Af. Fhv. MF. Martin Henriksen. Medlem af Dansk Folkepartis Hovedbestyrelse
Den tyrkiske præsident, islamisten Erdogan har frisk og frejdigt meddelt, at Tyrkiet har åbnet sine grænser mod Europa.
Det kræver handling. Regeringen kan aktivere asyl-nødbremsen i udlændingeloven, og det bør regeringen gøre.
Nødbremsen blev indført efter ønske fra Dansk Folkeparti. Og det er nu, den skal tages i brug. Det vil sende et klart signal til omverden, og det vil vise handlingskraft i en tid, hvor mange europæiske nationer tøver i kampen mod islamiseringen af Europa.
Loven blev indført efter krisen i 2015, og giver den til enhver tid siddende minister mulighed for at pålægge myndighederne at afvise asylansøgere ved de danske grænser.
Så det er bare om at komme i gang, men hvorfor stoppe her?
Hjemsend utilpassede og dårligt integrerede tyrkere
Danmark har masser af dårligt integrerede og utilpassede tyrkiske indvandrere.
Hvis Tyrkiet vil oversvømme Europa og Danmark med migranter og asylansøgere, og det vil de, så er det kun rimeligt, at vi også sender nogle den modsatte vej.
Så når Erdogan åbner migrant-sluserne mod Europa og Danmark, så bør Danmark meddele Tyrkiet og omverden at vi til gengæld agter at hjemsende mange af de tyrkere, der i dag bor i Danmark.
Vi kan passende starte med at hjemsende de herboende tyrkiske imamer, og lukke de tyrkiske moskeer i Danmark. Så er vi også i gang.
Danskerne gider ikke være til grin – nok er nok
Så kan vi sende dem hjem, som endnu ikke har dansk statsborgerskab, og herefter eventuelt de tyrkere som har dobbelt statsborgerskab.
Jeg er sikker på, at vi kan finde en rimelig og afbalanceret model, hvis viljen er der.
Ideen er uden copyright og ganske gratis, så regeringen må hjertens gerne kopiere forslaget. Så sæt i gang, kære regering.
Danskerne gider ikke være til grin. Nok er nok.