, at det ikke er sådan – og der er vi tilbage ved det der underskud – så er det klart, at så får samarbejdet jo et grundlæggende problem.”
De Radikale har givetvis ikke lyst til at vælte S-regeringen. Den er trods alt deres bedste mulighed for indflydelse. Men truslerne om at skabe ballade for Mette Frederiksen skal selvfølgelig lægge et pres på hende for at give det lille støtteparti flere indrømmelser.
Østergaard er blandt andet utilfreds med regeringens politik om administrativ fratagelse af statsborgerskab (brugt mod IS-terrorister), mere overvågning (brugt mod bombemænd) og en kontant linje over for IS-børn.
Alvorligt svigt fra S
På disse områder vil Mette Frederiksen dog ikke give Morten Østergaard, hvad han vil have.
Hun vil ikke risikere noget, der ligner et brandudsalg af Socialdemokratiets strammere kurs i udlændingepolitikken og retspolitikken.
Men man skal ikke tage fejl. Selv om Morten Østergaard ikke har fået, hvad han ønsker, så har Mette Frederiksen trods alt givet ham en hel del.
Han har således fået gennemtvunget øgede sociale ydelser, der helt overvejende går til flygtningefamilier og ikke til danskere. Og han har opnået, at det bliver langt sværere at sende flygtninge hjem, selv om forholdene i deres hjemland er blevet fredelige nok.
Hjemsendelse af flygtninge er afgørende for at bremse en udvikling, hvor den ikke-vestlige, især muslimske, andel af befolkningen vokser kraftigt – med store konsekvenser for dansk kultur, danske værdier og det danske samfund i det hele taget.
Dette er meget alvorlige svigt fra Socialdemokratiets side.
Man ser et billede for sig: Morten Østergaard og Mette Frederiksen stiger til hest for at ride i den helt forkerte retning. Morten Østergaard råber: ”Fremad i galop!”. Mette Frederiksen svarer: ”Nej, nej, nej – det skal kun være i trav.”
Mette Frederiksen må vælge
Socialdemokratiet har generelt udviklet sig i en mere positiv retning, når det gælder udlændinge- og retspolitik.
Men Mette Frederiksen må vælge:
Hvis hun fortsat vil regere på grundlag af De Radikales og venstrefløjens stemmer, kan Socialdemokratiet ikke sikre den stramme udlændinge- og retspolitik, som er nødvendig.
Hvis det danske samfund virkelig skal sikres med dets kultur og værdier, må Socialdemokratiet være parat til at søge nye politiske samarbejdsmønstre.