Natten til søndag kom en 32-årig mand fra Gilleleje gående gennem byen sammen med en ven. Tidligere på aftenen havde han haft en speciel oplevelse med en mand, som han havde krydset.
Den pågældende havde pludselig spurgt ham, om han havde et problem. Det svarede den 32-årige Gilleleje-borger ikke på. Han sørgede bare for at komme væk.
Men de mødtes igen senere på natten. Og så blev den anden voldelig. Den 32-årige meldte ham næste dag til politiet.
I politirapporten fra Nordsjællands Politi beskrives voldsmanden som 25-26 år, 170-174 cm høj og kraftig af bygning, mellemøstlig af udseende, brun i huden med kort sort hår. Han talte dansk med accent og var iført sort trøje og sorte bukser.
Mellemøstlig æres- og voldskultur
Da de to mødtes for anden gang den nat, slog manden den 32-årige på munden med knytnæve, så hans læbe flækkede. Offerets ven tog fat i voldsmanden for at få ham væk fra den 32-årige. Men så knaldede den mellemøstlige mand også en knytnæve i ansigtet på ham – hvorefter han løb fra stedet.
Hvorfor gerningsmanden blev så voldelig, står ikke helt klart.
Måske følte han sig krænket, fordi den 32-årige tidligere bare var gået væk fra ham? Måske følte han trang til at vise sin magt over for en dansker? En demonstration af mellemøstlig æres- og voldskultur?
Kendsgerningen er i hvert fald, at blind vold pludselig holdt sit indtog en fredelig sommeraften i Nordsjælland. En mellemøstlig mand følte trang til at flække læben på en dansker – og så gjorde han det.