Kristendommen ifølge ….Niels Brunse, Anne-Cathrine Riebnitzsky, Ole Hartling, Bjarne Lenau Henriksen, Søren Ulrik Thomsen

Forlaget Eksistensen står bag en serie ved navn ”Kristendommen ifølge…”. De første fem bind spænder vidt i kvalitet og indholdsmæssig tyngde. De giver deres meget forskellige bud på, hvad det vil sige at være et troende menneske. 

 

En kristen kulturradikal

Forlaget lægger ud med oversætteren og forfatteren Niels Brunse. Han betegner sig selv som en slags kristen kulturradikal. Som ung udmeldt af Folkekirken ”i frigørelsens tegn”, 28 år senere genindmeldt. Han vil gerne gå i kirke uden at skulle lægge hovedet i våbenhuset og hopper ikke på hvad som helst. Hermed adskiller han sig næppe fra det store flertal af kirkegængere og præster. 

 

Brunse afspejler en kristendomsforståelse, som er nok så nutidig og main stream, men som gør, at hans bog fremstår lidt underlig bleg, uden de mindste knaster. Det er svært at se, at der er noget virkeligt eksistentielt på spil for ham. En caffe latte-tro, pæn og glat, uden den store lidenskab, billedlig talt udtrykt i en fin, ny, pletfri dåbsattest uden den grimme udmeldelsespåtegning.  

 

Bogen er ikke uden indsigtsfulde vinkler. Ja, religion og tro er ikke det samme. Spørgsmålet er, om kristendom overhovedet er en religion i traditionel forstand. Ja, kirken allierede sig tidligt med den   verdslige magt. Folkekirken er et ganske velhavende foretagende, men det skyldes jo, at så mange danskere fortsat ønsker at betale til den. Men magtfuld? Indsigten blandes dog med temmelig overfladiske betragtninger, ikke mindst i kapitlet om synd, og en naivitet (”de andre” = muslimerne), som fremkalder et anstrengt smil hos læseren.

 

Modet til at tro 

I en helt anden boldgade befinder sig romanforfatteren Anne-Cathrine Riebnitzsky. Stundom virker hendes bog som en blanding af sofistikeret damebrevkasse og selvhjælpsbog. Hendes egen udvikling som menneske og forfatter sammenvæves med en trosrejse. Det er en meget personlig bog. Hun fortæller åbenhjertigt om sin opvækst i et dysfunktionelt hjem og om, hvordan hendes tro har hjulpet hende igennem. Sådan noget er jo den rette benzin til romanskrivning.

 

Vi får også at vide, at hun er meget smuk og yderst intelligent (Mensa). Desværre har hun p.gr.a. sin egen ulykkelige barndom fravalgt at få børn, hvilket forhindrer, at hendes fantastiske gener spredes. Heldigvis rummer bogen også gode nedslag i de bibelske fortællinger, f.eks. vandringen på søen (om at turde), om de betroede talenter. Sandt nok, engang imellem skal vi vove noget mere. 

 

Hendes kristendom er udpræget spirituel, ikke-kirkelig eller måske sådan lidt frikirkelig. Hun henviser flere gange til en Joyce Meyer, som hun har ladet sig inspirere af. Denne viser sig ved googling at være et typisk nordamerikansk prædikantfænomen med egen kirke, privat jetfly etc. Med andre ord et menneske, der har fået stor jordisk succes ud af sin tro. Riebnitzsky fortæller til slut, at troen har forvandlet hende fra en usikker ung kvinde med mange ar på sjæl og krop til en sikker og rolig kvinde, hvis liv har udviklet sig over al forventning. Sådanne fortællinger vil der altid være et stort og hungrende publikum til. Andre vil kalde det tomme kalorier uden sund næring. 

 

Når vi gør vore medmennesker til genstande, går vi fejl af det gode liv

Oven på denne omgang er det velgørende at læse Ole Hartling besindige og indsigtsfulde betragtninger om tingsliggørelsen som den 8. dødssynd. Han peger på forskellen mellem at værdsætte og værdisætte hinanden. Han er et klogt menneske med sjælsdannelse, og hans lille bog bidrager med mange væsentlige overvejelser – også de mere vanskelige såsom spørgsmålet om aktiv dødshjælp.

 

I en rationel verden tænker vi hele tiden på nytteværdien. Men hjernesproget kan ikke stå alene. Det må suppleres af hjertesproget. Hartling har i et langt liv befundet sig i hospitalsverdenen og kan derfor skrive troværdigt om, at der er noget helt galt med kommunikationen i det danske sundhedsvæsen. Det kan enhver, som har været i berøring med det, skrive under på. At blive tingsliggjort som patient er både sårende, krænkede og angstskabende. 

 

I en tid, hvor vi tror, at vi kan alt og magter alt, bliver menneskets afmagt for alvor udstillet. Tænk bare på denne coronatid (nævnes ikke med navn, for bogen var nok skrevet inden udbruddet). At være magtesløs over for sygdom og død bliver mere end tidligere betragtet som en falliterklæring. Tidens sundhedsdyrkelse er blevet til en ny religion, men vel at mærke en religion, som ikke har tilgivelse til synderne. I forlængelse af denne tankegang støder man vitterligt på medborgere, der mener, at det er deres egen fejl, at de bliver ramt af corona og anden sygdom. 

 

Bogen slutter med et fint afsnit om aktiv dødshjælp. Et spørgsmål, som Hartling som medlem af og formand for Det Etiske Råd har haft tæt inde på livet, og som han også har skrevet en bog om. Tillige har han inden for få år mistet to ægtefæller. Et overvejende flertal af den danske befolkning går ind for aktiv dødshjælp, når vi bliver spurgt. Hvem går dog ikke ind for en værdig død? Men værdighed er et såkaldt honnørord. En selvmordsklinik i Schweiz bærer navnet Dignitas, og en dansk forening til fremme for lovliggørelsen af aktiv dødshjælp kalder sig for En værdig død. Men skal vi vurdere andres livsværd? Iflg. Hartling består et menneskes værdighed først og fremmest i at være skabt i Guds billede. Værdighed er os skænket. Den er immanent, iboende.

 

Denne fine bog egner sig glimrende til en studiekreds.

 

Kristendommens menneskelighed – for de svage og udstødte

Seriens fjerde bog er skrevet af en så at sige ”professionel kristen” – en præst, som i fem årtier har været aktiv i kirkens sociale arbejde. Bjarne Lenau Henriksen har været korshærspræst ved Mariakirken på Vesterbro, leder af Sct. Nicolaitjenesten og er nu ulønnet hjælpepræst i Horserød Fængsel.  Hans dennesidige, diakonale kristendomsforståelse er et nødvendigt og velgørende korrektiv til den spirituelt orienterede… selv om den ene jo ikke udelukker den anden. 

 

Som Hartling taler Henriksen om menneskets værdighed. Han har aldrig kaldt sig selv for opsøgende gadepræst. ”Jeg opsøgte ikke nogen, og da slet ikke gadens prostituerede, for at faldbyde min hjælp. Jeg mener, hvem bryder sig om at blive forstyrret i sit arbejde?”. Han har livet igennem engageret sig i den slidsomme, svære og tunge arbejdskrævende side af kristendommen, hvor mageligheden ikke får plads, og hvor de smukke ord ikke er nok, men må udmønte sig i konkret handling blandt samfundets svageste. Selv holdt Vor Herre sig ikke for god til lavstatusarbejde!

 

Centralt i Henriksens kristendomsforståelse står lignelsen om Den barmhjertige Samaritaner. Søren Krarup og Tidehverv får i den forbindelse et spark – men ikke under bæltestedet. Under alle omstændigheder er troen ikke en fritidsfornøjelse, men en gave, der konfronterer os med livet. Politisk i den forstand, at den forsøger at møde ondskabens virkelighed med modstand, oprør og protest. En tro på et liv før døden – men også på et liv efter. En tro på himlen og på jorden, men ikke på alt mellem himmel og jord, som han citerer digteren Søren Ulrik Thomsen for.

 

Han peger på, at tilværelsen er modsætningsfyldt og absurd, hvis vi skulle være i tvivl – nævner som eksempel, at selvfølgelig kan en drabsmand sørge over tabet af det menneske, han har slået ihjel. En ugerningsmand er altid andet og mere end sin ugerning. Godhed er et bedre ord end næstekærlighed og barmhjertighed. Det er ikke helt så forpligtende, ikke helt så radikalt. Det forholder sig nemlig til det mulige. Det er godt at være et godt menneske. Men man skal aldrig være blind for, at godhed kan slå over i selvgodhed. Henriksen pirker til vores dårlige samvittighed. Det værste for en tigger på gaden er ikke, at vi går forbi uden at hjælpe. De fleste af os har en lang række af rationelle blokeringer. Nej, det værste er, at vi gør alt for undgå at møde tiggerens blik. 

 

At blive troende ved at gå i kirke

Digteren Søren Ulrik Thomsens bog er ikke et til lejligheden fremstillet produkt, men består af en sammenstilling af tre tidligere publicerede afhandlinger. Det bliver bogen ikke ringere af. I modsætning til korshærspræsten er digterens tro ganske apolitisk. Politik handler om dét, der kan ændres. Religion om det, der ikke kan ændres. Men selv om de er adskilte, skal politik og religion holde hinanden i skak. Luther er én af Thomsens helte. Den anden er Freud.

 

Vi får et interessant indblik i forfatterens opvækst i 1970’erne, det bratte skift fra Stevns til Stenbroen, som kom til udryk i debutdigtsamlingen City Slang fra 1981. Da han ti år senere skrev Hjemfalden, begyndte der at dukke ord op som ’Gud’ og ’evighed’, hvilket af flere grunde bekymrede ham selv! Intet i hans opvækst eller i hans miljø pegede i den retning.   

 

”Jeg er en højkirkelig oplysningsmand, en troende modernist og en konsekvent rationalist, der falder i staver over mysteriet”. Han holder af folkekirkens gudstjeneste, som den er, og ønsker ikke at ændre på noget. Samtidigt med at han gerne går i kirke i helt andre sammenhænge. Hans reportage fra en rejse til amerikanske kirker er både sjov og fin. Han foretrækker gudstjenesten i den fattige, sorte pinsemenighed i New York, som midt i elendigheden tager deres fineste tøj på, frem for den i Brownsville Assemply of God i det rige Florida. 

 

Digteren må i kirke hver søndag for ”at høre det, jeg ikke kan sige mig selv”. Han er – ikke overraskende – den bedst skrivende af de fem, og hans bog er nok den, der bliver længst siddende i læserens hoved. Den kunne have båret en selvstændig anmeldelse. Den er opbyggelig. Måske bliver man ligefrem et mere taknemmeligt menneske af at læse den. Tiltrængt for en forkælet dansker. 

 

Kristendommens brogede og blomstrede mangfoldighed

Hvordan bliver et menneske troende? Det hører til religionspsykologiens gebet, men disse fem små bøger giver – ofte lidt tøvende eller antydende – hver deres bud. Korshærspræsten fik sin trosgrund lagt af en god skolelærer, der underviste uden af befamle de små åndeligt. Digteren blev troende ved at gå i kirke uden troen som forudsætning. Ingen af de fem har fået troen med hjemmefra. 

 

Serien viser kristendommen i sin store mangfoldighed. Den starter svagt, men bliver bedre og bedre. Man ser med glæde og forventning frem til de kommende udgivelser i serien.  

 

Niels Brunse, Tro er ikke viden.

Eksistensen 2020 (febr.), 94 sider, 120 kroner.

 

Anne-Cathrine Riebnitzsky, Tro i hverdagen.

Eksistensen 2020 (apr.), 108 sider, 120 kroner.

 

Ole Hartling, Den 8. dødssynd.

Eksistensen 2020 (maj), 114 sider, 120 kroner.

 

Bjarne Lenau Henriksen, Kristendommens menneskelighed.

Eksistensen 2020 (aug.), 112 sider, 120 kroner.

 

Søren Ulrik Thomsen, Tro mod ritualet.

Eksistensen (okt.), 190 sider, 140 kroner.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…