Kristendom – det politiske redskab mod islamisering af Danmark

Et land kan ikke være kristent – siger de

I dette land findes der mennesker, som bekender sig til kristendommen, men som ikke kan forlige sig med, at Danmark bliver kaldt et kristent land. Blandt disse mennesker findes der tilmed danske præster og kristne teologer. 

 

De lever i den opfattelse, at kristendommen kun er et åndeligt spørgsmål om det indadvendte personligt-subjektive forhold til det himmelske. Et forhold, som ikke kan, ikke skal og ikke må manifestere sig i noget konkret udadvendt samfundsmæssigt eller menneskeligt. For dem er det den største kristne dyd at presse kristendommen mest muligt ud af samfundslivet. Idet de mener, at kristendommen får den allerstørste betydning, når den således tildeles en absolut nul-funktion i politik og i det offentlige samkvem mellem mennesker. De er fjender af, at kristendommen skal have nogen rolle i det offentlige liv.

 

For dem kan et sekulariseret statsapparat slet ikke være rigtigt og gennemført sekulariseret, med mindre dette statsapparat også holder kristendommen selv ude som en grundfaktor i danske samfundsanliggender og dansk lovgivning. Selv om det altså er kristendommen, der netop taler allerskarpest imod, at samfundslovgivningen konkret skal blande sig i borgernes gudsforhold, og som netop derfor – paradoksalt! – også må være den religion, der uundgåeligt skal benyttes som begrundelse for de samfundslove, der i det ydre skal sikre, at den enkelte borgers forhold til Gud kan være – helt hans eget! 

 

”Kristendommen kan ikke definere, hvad der må være plads til i Danmark,” siger sådanne kristne. Og derfor siger de også: ”Et land kan ikke være kristent. For ser man teologisk på det, har kristendom ikke noget med geografi at gøre, kristendom er en verdensreligion.” En ganske løjerlig argumentation: At kristendom skulle være til stede i verden, men alligevel slet ikke er til stede noget bestemt geografisk sted i verden. 

 

Geografisk er kristendommen altså ingen steder. For ifølge disse kristne er kristendommen kun en religion, der som en universel og ukonkret åndighed svæver hvileløst rundt i verden, men aldrig slår sig ned noget sted. Disse kristne argumenterer altså således: At fordi kristendommen er i verden, men alligevel slet ikke kan være geografisk, derfor kan Danmark ikke være kristent.

 

Men omvendt: Muslimsk kan Danmark godt være eller blive, må vi forstå. Er det ikke mærkeligt? I modsætning til islam, der vil underkaste samfundets borgere under en særlig religiøs-social adfærd og lovgive for en sådan adfærd, stiller kristendommen ethvert menneske frit over for Gud. Kristendommen afviser derfor, at samfundet og dets love kan bestemme et menneskes forhold til Gud – i modsætning til islam. Og denne forskel er netop årsagen til, at vi holder fast i kristendommen som grundlaget for dansk samfundslovgivning. 

 

Men som disse kristendommens sekulariserede modtalere altså siger: Denne kristendommens fritstilling af mennesket og borgeren må politikere og lovgivere ikke bruge for at modvirke Danmarks islamisering. I hvert tilfælde ikke med eksplicit henvisning til kristendommen. Disse kristne sekularister tror, at sekulariteten i sig selv er den højeste form for kristen ånd. 

 

Islam må altså gerne råbe op og blande sig i politik, fordi islam er islam. Mens kristendommen, som også blander sig i politik for at modvirke religiøs undertrykkelse og teokratisk hellighed i samfundet, bare skal tie stille i politik, fordi kristendom er kristendom, og derfor ikke må anvendes politisk for at forklare, hvorfor vi lovgiver, som vi gør, i frihedens interesse. Dvs. for at fastholde: At den enkelte borgers forhold til Gud skal være – helt hans eget! 

 

Kristendom vil ikke være uden geografi og politiske forkæmpere

Vist er det sandt, at Gud, Jesu Kristi Fader – dvs. den Gud, som kristendommen taler om – troner over alle mennesker og alle lande, og at hans Ånd og evangelium vil svæve over jorden og verden blandt mennesker til evig tid, uanset hvor udbredt kristendommen vil være i historisk, sociologisk, kulturel eller geografisk forstand. Guds ord er evigt, i enhver forstand.

 

Men Gud, ”åndernes Ånd i det høje”, lod sin egen søn, Kristus, stige ned fra Himlen til jorden, for netop at give frihedsånden i Hans evangelium geografisk hjemsted og konkretisering på jorden og på alle de steder, hvor der er mennesker, der bekender og knytter sig til denne frihedsånd. 

 

Den frihedsånd, hvori mennesket med kristendommens nåde og syndernes forladelse kan leve med Guds tilgivelse for sit vantro liv. Og hvori den kristne – både som menneske og som samfundsborger – frygtløst og med ro i sindet kan afvise menneskers selvopfundne og tyranniserende guder netop med henvisning til dette. Og hvori den kristne politiker med henvisning til kristendommen frejdigt kan forsage, afvise – og forvise! – alle andre gudsforestillinger, der med tvangsforanstaltninger vil indføre religiøs renhed og social hellighed i menneskers samfund med hinanden, af hvad art de end måtte være. 

 

En samfundsfrihed og en samfundsånd – en næstesocialitet – som det kristne evangelium giver os. Og som giver frihed og tilgivelse til vantro og syndere – i modsætning til islam. En samfundsånd, som netop skal fastholdes som en kristen modstand og kamp mod underkastelse under de guder, der vil trælbinde menneske og samfund – som fx islam. I den forstand er kristendommen i høj grad ”geografisk”! 

 

Gud er selv den, der ved det kristne evangelium gav – og fortsat giver – sin frihedsånd både kødelig og landlig-geografisk skikkelse, dvs. kropsligt og geografisk hjemsted. Ellers var kristendommen overhovedet ikke. Kristendommen og dens ånd vil ikke kun eksistere som et immaterielt og åndigt spøgelse. Ånden vil tværtimod have sociale virkninger. Have hjemsted. Den vil skabe og have kropslige og geografiske talsmænd og forkæmpere; hver især på deres geografiske sted. Kristendommen vil gøre os, mennesker og samfund, til sine redskaber. Men kristendommen siger: Først frihed og ansvar i kristendommens ånd, dernæst gerninger. Ikke omvendt som i islam.

 

Et kristent samfund skal som samfund modarbejde islamiseringens ”underkastelse”

Kristus sagde det selv. Alle danskere kender den missions- og dåbsbefaling, som Jesus gav sine disciple. Den befaling, som kan læses i slutningen af Matthæusevangeliet, og som vi hører i vore kirker, når der er barnedåb. I denne befaling bliver der sagt: ”Døb dem (dvs. folkeslagene, samfundene) i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.” Men der siges også:” Lær dem (dvs. folkeslagene, samfundene) at holde alt det, som jeg har befalet jer.” 

 

Holde hvad? Ja, som døbte kristne at holde – holde fast ved! – alt det, som dåben er! Som et kristent folkeslag og samfund holde fast ved, at dåben er den døbende Gudshandling, hvori Gud selv gør mennesket rent og selv sætter ethvert menneske på det sted i forhold til Gud, hvor Gud vil have det. Og hvorfra intet menneske, der lever på denne jord, kan komme tættere på Gud; eller blive mere ren og troende og hellig for Gud ved sine egne gerninger. For Gud har i dåben selv gjort det, som islam i sit religiøse tyranni kræver af mennesker. 

 

Islam betyder ”underkastelse”; og den islamiske underkastelse fuldbyrdes ved at både enkeltmennesker og samfund underkastes sharialoven. Men i den kristne dåb er vi allerede ”under” Gud. Ikke ”kastet under” Gud, men derimod ”stillet under” Gud – i frihed og i et Gudsforhold, som vi ikke skal ”underkaste” os ind i ved hjælp af vore egne underkastelsesgerninger. Islamisk ”underkastelse” er en misforståelse af Gud. Vi kristne står i et sandt Gudsforhold, som Gud selv på forhånd har sat os alle i – både mennesker og samfund. Gud har selv sat os i det Gudsforhold, der betyder vores frihed fra religiøst krampagtige og tyranniske handlinger – både menneskelige og samfundsmæssige. 

 

Vi kristne skal ikke ”underkaste” os Gud, som om vi kan komme mere ”under” Gud, end vi allerede er. For dette er slet ikke op til os selv. Vores ”religiøsitet” er, at vi tror dette; og tror, at denne ”religiøsitet” kommer fra Gud selv, og at vi ikke selv skal skabe religiøsiteten gennem samfundstyranniske shariagerninger. Derfor taler vi i kristendommen så meget om ”tro”, fordi det er denne tro og ikke gerninger – hverken islamiske eller kristne – der sætter os i det rette forhold til Gud. 

 

Derfor afviser vi islamisk underkastelse og sharialov. Vi tror ikke, at Gud er ”stor”, fordi vi underkaster os; eller at Gud bliver ”større” af, at vi underkaster os. Gud har i kristendommen – dvs. i Kristus – gjort og vist sig selv så stor, at vi mennesker i vores ubegribelige ubetydelighed er blevet gjort aldeles frie af det. Vi tror, at vi hverken kan gøre fra eller til hvad angår Guds storhed. Og vi tror, at den islamiske underkastelse blot vidner om et totalt ukendskab til, hvem Gud er. Et islamisk ukendskab, der således også vidner om en meget lille islamisk gud, der ikke kan være stor, uden at mennesket underkaster sig gennem shariagerninger.

 

Derfor skal vi også holde fast ved – både hvad angår det enkelte menneske, men sandelig også fordi vi er kristne i et kristent og frit samfund – at dåben er afskaffelse af al social-religiøs sharialov og af islamisk renhedsunderkastelse. Afskaffelse af al den menneskelige trosiver, hvormed mennesker kan hæve sig op over andre, om det så sker, sådan som muslimer gør det, ved menneskers selviscenesatte ”underkastelse” eller ved at skabe religiøst rene og afsondrede parallelsamfund, der ikke vil have med de urene, vantro dhimmier at gøre. Det er det, vi som det danske folkeslag har fået befalet og lært, og som vi skal holde fast ved! Og ud fra dette skal vi betragte islamiseringens underkastelse som en både overforkrampet og tyrannisk religiøsitet for både mennesker og samfund.

 

I det kristne samfund bekendes kristendommen politisk

Det samfund, hvor borgerne er døbt i den kristne tro, er et samfund af fire borgere. Frie fra at skulle helliggøre sig gennem islamiseringens underkastelse, fordi den kristne tro og dåb ikke blot er individets sag. Her har det, som vi har lært af kristendommen, Jesu Kristi lære, netop fået virkning i menneskers fællesskab; har fået samfundsvirkning. I missions – og dåbsbefalingen tales der ikke om enkeltmennesker, der lever uden for enhver sammenhæng med hinanden i deres forhold til Gud. Nej, der tales om ”folkeslag”. Denne befaling er derfor også en sag, der angår samfundet og nationalstaten. Den er hele ”folkeslagets” sag, danskernes fælles sag. ”Lær dem at holde alt det, som jeg har befalet jer” – sagt om ”folkeslag”.

 

Hvor det kristne samfund er, dér bekendes og anvendes kristendommen politisk. Dette er ikke blot historisk, sociologisk og kulturelt en kendsgerning om det danske samfund. Det er også sandhed i teologisk forstand, selvom der blandt danske teologer og præster er nogle, der i deres sekulariseringssværmeri benægter dette. 

 

Det er sandt: Intet menneske og intet samfund kan rose sig over for Gud for sin sociale adfærd, for sine gerninger, handlinger og love. Menneskelige samfund er ikke guddommelige; og samfundets lovgivere kan ikke som guder sætte det guddommelige stempel på deres love og myndighedshandlinger, sådan som muslimerne gør det. 

 

Men derfor kan og skal både menneske og samfund holde fast i – og netop bruge! – den lære, der i det kristne evangelium fortæller os, at ufrihedens onde ånder, der vil undertvinge mennesker og samfund, skal fordømmes, bekæmpes og holdes ude. Det er kristendommen, der afviser, at mennesker og samfund kan gøre sig til guder over for hinanden. Dette skal siges og bruges! Også politisk imod islamiseringen!

 

Kristendommen modsiger islamiske og andre socialt-religiøse renhedsbestræbelser

Med kristendommen er vi frie til at være ”de urene.” Kristendommen vil bære over med vores ufuldkomne eksistens, vores syndefulde historie og urene fortid. Fordi kristendommen kender det djævelske element i menneskelivet, og kender de dæmoniske samfundsånder. 

 

Kristendommen véd dette, og vil derfor lære os, at det største tyranni, der kan bringes over menneskene og deres samfund, er det tyranni, der indfinder sig dér, hvor mennesker selv vil skabe det rene, hellige og fuldkomne samfund – som i islam, kommunismen og nazismen. Og som indfinder sig overalt, hvor mennesker selv vil rense og desinficere sig for den skyld, som vi har pådraget os igennem vort liv og vores egen historie – som det fx sker i vor tids antiracistiske og voldelige ikonoklastiske udrensning af mindesmærker. 

 

Derfor er – for både enkeltmenneske og samfund – det bedste værn imod ethvert religiøst tyranni også at vedstå, til stadighed at erindre og leve med sin syndefulde og ufuldkomne fortid. Sådan som kristendommen netop lærer os det. Hvorimod alle samfundsmæssige religiøse renhedsbestræbelser og ideologiske udrensningsprojekter er den rene pest. 

 

Det rene menneske! Det rene samfund! Den rene lovgivning, sharia! Den rene og rensede historie! Renhed overalt, hvor vi vender blikket hen! Den hvidvaskede nutid til forskel fra den sorte og forbryderiske fortid! De rene minder og mindesmærker! Den rene hukommelse og den rene samvittighed! Mind os endelig ikke om, at vi er de ufuldkomne syndere, vi er! Dét er den totalitære puritanisme i mange former. 

 

Og sådan bliver også vort samfunds totale sekularisering – når den sker uden at fastholde kristendommen som samfundets og sekularitetens fundament! – et udtryk for den religionsudrensende hykleriske hellighed, der ikke vil høre tale om vore synder og vort samfunds ufuldkommenhed. Det antikristne sekulariseringsrene samfund bliver derfor det perfektionerede vækstmiljø for den totalitære renhed. Intet under, at islam netop i det 20. århundrede har kunnet opleve en væksteksplosion i Europa. 

 

Hvor kristendommen er forsvundet, fordi det rene sekulariseringssværmeri har taget over, er der intet tilbage til at modsige den menneskelige og samfundsmæssige renhed. Derfor er det også tydeligt, at de politiske partier og strømninger, der er mest aktive for en ensrettet socialisering af samfundet og for at udrydde de menneskelige tanker, historiske vaner og den samfundsadfærd, som disse partier forbinder med en form for social fordomsfuldhed eller ondskab, ja, netop disse politiske partier er de største modstandere og hadere af kristendommens rolle i det danske samfunds offentlige affærer. De kalder kristendom i politik for ”religiøs racisme” eller ”religiøs diskrimination”. Men de taler også ud fra en anden ånd.

 

Hvor kristendommens ånd er, dér er der frihed

Hvis kristendommen eksisterer iblandt os, så vil den tage bolig og få både menneskelig og samfundsmæssig krop og jordisk-national geografi. Det er netop det, Guds Ånd i form af kristendommen vil. Den vil give os både den åndsfrihed og den samfundsfrihed, som Muhammed og islam og andre frihedsforagtende religioner, sociale retfærdighedsideologier og puritanske racisme-udrensninger med deres overgreb og tvangsforanstaltninger vil nægte os. Kristendommen vil give frihed til urene syndere, og værne os imod alle renhedstyranner, det være sig islam eller andre maniske, sociale udrensningsbevægelser.

 

Ingen ånd eller religion kan eller vil leve i et passivt, privat indelukke. Ånd vil ud af det indre og skabe ydre samfundsgerninger! Hverken den kristne eller den muslimske borger kan adskille sit private syn på religion, dvs. sin indre tro, fra sit private syn på menneskers offentlige samliv, samfundet. Og det kan heller ikke socialisten, kommunisten, ateisten, nazisten eller sekularisten. 

 

Den kristne kan det heller ikke, og skal det heller ikke. Kristendommens tale om ”næstekærlighed” er netop kristendommens meget markante benægtelse af, at en indre gudstro kan være uden ydre gerninger. Enhver religion, enhver tro må netop få et verdsligt ydre udtryk i samfund og samliv mellem mennesker. 

 

Eller sagt på en anden måde: Religion vil have offentlighed, politik og samfundsmæssige konsekvenser. Sådan er det også med kristendommen. Selv om netop denne religion – i modsætning til alle andre religioner – stræber efter lige akkurat den samfundsmæssige konsekvens, at samfundet skal forsvare og understøtte den enkelte borgers frihed i forhold til Gud, fordi heller ikke ”samfundet” i nogen udgave må stille sig imellem Gud og det enkelte menneske. Hvor kristendommens ånd er, dér er der frihed! Og hvor denne frihed er, dér vil den også materialisere sig i samfundslivet, selv om disse sekulariseringspræster modarbejder denne kristne frihedsånd. 

 

Når det er sådan, er derfor det helt afgørende: At det er kristendommen, vi skal fastholde – politisk! – som fundamentet for vort samfund. Som det religiøse grundlag for alle offentlige affærer i Danmark.

 

I kristendommens navn skal der lovgives om friheden i det danske samfund

Samfundets politikere i det kristne Danmark skal derfor ligesom fortalerne for alle andre religioner handle gennem lovgivning i kristendommens navn. Men netop handle modsat alle andre religioner! Og handle modsat ved – under henvisning til friheden i kristendommen – at lovgive imod de religioner og ideologier, som gennem en bestemt social-religiøs adfærd og samfundsindretning vil underkaste borgerne et bundet gudsforhold i såvel tro som i ydre religiøs og social adfærd. For kristendommen vil have gerninger i næstesocialiteten. Kristendom vil og kan ikke leve i et gerningsløst indelukke. Men kristendommen afviser pure, at bestemte lovbundne religiøst-sociale gerninger i sig selv kan være vejen til Gud og til hellighed, sådan som islam siger det.

 

Dette er det paradoksale i kristendommen: At det frie samfund og dets lovgivning må binde sig til den kristne Gud, fordi kun denne Gud giver borgerne frihed i deres gudsforhold, og tillader dem at afvise enhver gud og ethvert religiøst eller ideologisk renhedsideal. 

 

Og det paradoksale er igen: At et samfund kan ikke fastholde sine borgere i en sådan ”gudsfrihed” ved at sekularisere alle guder ud af samfundslivet. For en sådan samfundsmæssigt sekulariseret ”gudløshed” – en sådan totaludrensning af guder – åbner blot op for, at alle mulige gudstyrannier får frit spil i samfundet. Derfor har også islam fået frit spil i vort samfund. Der skal en god Gud til at udrense onde guder; ellers vil blot mange flere onde guder, værre end den første, vende tilbage og besætte det rensede, ”ledige og fejede og prydede” samfund. Sekularisering er ikke det egentlige, men det er kristendommen.

 

Derfor har det også op igennem historien været tydeligt, at de kendte samfundstyranniers ivrigste bestræbelse fra første færd har været at sætte kristendommen ud af spillet som en samfundsfaktor. I islam, under Den Franske Revolution, i kommunismen, nazismen og i mange andre menneskelige projekter, hvis kerneide var at overtage gudsrollen over mennesker, deres tankegange og samfund. Alle har de jagtet og forfulgt kristendommen. Kristendom ud af politik, og hvad får vi? Netop alle disse samfundsdæmoner eller noget, der ligner. Det er ikke uden grund, at der i Rusland, efter sovjetkommunismens fald i 1980erne, er nyopført tusindvis af russisk-ortodokse kirker. I dag er der i Rusland omkring 36.000 kirker, hvor der for 30 år siden var cirka 6.000. 

 

Karl Marx sagde: ”Religion er folkets opium.” Dermed ville han netop med et religionsfjendsk sprog udtrykke, at kristendom spærrede vejen for den totale gudløse sekularisering, hvormed kommunismen kunne manipulere og med revolutionær vold tvinge borgerne i samfundet hen til det totalitært-sociale rensningscenter, hvor borgerne ikke med støtte i kristendommen kunne sige: Nej, mit forhold til Gud, dvs. til samfundets fundament, er helt mit eget; intet samfund kan komme imellem Gud og mig.

 

Der kan overhovedet ikke tales om et samfunds ultimative fundament, uden at der tales om religion, tales om Gud. Derfor er det for et samfund virkeligt afgørende – også politisk! – at vælge og fastholde den Gud, der som den eneste afviser, at noget menneske, noget samfund eller nogen religiøs-social eller totalitær-human tankegang kan overtage gudsrollen over borgere og samfund.  

 

Den gudløse sekularisering udelukker derimod ingen guder, men tillader dem alle at få magt over samfundets borgere, og giver enhver gud, også de tyranniske, frit løb i samfundet. Kristendommen derimod udelukker alle guder undtagen den ene, der giver den samfundsindretning, hvor enhver borger kan sige: Mit forhold til Gud er helt mit eget. Her kan der ikke være tvang, terror, social trosopdragelse eller religiøst påtvunget socialadfærd.

 

Sekulariseringstankegangen har lært os at forbande både fortidens og nutidens religionskrige, fordi disse krige med deres ultimative og tilspidsede karakter bragte de værste udskejelser og forbrydelser frem mellem mennesker og samfund. Gud fri os for sådanne krige! 

 

Men det vil være den dybeste løgn at tro, at noget menneske og noget samfund gennem sekularisering kan unddrage sig en kamp om Gud. Eller at tro, at et sekulariseret samfund kan redde sig igennem til Fredens Tusindårsrige ved blot at overgive sig til alle guder i en falsk forestilling om, at man dermed gør dem alle ligegyldige. 

 

De vigtigste opgør mellem såvel mennesker som samfund vil altid være et opgør mellem den ene gud mod den anden gud. Det politiske og historiske spørgsmål bliver så, om man har – eller får! – disse opgør uden for Danmark eller internt i Danmark. Fred kan vi sikkert godt få. En kristen fred eller en islamisk fred. Begge kan sikkert og vist ikke fås på samme tid. Nu har vi selv lukket islamiseringen og det islamiske ”krigens hus” ind i vort samfund. Kristendom er vor eneste redning.

 

Sekularisering uden kristendom vanskeliggør – eller umuliggør – vores kamp mod islamiseringen

Hvorfor har vi i dag vanskeligheder med at forsvare os imod islam og bekæmpe islamiseringen af det danske samfund og danskernes hverdag. Og svært ved at beskytte os imod den gudstvang og de sharialove, som islamiseringen medfører? 

 

Fordi vi fejlagtigt – og tvunget af alskens kristendomsfjendske internationale konventioner og aftaler – forsvarer os med henvisning til det danske samfunds ”sekularisering.” Med denne sekularisering må vi netop overgive os til islam, da det sekulariserede samfund intet modsvar har over for islam. For det sekulariserede samfund og dets sekulariserede myndigheder ikke har lov til at skelne eller favorisere den ene gud mod den anden gud. 

 

Det er jo i sin essens det, som de sekulariseringsfokuserede og nihilistiske konventioner forbyder. Konventionerne forbyder, at et land og et samfund vælger Gud, kristendommens Gud, og indretter sig politisk efter det. For uden et sådant forbud ville og skulle det kristne Europa politisk rejse sig imod islam. Men den ideologiske og sekularistiske konventionalisme vil derfor fjerne Gud fra enhver betydning i politik, samfundsforståelse og social adfærd. Europa har overgivet sig. Det er skæbnesvangert for det danske og de europæiske samfund! 

 

Danmarks og Europas nuværende håbløse kamp imod islam og islamiseringen har netop vist, at sekulariseringen og den sekulariserede indvandrer-integration slet ikke kan forsvare kernen i borgerens frihed, frihed i forhold til Gud. For sekulariseringen i sig selv tillader slet ikke samfundet at skelne mellem guder i sin lovgivning, i sine integrationsprojekter og modforanstaltninger over for islamiseringen. Sekulariseringen – dvs. det argument, der vil fastholde ”det sekulære” som samfundets mest fundamentale princip – udelukker derfor samfundet fra at finde forsvaret imod islam og islamiseringen det eneste sted, hvor dette forsvar findes: i kristendommen. For kun hvor der er kristendom, er der frihed! 

 

Også i samfundsanliggender skal der virkelig en gud til at bekæmpe en anden gud; en god Gud til at bekæmpe en dårlig gud. Et stærkt samfund skal have en stærk gud; det vidste de gamle – endog de overtroiske hedninger – langt tilbage i historien; for der er en stærk virkelighed i dette. Et samfund og et land, der ikke vil forlade sig på nogen gud, taber til en hvilken som helst gud; landet ligger åbent. Eller landet vælger i en afsporet kristendomsforståelse den gud, der hedder ”sekulariteten”, og hvis virkning er en religiøs afvæbning af landet, så dette ikke har noget modsvar eller forsvar mod islamisering. 

 

Derfor har vi brug for at sætte kristendommens Gud, frihedens Gud, op imod islams underkastelsesgud. For det væsentlige ved det danske samfund – og dets styrke! – er ikke, at det er et sekulariseret samfund; det væsentlige er, at det er et kristent samfund. Som Christian den Fjerde sagde i sit valgsprog: ”Fromhed styrker rigerne.”

 

I Danmark skal der ikke være fri konkurrence for en religions dominans i samfundet

I diskussionen om religionernes rolle i det danske samfundsliv siges det ofte: Der er religionsfrihed i Danmark, men ikke religionslighed! Hyppigt bruges dette politiske slogan af de mennesker, der ønsker at bevare kristendommens fremtrædende stilling i det danske samfund. Og givet er det, at dette slogan udtrykker essensen af den særstilling, som Grundloven med sine paragraffer om folkekirken og andre trossamfund giver den evangelisk-lutherske bekendelse. 

 

Men Grundloven taler ikke om religion eller religionsfrihed. Grundloven taler ikke om, at nogen anden religion på lige konkurrencevilkår med kristendommen kan eller må etablere sig som fundament under det danske samfund som en religiøst revolutionær forandring af den sociale adfærd og samfundsinstitutioner af enhver art. 

 

Grundloven taler ikke om, at enhver religion har ret til at etablere sig som en religiøs-politisk magtfaktor i det danske samfund. Fx gennem etablering af religiøse friskoler, krav om offentlige myndigheders særlig hensyntagen til religionen, krav om særlige samfundsfaciliteters accept af religionspåbudt adfærd, særlige islamiske bederum i offentlige institutioner, ved islamiserende borgerkontrol i trafikken, skolerne, gaderne og gennem øget autonomisering af bydele mv. 

 

Sådan har islam ikke – og skal heller ikke have – frihed til at etablere sig som en religion, der i forhold til kristendommen og Danmarks religiøse samfundsfundament, er en parallel-religion. Danmark har ikke religionsfrihed i forhold til samfundsindretningen. Danmark har trosfrihed for den enkelte borger.

 

Om trosfrihed – som enkelt-borgerens rettighed i Danmark – siger Grundloven:
§ 4: Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.
Denne grundlovsparagraf giver udtryk for, at staten i sin opfattelse af borgerens frihed i forhold til Gud knytter sig direkte til det danske folks opfattelse af det samme gudsforhold og den samme frihed, som dette læres i folkets evangelisk-lutherske tro. Det danske folk har gjort den evangelisk-lutherske bekendelse til fundament under det danske samfund; og har gjort dette som grundlov.

  • 6: Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke.
  • 67: Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning.
  • 68: Ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen.
  • 70: Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.
    § 71: Den personlige frihed er ukrænkelig.
    Det vil bla. sige, at enhver borgers forhold til Gud er helt hans eget. 
  • 71: Ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning underkastes nogen form for frihedsberøvelse.

 

Enhver kan spørge sig selv, i hvilken grad denne Grundlov og disse paragraffer om trosfrihed er forenelige med de islamiske samfund, vi kender i verden i dag. Og man kan også spørge sig selv om, i hvilken grad disse grundlovs-paragraffer vil kunne bevares i et eventuelt fremtidigt islamisk Danmark. Ingen kan være i tvivl om, at i dette perspektiv skal Danmark holde fast i kristendommen, også i det politiske arbejde.

 

Danmark er måske multireligiøst i sin befolkningsmæssige sammensætning. Men Danmark er ikke multireligiøst i sin statslige og samfundsmæssige konstitution; for under Danmarks konstitution ligger den kristne opfattelse, at borgerne – i det fundamentale – er lige og frie i forhold til Gud. Danmark er historisk, konstitutionelt, kulturelt, samfundsmæssigt og i befolkningens sociale forståelse et kristent land. Dette er blevet fastholdt gennem tusind år, uanset hvor mange religiøse, ideologiske, socialt-totalitære og politiske storme der gennem tiderne har blæst hen over Danmark.  

 

Kristendom og borgerlige rettigheder

Grundloven taler i de ovennævnte lovparagraffer således ikke om – og har slet ikke tilsigtet – at en anden religion end kristendommen skulle erobre pladsen som det danske samfunds religiøse fundament. Grundloven tilsigter frihed efter dens helt fundamentale karakter: som borgernes frihed i forhold til Gud. Og den danske stat sætter sin magt bag dette religiøse stats- og samfundsfundament; og skal også gøre det imod islamiseringen.

 

Grundloven taler derimod om tro og trossamfund inden for den forudsætning, at kristendommen er fundamentet for det danske samfund, sådan som den forkyndes efter den evangelisk-lutherske bekendelse. Denne bekendelse vandt indpas i Danmark under Reformationen i perioden 1520 – 1539. En reformation, der ved sine elementer af krige, arrestationer, konfiskationer og statens fysiske indgreb viste den uundgåelige og afgørende forbindelse, der må være mellem politik, samfundsindretningen og samfundets religiøse fundament. Ud fra denne forbindelse og denne kristne bekendelse taler Grundloven i dag om borgerens selvstændige stilling over for Gud, i tro og social gerning. 

 

Fra kristendommen har Grundloven og dens skabere den viden og lære, at som Gud ikke tvinger nogen, sådan kan heller ikke det danske samfund tvinge nogen borger – når det drejer sig om forholdet til Gud! Grundloven vil overhovedet ikke anerkende islams underkastelsesholdning til Gud. Islam og kristendom har en diametralt modsat opfattelse af, hvordan religion skal give sig udtryk i politik og samfund. 

 

Derfor taler Grundloven om borgerens trosbekendelse og gudsdyrkelse alene som en tale om ”individuelt-borgerlige” rettigheder. Men Grundloven taler ikke om, at Danmark som land, stat og samfund kan eller skal blive andet end kristent.

 

Der er i Grundloven tale om både den afgørende forskel og den afgørende sammenhæng mellem religion som samfundsfundament på den ene side og borgerlige individ-rettigheder i forhold til religion på den anden side. Kristendommen binder samfundet som helhed til sig som samfundets fundament, og vi danske borgere fastholder kristendommen – dét er uforanderligheden i det danske forhold mellem religion og samfund. Men omvendt: når kristendommen er samfundets fundament, giver både kristendom og samfund den enkelte borger frihed til at dyrke Gud på den måde, der stemmer med hans overbevisning. 

 

Og årsagen er, at det danske samfund ikke kan være gud for nogen borger. Grundloven kan det heller ikke. Heller ikke sharialoven Gud er over samfundet, og over Grundloven. Samfundet kan ikke give guddommelige love. Borgerens forhold til Gud er helt hans eget. Det fortæller kristendommen os. 

 

I forhold til kristendommen er et samfund altid et samfund af uhellige og vantro syndere. Men for islam er det islamiske samfund et samfund af rettroende og rene. En rettroenhed og renhed, som i islamiske samfund påvirker samfundslovgivningen, samfundsindretningen, den sociale adfærd og den sociale tugt – religiøst i forskellig grad. 

 

Hvor langt skal den såkaldte ”religionsfrihed” da række?

Men når man hævder den uindskrænkede religionsfrihed i Danmark, hvor langt skulle denne frihed da række? Kunne man forestille sig, at Grundloven skulle tillade, at en islamisk enklave i Danmark (et beboerområde, en landsby, Nørrebro-bydelen ell. lign.) sendte en uafhængighedserklæring til den danske stat. Og med henvisning til Grundlovens § 67 sagde: ”Vores ret til at forene os i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med vores overbevisning” kræver, at vi ikke er underordnet et vantro, sekulærkristent statsstyre. Vores gudstro kræver, at vi statsligt og politisk er styret af islamiske regler i et rent islamisk samfund.” 

 

Ville nogen, der kender islam og holdningsundersøgelser blandt muslimer i både Danmark og Europa, kunne benægte, at dette for mange muslimer er det islamiske endemål. Og ville nogen derfor kunne undgå at erkende, at modsvaret på en sådan udvikling aldrig kunne være henvisning til det sekulære samfunds neutrale holdning til religion. Men at svaret på en sådan uafhængighedserklæring tværtimod netop må være: ”Nej, for Danmark er et kristent land!”

 

Dette skal uden tøven markeres politisk. Ganske som det lydligt markeres fra vore kirker overalt i luften over Danmark. Klokkeringningen fra de kristne kirker i Danmark er en offentlig påmindelse til enhver borger om, at hans forhold til Gud er frit, både i hans tro, hans gerninger og hans sociale adfærd. Lyden af bønnekald fra de islamiske minareter er et kald til underkastelse; underkastelse er essensen i islam hvad angår tro og gerninger. Det er forskellen mellem kristendommen og islam i den ydre indvirkning, disse to religioner har på samfundet.

 

At Danmark gennem Grundloven giver frihed til en personlig tro, en personlig religion – som en borgerlig frihedsrettighed – er ikke det samme som at give tilladelse til, at en hvilken som helst tro kan erobre den status at være grundlaget for det danske samfund eller for dele af det.

 

Skulle vi danskere være ligeglade med, om det er kristendommen eller islam, der skal danne grundlaget for vort samfund? Nej, det ville vist mange danskere af rent politiske årsager ikke være ligeglade med. Og disse politiske årsager ville i sidste instans grunde sig i forskellen mellem kristendom og islam. Den sidste, ultimative årsag kan ikke være andet end religiøs. 

 

Vi danskere, der gennem 1000 år er opdraget i kristendommens syn på, hvad et menneskeligt samfund er – syndernes samfund, de urenes, de vantros samfund, de u-helliges, ja, de sekulæres samfund – vi vèd bestemt, at der vil komme to vidt forskellige samfund ud af at vælge mellem kristendom og islam. Skulle det komme til dette valg, må det blive en magtkamp mellem de to religioners opfattelse af, hvad et samfund er. 

 

Hvorfor kan det så være så vanskeligt for mange danskere – og ovenikøbet for kristne præster og teologer – at forstå og forlige sig med, at vi netop i den politiske og samfundsmæssige kamp klart og bevidst skal kæmpe ud fra den forudsætning: At Danmark er et kristent land!? Og kæmpe denne kamp som en enhed af kristen teologi og dansk politik? Den enhed, som netop skal manifestere sig ved, at danske politikere ud fra kristendommen fastholder modsætningen mellem det kristne sekulære samfund og det islamiske religiøse samfund.

 

Kristendommens Gud og ”sekulariseringsguden”

Modsætningerne mellem en kristen og en muslim er overhovedet ikke kun en privatkonfrontation hvad angår personlig religiøs tro. Modsætningen er derimod en konfrontation, der må have konsekvenser i indretningen af samfundet og det offentlige system. For enhver indre, personlig tro må nødvendigvis indeholde et forhold til den ydre omgivende verden. Men hvor kristendommen siger ”indefra og ud”, dvs. fra den personlige tro på frihedens og tilgivelsens Gud og ud i samfundet til næsten, dér siger islam ”udefra og ind”, dvs. fra samfundets underkastelse under den alment gældende sharialov til gud. 

 

”Verdslighed” og sekularisme er udtryk for kristendommens tale om, at vejen til Gud ikke kan gå gennem den ydre verden, gennem samfundet og dets socialt-religiøse adfærd, sådan som islams sharialovgivning siger. Men det betyder netop ikke, at kristendom skal lukkes ude af den ydre verden, af politik og samfundsanliggender. For det er kristendommen, der skaber og giver os det sekulariserede, verdslige samfund, når man indretter samfundet og gennemfører verdslig lovgivning med den ultimative begrundelse i kristendommen. 

 

Men man kan ikke gøre det omvendt, og snyde sig forbi kristendommen eller kristendommens Gud. Man kan ikke skaffe sig verdslighed eller bevare verdsligheden og den ”gudsfrihed”, der ligger i den, blot ved at hævde verdsligheden og sekulariteten i sig selv uden at henvise til og bruge kristendommen som udgangspunkt. 

 

Og slet ikke i forhold til islam. Gør man det, giver man islam og islamiseringen frit løb, netop fordi samfundet har forladt kristendommens Gud og har hengivet sig til sekulariseringen som samfundets nye gud. Den sekularisering, der tillader alle guder, fordi sekulariseringen slet ikke kan skelne mellem guder. For at udtrykke det gammeltestamentligt: ”Sekulariseringsguden” er en hore-gud, der ligger i med alle guder. En ”sekulariseringsgud”, som er svagere end islams gud og må overgive sig til denne i og med, at den ikke har noget at sætte op imod islam. 

 

Det er derfor det kristne samfunds opgave at forsvare ”verdsligheden, sekulariseringen” ved at forsvare kristendommen som samfundets grundvold. Og gøre det netop politisk. I egentlig forstand kan hverken et menneske eller et samfund være verdslig eller sekulariseret uden at være kristen. Eller rettere: Hvis et samfund kalder sig verdslig og sekulariseret uden at ville basere dette på kristendommen, kan man være sikker på, at dette samfund har eller er på vej til at få en anden gud, som ikke er frihedens Gud. 

 

Det er nødvendigt for kristne politikere ufortrødent at hævde den Gud, som er den eneste Gud, hos hvem der kan findes og hentes frihed for mennesker og samfundets borgere. Og at forsvare Danmark som et kristent samfund og et kristent land netop med samfundsforanstaltninger og lovgivning, som henter sin begrundelse i kristendommens tale om borgerens frihed i forhold til Gud. Og som altså netop med en sådan lovgivning – på alle samfundsområde, små som store – skal afvise den islamisering, som vil tvinge borgerne til at finde vejen til Gud gennem en særlig ydre samfundsadfærd, sharialoven. Kristendommen afviser på det skarpeste, at denne vej kan lede et menneske til Gud. 

 

Hvad angår islam i Danmark skal denne religion helt og aldeles i ydre adfærd begrænses, så dens tilhængere alene – som Grundloven giver ret til – kan ”forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning.” Alt, hvad der ligger ud over ”at dyrke Gud” inden for dette samfund, trossamfundet, som de har ret til at forene sig i, skal afvises. 

 

Alt, hvad der fra muslimer, fremkommer af krav om, at samfundslivet, den almindelige sociale adfærd, de institutionelle og kulturelle vaner i Danmark skal indrette sig efter de særlige hensyn og pligter, der udspringer af islam, skal afvises. I Danmark er det alene kirkeklokker, der i det offentlige rum skal henvise til, hvem der er Danmarks Gud er. Ikke islamisk bønnekald. Klokkeringningen fra kristne kirker og islamisk bønnekald fra minareterne er virkelig markeringen af to vidt forskellige samfund og deres vidt forskellige, ja, modstridende guder. 

 

Borgernes personlige tro er også et samfundsspørgsmål

Hvis Danmarks befolkning bliver muslimsk, er det ikke bare et ligegyldigt numerisk fænomen, hvor flere eller de fleste danskere som enkeltindivider skifter personlig tro. For med et sådant trosskifte vil det blive åbenbaret, at religiøs tro ikke kun er et individfænomen, men er og bliver et fænomen, der får afgørende betydning på hele samfundet, dets lovgivning og politik. Og gennem samfundsapparatet dermed på alle enkeltindividers liv. 

 

Det danske folks eventuelle personlige og befolkningsmæssige trosskifte til islam vil overhovedet ikke kunne være samfundet og det politiske liv uvedkommende. Og det vil blive umuligt for stat og samfund at opretholde og forsvare det fundament: At enhver borgers forhold til Gud er helt hans eget, uden melleminstanser – sådan som vi i praktisk politisk kan gøre det i dag, netop ud fra kristendommen! 

 

Det er kristendommen og den kristne Gud, der selv sekulariserer. Derfor ingen sand og stærk sekularisering uden fastholdelse af kristendommen. Bliver Danmark islamisk, er det slut med sekulariteten! Det er et enten – eller! Der gives ingen nem sekulær mellemvej uden om religionsvalget. 

 

Grundlovens § 6: ”Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke” 

Et samfund, dvs. et nationalt og geografisk afgrænset stats- og befolkningslegeme, kan erklære sig kristent og bestræbe sig på at leve samfundsmæssigt efter denne selvbestemmelse og denne frihed. Sådan som danskerne har gjort det i Grundloven. Hvad skulle ellers være den helt afgørende forskel på islamiske og kristne samfund? 

 

Grundlovens § 6 siger: ”Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke.” Enhver kan vist forestille sig det danske samfunds situation, hvis Grundloven blev ændret til at sige: ”Kongen skal høre til den islamiske tro.” 

 

Kongen, og nu vor dronning, er Danmarks rigsforstander. Hvad dronningen er, dét er Danmark og den danske øvrighed og statsmagt. Det danske samfunds åndelige fundament er ved lov placeret i Danmarks og det danske folks politiske og majestætiske overhoved. Folkets tro – majestætens lovbundne tro. Ved lov er der sat en forpligtende forbindelse mellem kristendommen som det danske folks kristne tro og udøvelsen af politisk samfundsmyndighed i Danmark. 

 

Ved grundlov er Danmark, den danske øvrighed og statsmagt kristent, fordi danskerne har set og forstået netop den teologiske – den på én gang himmelhøjt åndelige og politisk jordnære! – forbindelse mellem kristendom, samfund, statsmagt, love, samfundsregler og det geografiske danske landområde. 

 

I modsætning til sværmeriske præster og teologer og andre, der ikke tåler at høre om en sådan forbindelse. Ikke tåler at høre, at Danmark er kristent, fordi de tror, at i samfundsanliggender og politik er der sat en teologisk stopper for Gud. Og som derfor ikke forstår en sådan teologisk sammenhæng mellem kristendom og det politiske i et kristent samfund. 

 

En sammenhæng, der altid vil være der, samtidigt med at forskellen altid vil være der. Fordi kristendommen ikke kun kan være et indadvendt personligt-subjektivt forhold til det himmelske, men vil have både menneskelig og samfundsmæssig krop og jordisk-national geografi. Men på en helt anden måde end islam, ja, diametralt modsat, fordi kristendommen vil have krop og gerninger i ansvar og frihed over for Gud for både borger og samfund – i modsætning til islam. 

 

Så fundamentalt byder kristendommens Gud os opretholde denne sammenhæng mellem kristendom, samfundskrop og politiske gerninger, at dér hvor vi svigter denne forbindelse, dér vil Gud sikkert straffe os og gøre dette ved netop ad politisk vej at give os: islam! 

 

Nej, med kristendommen er der ikke sat en stopper for Gud i samfundsanliggender og politik. Men der er med kristendommen sat en stopper for de dæmoner og de mennesker, der tror, at samfund og politik, en særlig social-religiøs eller islamisk adfærd eller en sekulariseret renhed kan føre til Gud. Derfor har kristendommen naturligvis også mange modstandere; for religiøse og sociale renhedstanker styrer mange mennesker.

 

Bliver Danmark – og regenten – islamisk, vil det danske samfund, det politiske liv og myndighedsvæsen ikke kunne forblive det samme. Derfor skal vi fastholde det, som danskerne for længst har valgt og vedtaget: ”Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke.” For hvad kongen/dronningen er, dét er Danmark og det danske samfund i religiøs-fundamental henseende. I det embede, der besiddes af Danmarks majestætiske overhoved, er den statslige krop og den kristne bekendelse forenet. Den kristne bekendelse har fået politisk form og sprog. Danmark er et kristent land; og det danske samfund er et kristent samfund.

 

Den enkelte embedsperson og politiker i det kristne Danmark

Når ”kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke,” og når denne grundlovsbestemmelse peger på en forpligtende forbindelse mellem kristendommen som det danske folks kristne tro og udøvelsen af politisk samfundsmyndighed i Danmark, hvad betyder dette så?

 

Skal den enkelte myndighedsperson være kristen? Pålægger vi den enkelte myndighedsperson, der virker i Danmark, at han personligt skal binde sig til den kristne tro? Nej, det gør vi ikke. Det gør vi ikke engang over for dronningen. Hun kan bare ikke være dronning og sidde i det majestætiske embede, med mindre hun personligt opfylder denne grundlovsbestemmelse. Det er en betingelse, der er knyttet til embedet. Ganske som der mange andre steder i det danske samfund knytter sig særlige betingelser til at besidde et bestemt embede.

 

Når Grundloven har bestemt, at det majestætiske embede skal være bundet til den evangelisk-lutherske tro, betyder det, at Danmark og det danske samfund som sådant, dvs. som samlet dansk myndighedsområde og samlet dansk embedsudøvelse, skal være bundet til kristendommen. Men netop ”samfundet som sådant,” dvs. Danmark som et samlet nationalt embede, en samlet national magt. 

 

Derfor er det selvfølgelig fuldt legalt og berettiget, og også i overensstemmelse med dansk historie og kultur, at politikere og offentlige embedsmænd bekæmper islamiseringen af det danske samfund med henvisning til kristendommen, uanset hvad de som enkeltpersoner har frihed til at tro på.

 

Trosfrihed for borgeren; men ikke religionsfrihed i samfundet

Når det gælder den enkelte borger, forsvarer Danmark den personlige frihed i forholdet til Gud ud fra kristendommen – imod islam! Hvor islam siger underkastelse, siger Danmark frihed. Derfor siger Grundloven, at ”borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning” (Grundloven § 67). 

 

Men dette er vel at mærke en grundlovsbestemmelse, der beskytter den enkelte borger – som enkeltborger! – imod at blive forfulgt, straffet eller arresteret på grund af sin gudstro, hvilket også er underbygget i grundlovsparagrafferne 70 og 71. Der er ikke ”tros-tvang” i Danmark. Det er det, Grundloven siger. Vi giver den enkelte borger fred med sin gud og sin samvittighed. Den enkelte borger har altså trosfrihed i Danmark, begrundet i kristendommen. 

 

Men som sagt: Ingen steder i Grundloven står der, at der er religionsfrihed i Danmark. Som om der samfundsmæssigt er fri religionskonkurrence i myndigheds- og embedsudøvelsen i Danmark. Her må netop alle religioner indordne sig under, at kristendommen er det religiøse fundament for det danske samfund. Her har alle religioner ikke lige ret, og skal heller ikke have det. 

 

Og her må enhver embedsmand – hvis han da vil lære det, tænke over det og tænke sig om – forstå, at det netop er kristendommen, der er den endegyldige og ultimative, dvs. den religiøse, begrundelse for, at danske love, samfundsregler, dansk lovforståelse og myndighedsudøvelse er, som de er. Danmark som statsmagt og embedsområde har bundet sig til kristendommen – historisk, grundlovsmæssigt, kulturelt, samfundsmæssigt, politisk. Ja, al dansk magt – indenrigspolitisk og udenrigspolitisk – har bundet sig til kristendommen. 

 

Samfundets syn på myndighed, lov og ret kan ikke være uden forbindelse med samfundets religiøse fundament. På trods af alle smukke, fascinerende og idealiserende betragtninger over et samfunds mange farverige religionsnuancer knytter et lands valg af religionsfundament sig derfor i allerhøjeste grad også til magtspørgsmålet i et samfund. Der er afgørende forskelle på, hvordan samfundsmagt manifesterer sig i et kristent og i et islamisk eller kommunistisk samfund. 

 

Også kristendommen siger noget om, hvad det kristne samfund skal bruge magt og myndighed til. Herunder først og fremmest til at forhindre den ondskab, hvori mennesker og samfund – ved socialt pres, fysisk chikane, vold eller terror – tvinger andre borgere ind i underkastelse under en bestemt gud. Og til at forhindre, at borgeren ved et sådant gudstyranni frarøves sin mulighed for frit og på eget ansvar at vælge (sin) Gud. Kristendommens Gud er en Gud, der vil vælges i frihed. Som kristendommens Gud ikke tvinger noget menneske, således kan og må det kristne samfund heller ikke tvinge nogen borger til Gud. Det kristne samfund må med andre ord bruge sin magt og myndighed på at forsvare borgerne mod de trusler, herunder islam, der vil nedbryde borgerens frihed i forhold til Gud. Det er en myndighedsopgave.

 

Skal denne frihed bevares og skal magten anvendes i denne frihedsforståelse, skal borgerne i samfundet nødvendigvis lære, hvor denne frihed og magtforståelse kommer fra. Et kristent samfund må lære sine borgere om Gud. Eller rettere: Kristne borgere må holde fast i kristendommen og dens lære, for at bevare friheden og kristendommen som samfundets fundament. Skal danske børn og borgere vide noget om Gud, skal de først og fremmest viden noget om kristendommen.  

 

Et ungt par skulle for nogen tid siden have deres første barn døbt i kirken. Under den forudgående og forberedende samtale med præsten, tog den unge mor straks ordet ud af munden på præsten og sagde til ham: ”Mit barn skal døbes, fordi det senere i livet skal stå frit i dets valg af Gud.” 

 

Skulle det gennem den religiøse udvikling i Danmark komme dertil, at vort samfund kommer i dyb splid med sig selv om samfundets religiøse fundament, da undgås det ikke, at vi kommer til at anvende den politiske magt med alle dets midler til at afgøre, om Danmark skal være: kristent eller islamisk. 

 

For i sidste instans vil indholdet i denne kamp være, om den enkelte borgers forhold til Gud skal være helt hans eget – eller om borgeren skal underkastes gudstugten i sharialoven, i et eller andet omfang. Dette kan – hvad angår det samfund, den danske kultur og levevis, de danske traditioner og den sociale adfærd, vi har vænnet os til gennem århundreder – netop ikke kun være et personligt trosspørgsmål. Det er politik; eller rettere: kristendom i politik!

 

Mænd og kvinder – betragtet religiøst i det kristne danske samfund 

Nogle muslimske kvinder ankom til en dansk svømmehal og forlangte, at de under det indledende brusebad og det efterfølgende svømmebad i bassinet skulle beholde deres burkini på kroppen, fordi deres islamiske tro påbød dem dette. Danske sekulære sundhedshensyn skulle vige for islam.

 

Andre danske svømmehaller har indført kønsadskilt svømning, fordi muslimske kvinder af religiøse årsager ønsker kønsadskillelse, sådan som det praktiseres mange steder inden for islamisk levevis. Den danske institutionspraksis med lighed mellem kønnene skulle vige for islam.

 

Nogle svømmehaller har også nægtet danske fædre at være til stede som tilskuere ved deres mindreårige døtres svømmeopvisning, fordi dette ikke kan tillades af forældre til de deltagende muslimske pigebørn. Danske fædres traditionelle forhold til deres børn bliver brudt af hensyn til islam. 

 

”Gud skabte mennesket i sit billede.” Dvs. lige for Gud skabte han mænd og kvinder. Begge billeder af Gud i den forstand, at her står den ene ikke over den anden i deres forhold til livets evige og religiøse spørgsmål. Her er ingen religiøs rangordning.  Begge står de sideordnet i evighedens afgørelser, som et billede på Gud selv.

 

”Som mand og kvinde skabte han dem.” Dvs. sådan at de som skaberværk kan skelnes fra hinanden ved deres forskellighed. Mænds og kvinders forskellighed – hvis vi ellers er i stand til at definere den – er en forskel i skaberværket, ikke en forskel i forhold til Gud.

 

Mænd og kvinder kan derfor have vidt forskellige – også overvejende kønsbestemte! – ønsker og holdninger til social adfærd. Det står ikke skrevet i vores religion, kristendommen, at fordi mænd og kvinder er lige for Gud, skal de også være tvunget til samtidigt og på lige fod at deltage i alle ting. Det ville være et urimeligt socialt og kønsligt diktatur, både på det menneskenære mikroplan og på det samfundsmæssige makroplan. Kristendommen påbyder ikke kønsadskillelse; for i kristendommen er mænd og kvinder lige for Gud. Og kristendommen forbyder ikke kønsadskillelse; for i kristendommen afgør et menneske ikke sit forhold til Gud ved at gøre noget kønsadskilt.  Danmarks syn på mænd og kvinder er grundlæggende bestemt af kristendommen.

 

Således findes der i det kristne Danmark mange former for ønskværdige, hensigtsmæssige og velbegrundede kønsadskilte aktiviteter. Og selvfølgelig kan mænd og kvinder også bade og svømme adskilte i vore svømmehaller, hvis de ønsker det. De kan også spille håndbold og fodbold adskilte. Og heldigvis også dyrke boksning adskilt. I det kristne Danmark kan det af mange sekulært sociale og dybt menneskelige årsager være særdeles ønskeligt, at mænd og kvinder mødes og gennemfører aktiviteter aldeles adskilt. 

 

I det danske samfund er det kristendommen, der bestemmer synet på kønnet, det enkelte køns stilling i samfundet, det sociale liv eller i familien. Vi forskelsbehandler ikke og skelner ikke mellem mand og kvinde af religiøse årsager; de er lige for Gud. Vores sociale adfærd og vore procedurer i danske samfundsinstitutioner bestemmes ikke af en religiøs forskelsbehandling på mænd og kvinder, som vi ser det i islam. For i kristendommen er der ingen religiøs forskel på mænd og kvinder. Gud har selv fjernet denne forskel. Eller rettere: Der har lige fra Skabelsen slet ikke været nogen ”religiøs” forskel, dvs. rangordning i forhold til Gud.  

 

Kristendommen bestemmer fundamentalt vort syn på frihed, lighed, køn, kønslighed og kønsforskelle i det danske samfund. I Danmark kan og skal en tvungen guddommelig og religiøs rangordning ikke have mulighed for at bestemme og indføre en social adfærd mellem kønnene, sådan som islam ønsker det. Danmark er et kristent samfund. Derfor kæmper vi – og skal vi kæmpe! – for at denne af kristendommen bestemte og helt fundamentale lighed mellem kønnene i forhold til Gud skal afspejle sig i vort samfund – imod islam. Denne lighedskamp er den afgørende; dvs. kampen mellem kristendom og islam. Alle andre kampe for lighed mellem kønnene er i forhold til denne kun menneskers selvoptagne leg med forskelle og nuancer i Guds skaberværk.  

 

Danske politikere, myndighedspersoner, kommunalbestyrelser, borgmestre, institutionsledere osv. 

Danske ministre, politikere, myndighedspersoner, kommunalbestyrelser, borgmestre, institutionsledere osv. kan derfor ikke og skal ikke tillade en kønsadskillelse i det offentlige rum, når en sådan kønsadskillelse indføres som et brud med den religiøst-fundamentale, dvs. kristne, forståelse af al offentlig social adfærd og samfundsindretning i Danmark. 

 

Kønsadskillelse af islamisk-religiøse årsager skal afvises overalt uden for de snævre trossamfund, hvori muslimerne har ret til at dyrke deres gud. Kønsadskillelse inden for trossamfundet – hvor uforståelig den end kan være for os, der som mænd og kvinder sidder ved siden af hinanden i kirken – er eller kan være et element i gudsdyrkelsen i det indre islamiske trossamfund. 

 

Den kan derimod ikke være et element i den kristne ordning af det offentlige rum. Her gælder princippet: Lige for Gud, lige for danske love og regler. Her skal en sådan kønsadskillelse ikke blot afvises, fordi noget sådant vil skabe et religiøst-oppositionelt parallelsamfund i forhold til det øvrige Danmark. Men fordi sanktionering af en islamiseret kønsadskillelse i den offentlige, sociale adfærd, i vort institutionsliv osv. i hele samfundet vil skabe en totalt anderledes grundforståelse af, hvad et menneskesamfund er. At bøje sig for islamiseringens krav om kønsadskillelse – om den så begrundes med religionsfrihed, trosfrihed eller religiøs tolerance – vil være ensbetydende med at indføre – og politisk sanktionere – den religiøst bestemte diskrimination mellem kønnene i det danske samfund og i de danske institutioner.

 

Den vil fjerne den af kristendommen bestemte sekulariserede samfundsforståelse og gøre samfundet religiøst, sådan som islam forstår det. Islamisering vil tugte alle vore sociale handlinger ind under sharialovens gudsforståelse, hvor ingen borger selv kan bestemme sit eget forhold til Gud. Islam vil gøre det sekulære offentlige rum til et helligt offentligt rum. Politisk skal vi bekæmpe dette med utvetydig henvisning til kristendommens forståelse af menneskets og samfundsmagtens forhold til Gud. Også i dag er samfundsmagten – ligesom under enevælden – en magt af Guds nåde; og dermed ikke en magt, der efter den islamiske samfundsforståelse skal gøre sig til gud for mennesker.

 

Islamisering betyder religiøs diskrimination

Islamisering betyder, at islam gennem shariatugten, dens samfundsmæssige institutionalisering og den religiøst disciplinerede vanedannelse vil erstatte den religiøse grundbetragtning af samfundet, som kristendommen gennem århundreder har givet danskerne. Det er mission gennem dominant religiøs praksis. Det er en kamp om fundamentet. Derfor også en kamp, hvor politikeren skal henvise til kristendommen.

 

Den frihed og lighed for borgeren, som i Danmark gennem århundreder har grundet sig på kristendommen, vil blive ændret til en religiøs diskrimination – i det fundamentale. Ikke blot som en religiøs diskrimination mellem mænd og kvinder; men mellem islamiske troende, dvs. muslimer, og de vantro. Ja, denne diskrimination er her allerede. Ligheden for Gud bliver ophævet; derfor bliver ligheden i samfundet det også. Det er konsekvensen af islamiseringen. 

 

Derfor må en sådan fundamental religiøs diskrimination også politisk have et fundamentalt religiøst modsvar: kristendommen. For her vil en simpel henvisning til sekulariseringen og dens sekulære lighedsbetragtning – mellem religioner, mellem kønnene i det offentlige rum osv. – der ikke baserer sig på, at kristendommen er fundamentet under det danske samfund, føre til, at denne lighedsbetragtning med tiden totalt ophæver sig selv på grund af islamiseringen erobring af den sociale tankegang i Danmark. At bekæmpe islamisering ved hjælp af sekularisering er det samme som at bekæmpe ild med halm.

 

Og beviset på dette er: I diskussionen om kønsadskillelse i svømmehallerne har mange mennesker ikke kunnet se logikken i at forbyde denne kønsadskillelse, når vi på så mange andre områder og steder i det offentlige rum tillader kønsadskillelse. Nej netop, for logikken og konsekvensen i friheden og ligheden i det danske samfund kan ikke forstås ud fra en simpel sekulariseret betragtning. Dvs. når man lukker de fundamentale faktorer, kristendom eller islam, ude af denne lighedsdiskussion. 

 

Dette er i sin kerne ikke et forbud mod kønsadskillelse. Det er derimod et forbud mod i det offentlige at behandle kvinder, som om de i forhold til Gud er underordnede – underkastede! – manden. Ja, det er islams halvguddommeliggørelse af manden. For denne islamiske forskel på mænd og kvinder er i virkeligheden et billede på islams underkastelse, hvor det ikke er tilgivelse, frihed og lighed, der gælder; men derimod underkastelse under hellig lov i samfundet. 

 

Kristendommen afviser, at borgerens forhold til Gud nogen sinde kan skabes af de forhold, der angår den sociale offentlighed. I Danmark bliver vi ikke fromme og hellige ved hjælp af de rette sociale gerninger. Det er det, danskerne holder fast i, når Danmark er et kristent land. Mens islam og islamiseringen derimod – gennem sharialovens gudstugt – vil gøre den enkelte borgers forhold til Gud til et spørgsmål om, hvordan borgeren optræder socialt i det offentlige rum; dvs. til et spørgsmål om ydre religiøs diskrimination. 

 

Kristendom betyder ophævelse af enhver religiøs diskrimination mellem mennesker; alle er lige for Gud. Islam betyder indførelse af religiøs diskrimination mellem mennesker. Ud fra kristendommen siger vi, at det alene er Gud selv, der vil og kan skelne – dvs. diskriminere! – om vore gerninger er hellige og rettroende gerninger. Mens islam vil påføre alle samfundets borgere de rette hellige, rettroende gerninger.   

 

Derfor er det også i det kristne Danmark særdeles relevant og påkrævet at afvise enhver islamisk begrundet særbehandling, ændret institutionsadfærd eller social adfærd i det offentlige rum. Og gøre dette politisk – netop med begrundelse i kristendommen. For i Danmarks offentlige rum er det kristendommens forståelse af borgerens frihed og lighed i forhold til Gud, der skal manifestere sig. I Danmarks offentlige rum er der ikke og skal der ikke være plads til islam som en ny, religiøs konstituering af den danske samfundsorden. Der er ikke religionsfrihed i Danmark, men – kun! – trosfrihed for den enkelte borger. Dette ”kun” er vigtigt; for det betyder, at borgerens frihed i forhold til Gud er bestemt af den kristendom, der ved Grundloven – og historisk og kulturelt – har fået det afgørende ord i Danmark. 

  

I almindelighed kan og skal altså danske myndighedspersoner afvise muslimer, der i det danske samfund kræver særlige rettigheder, blot fordi de er muslimer. Muslimernes religion, islam, giver i det danske samfundsliv ingen særlig adgang for muslimer til at få deres specielle sharia-religiøse ønsker opfyldt. Sådanne ønsker kan man fra myndighedsudøvernes og institutionsledernes side uden omsvøb afvise med henvisning, at danske samfundsregler og love gælder ensartet for alle.  

 

For disse regler og love er vedtaget med kristendommen som grundlag i den forstand, at sådan som enhver er lige for Gud, uanset om man er troende eller ej, synder eller ej, kristen eller muslim, sådan har enhver borger også at rette sig efter de danske regler og love uanset personlig tro. I Danmark kan borgerens forhold til Gud aldrig blive andet end synderens forhold til Gud, sådan som kristendommen har lært os. Vi kan ikke helliggøre os selv over for Gud, hverken i hjertets indre tro eller i vore ydre gerninger i samfundet. 

 

Når vi derfor som kristne – af bedste evne og som ufuldkomne syndere! – udfolder denne tro, denne gudsforståelse, i vort samfund, da betyder det en afvisning af islams helliggørende perfektionering af mennesker og samfund. I Danmark gælder det, at en særlig offentlig adfærd ikke bringer en borger nærmere til Gud; og en sådan opfattelse skal heller ikke institutionaliseres i Danmark gennem islamisering. Hvilket gudstyranni kunne det ikke udvikle sig til i det danske samfund!

 

Som vi ved: Nogle muslimer vil fx ikke give hånd til kvinder eller til vantro danskere på grund af deres opfattelse af, at der er en forskel på muslimers islamiske renhed og hellighed og de kristne danskeres. Og de begrunder ovenikøbet denne hellige adfærd ved med stolthed og selvbevidsthed at henvise til, at også de almindelige menneskerettigheder og diskriminationslove skal vise respekt for denne religiøse hellighedsdistance, fordi den er en personlig tro. 

 

Over for en sådan selvhellig adfærd er der kun et svar: ”Her er vi alle syndere, alle urene!” Hvad ville vi sige om en kristen dansker, der over for en anden kristen dansker opførte sig sådan? Vi ville kalde ham for en skinhellig farisæer. For kristendommen har lært os, at vi er alle syndere. Vort samfund er syndernes samfund; dét, som islam ikke kan acceptere, fordi islam er en selvhellig farisæisk religion fra ende til anden, og fordi muslimerne ud fra islam betragter sig selv som en religiøs overklasse.

 

Hvorfor skal vi så overhovedet acceptere, at en religion som islam, der i sin forståelse af samfund og social adfærd baserer sig på en farisæisk hellighedsdistance til andre mennesker, får nogen som helst indflydelse i det danske samfund? Vil vi virkelig gøre dette til grundtankegangen i det danske samfund? Nej, politisk skal vi forsvare Danmark og vort samfund med begrundelse i kristendommens lære. 

 

Domstolene: Lige for Gud, lige for lov, ret og dom

Ud fra kristendommens forståelse af, at mand og kvinde er lige for Gud, kræver vi lighed mellem mænd og kvinder i alle basale samfundsforhold. Lige for Gud, lige for lov, ret og dom. Dog uden at vi af den grund afviser, at mænds og kvinders forskellighed kan og skal medføre forskellig hensyntagen i mange praktiske, sociale forhold. 

 

Men siger man ”lighed” til alt i samfundet uden at vælge det religiøse fundament, dvs. den gudsforståelse, som denne lighed skal hvile på, så opstår der vanskeligheder og indre splid i samfundet. For hvordan kan man kræve denne grundlæggende lighed og ligeberettigelse mellem mænd og kvinder og samtidig kræve og give den samme grundlæggende lighed og ligeberettigelse til alle religioner, dvs. til islam, i samfundet. Når man giver islam denne ligeberettigelse i det danske samfund, vil det betyde, at islam har lige ret til at virke for sit religiøst diskriminerende syn på kvinder. Nej, der kan ikke gives lige ret for religioner i det danske samfund. For lighed i det danske samfund har et religiøst fundament: kristendommen! 

 

I Storbritannien har der over de seneste årtier udviklet sig et parallelt retssystem med mange islamiske sharia-domstole. Disse domstole dømmer i civilretlige sager om bla. ægteskaber, skilsmisser, forældremyndighed, arvespørgsmål o.lign. Sådan har man i Storbritannien på grund af misforståelse af religionsfrihed praktiseret og implementeret den islamiske lov; den lov, der skelner mellem mænd og kvinder, fordi islam i sin religion og gudsforståelse giver mænd og kvinder en forskellig stilling i forhold til deres gud.  

 

I Danmark er den såkaldte ”religionsfrihed” udelukkende en grundlovssikret garanti for, at staten, samfundet og de offentlige myndigheder ikke vil bryde ind i det enkelte borgerindivids private forhold til Gud, og herunder heller ikke vil bryde ind i hans gudsdyrkelse, sådan som denne efter dansk lov tillades i forenede trossamfund. Trossamfund skal således alene forstås som en udvidet form for det private gudsforhold, der omfatter gudsdyrkelse i forening med ligesindede. 

 

Men derudover er der ingen religionsfrihed i Danmark. Islam har ingen frihed eller ret til – ud over den private gudsdyrkelse i forening med andre – at etablere sig uden for denne ”privathed” som en offentlig religiøs og social magtfaktor i det danske samfund. For fundamentet under det danske samfund er kristendommens forståelse af, hvad Gud, menneske, mand og kvinde og samfund er.

 

Dermed skal heller ikke islams forståelse af dom og ret have lov til at etablere sig i Danmark. For islam dømmer religiøst, idet shariadomstolene blander en borgers forhold til Gud ind som et element i domsafgørelsen, ud fra sharialovgivningen. Men forholdet mellem den enkelte borger og Gud er alene en sag mellem denne borger selv og Gud, siger vi – ud fra kristendommen. Derfor dømmer vi alene sekulært og a-religiøst ud fra sekulære og a-religiøse love. Kristendommen er fundamentet under vort domsstolssystem.

 

Man kunne sagtens – i overensstemmelse med Grundloven – indføre den betingelse for udnævnelse og ansættelse af dommere i det danske domstolssystem, at en dommer ligesom rigsforstanderen (dronningen) skulle tilhøre den evangelisk-lutherske kirke. En embedsforpligtelse; en betingelse for at besidde dommerembede i Danmark. Og skulle en sådan ”evangelisk-luthersk” dommer pludselig vise sig at være ”aktivt troende eller bekendende muslim”, da ville dommeren være at afsætte ved dom. 

 

Dermed ville vi umisforståeligt tilkendegive, at sådan som kristendommen er fundamentet for forståelsen af politik, samfund og udøvende myndighed i Danmark, sådan er også kristendommen fundamentet under det danske domstolssystem, vort syn på domsmyndighed og på lov og ret.

 

Og altså klart markere, at en dommer ikke skal eller kan tage hensyn til sine personlige religiøse præferencer, men alene er forpligtet på at dømme ud fra de givne sekulære love, der gælder alle. Kristendommen er fundamentet under domstolens sekularitet. Her er vi alle som urene syndere under den ene og samme lov. Lige for Gud, lige for loven og lige for dommen ved de danske domstole. 

 

Lov og dom i Danmark er bestemt ud fra kristendommens opfattelse af, at i det menneskelige samfund kan og skal ingen lov eller nogen domfældelse være hellig eller bringe en borger nærmere til Gud. Vi dømmer ikke noget menneske på Guds vegne, som islam og shariadomstolene gør det. Religion og personlig tro kan i det kristne Danmark ikke være nogen berettigelse for at indføre et parallelt og tostrenget domstolssystem. Og det kan heller ikke være nogen berettigelse for at indføre et udelukkende enstrenget og ensidigt shariadomstolssystem. Kristendommen er i Danmark den – eneste! – religion, der bærer vort syn på statsmagt, domstol, lov og ret og samfundssystem.

 

Lovgivning om embedsmændenes religiøse tilhørsforhold – og modstanden imod noget sådant

Hvis Danmark krævede af dommerne, at de skulle tilhøre den evangelisk-lutherske kirke, ville det vække et ramaskrig i hele det kristendomshadende og sekulariseringskorrekte politiske univers i Europa. Men netop derfor skulle Danmark gøre det. Netop sådan skulle Danmark stille sig forrest i modstanden mod islamiseringen.

 

I det mindste ville vi i dagens situation have allierede i flere østeuropæiske lande, som netop ud fra kristendommen kæmper politisk med at fjerne den kommunistiske tankegang fra deres domsstolssystem. Disse lande, som af bitre erfaringer har lært, at deres tidligere kommunisme netop var den totalitært og konsekvent gennemførte sekularisme. Og derfor også har lært, at kommunismen og andre ideologiske eller religiøse samfundsafguder ikke skal besvares med mere sekularisme, men netop med: kristendom! Og som netop derfor yder modstand mod den indvandring, den islamisering og den samfundsforståelse, der fremmes af EU. Til stor fortrydelse og raseri i hele det EU-system, der ikke kan opbygge deres nye magtsystem uden at nedbryde Europas gamle grundlag: kristendommen. 

 

Også herhjemme kunne en sådan udvidet lovgivning om dommeres og andre embedsmænds religiøse tilhørsforhold vække modstand. Det ser man af udtalelser fra to juraprofessorer, der ikke kan skelne mellem ”trosfrihed” og ”religionsfrihed.”

 

Her i sommeren 2020 har både Dansk Folkeparti (DF) og Nye Borgerlige (NB) stillet kritiske spørgsmål vedrørende habiliteten for en angiveligt muslimsk afghaner (med dobbelt afghansk-dansk statsborgerskab), der behandler sager med afghanere i Udlændingestyrelsen. Pernille Vermund (NB) udtalte: ”En ansat i Udlændingestyrelsen med afghansk pas bør slet ikke behandle sager med afghanere. En religiøs muslim bør slet ikke behandle sager med muslimer. I begge tilfælde kan man med rimelighed stille spørgsmålstegn til upartiskheden og habiliteten.”

 

De to juraprofessorer udtalte sig i den anledning om Grundlovens § 70, hvor der som bekendt står: at ”ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.”

 

Begge professorer mener dog, at det ikke er en ”borgerlig og politisk rettighed” at behandle bestemte sager. Men derefter siger den ene, at det ”ikke er et sagligt hensyn at tage hensyn til en persons religiøse overbevisning.” Og den anden siger, at det ”derimod er en rettighed, at man ikke udsættes for diskrimination.”

 

Man kunne spørge: Sagligt i forhold til hvad? For det er ikke imod Grundloven at knytte et bestemt religiøst tilhørsforhold til en embedsstilling i Danmark. Det er jo netop sagen – i denne sag fra Udlændingestyrelsen. Og i andre sager vedr. embedsmænds religiøse tilhørsforhold til islam.

 

Ingen mister sin ”trosfrihed” i Grundlovens forstand, dersom der knyttes en betingelse om tilhørsforhold til en bestemt religion til et bestemt embede. Ingen tvinger nogen borger til at besætte et embede eller en stilling, hvortil der er knyttet en sådan betingelse. Enhver borger har ret til at vælge mellem religiøst tilhørsforhold og embede. I Danmark tvinges heller ingen til en bestemt religiøs tro. Men Grundloven giver heller ingen person ret til at forlange denne religiøse tro båret ind i et embede med den samme persons personlige tro. Det er ingen ”borgerlig og politisk rettighed”, at alle og enhver har lige ret til et bestemt embede eller en stilling, og derfor ikke skal tvinges ud i dette valg mellem embede og religion. 

 

Og man kunne også spørge: Hvor i Grundloven står der, at det er ”en rettighed, at man ikke udsættes for diskrimination?” Grundloven diskriminerer – skelner! – mellem religioner; og giver kristendom og andre religioner en ulige plads i det danske samfundssystem

 

I Grundloven forsvarer Danmark sin religion, kristendommen, fordi kristendommen er fundamentet under Danmark og den danske samfundsforståelse. Ud fra den samme religion giver Danmark enhver borger ”trosfrihed,” hvilket betyder, at der i Danmark ikke er ”trostvang.” Men ”religionsret” og ”trosfrihed” er i Grundloven to forskellige ting. I Danmark er der ”trosfrihed”, men ikke ”religionsfrihed”! For ingen religion har ret til på linie med kristendommen at forstå sig som et ligeberettiget fundament under det danske samfund og dets embedsmandssystem.

 

Èn af juraprofessorerne udtaler, at der som bekendt er knyttet decorumkrav til visse offentlige embeder, tjenestemandsstillinger og lign. Og i forhold til dette mener professoren ikke, at Grundloven generelt udelukker, at man i begrænset omfang kan skærpe kravene til embedsmænds adfærd. Men dernæst siger professoren: ”Men sådan et tiltag vil klart have undtagelsens karakter, da Grundlovens udgangspunkt er religionslighed. Det vil også skulle udformes, så det gælder for alle trosretninger.” 

 

Men nej, Grundlovens udgangspunkt er ikke religionslighed, som juraprofessoren siger. Grundlovens udgangspunkt er kristendommen, og dermed ”trosfrihed.” Et lands grundlov er ikke at forstå sådan, at den implicit tillader, at landet vildt og tøjrløst kan flagre i alle retninger afhængig af tidens religiøse strømninger – og trusler. Det er religionen, der konstituerer samfundet, lovforståelsen og et lands sociale adfærd. 

 

En grundlov har derfor et grundfæste, uanset hvor tydeligt og eksplicit dette er udtrykt i en sådan grundlov. Den danske Grundlovs grundfæste er kristendommen. Og mener juraprofessorerne ikke at kunne læse dette ud af Grundloven, så kan de tage den danske historie, dansk tradition og kultur og den almindelige danske, århundreder-gamle samfundsforståelse til hjælp. Man kan ikke forstå Grundloven uden at kende og forstå kristendommen. Og særligt i vor tid heller ikke uden at kende og forstå modsætningen mellem kristendom og islam. 

 

Dansk Grundlov og danske love svæver ikke frit i en tynd, ilt- og åndsfattig juridisk luft. Enhver lov, og særligt Grundloven, har en forståelsesramme – ud over juraen. Skulle det virkelig være i overensstemmelse med Grundloven og dens opfattelse af, hvad et frit samfund er, at Grundloven også finder denne frihedsforståelse opfyldt, hvis det er den islamiske samfundsforståelse, der etablerer sig som fundamentet under det danske samfund og i vort embedsvæsen? 

 

Mon Grundloven mener, at den kan være Grundlov med en hvilken som helst religion som fundament under det danske samfund og dets lov- og embedsforståelse. Nej, det er netop et samfund med islam og islamisk samfundsforståelse som grundlag, Grundloven vil værne os imod. Og nævner Grundloven ikke eksplicit islam, fordi vore Grundlovsgivere ikke dengang havde en specifik islamiseringstrussel inden for horisonten, så nævner den alligevel islam implicit ved at nævne islams modsætning: den evangelisk-lutherske kirke.

 

Da Den Grundlovgivende Forsamling i 1848-1849 forhandlede om udkastet til Grundloven, inkl. dens kirke- og religionsparagraffer, og herunder også drøftede ”den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder” (nuværende § 70) for borgere med en anden trosbekendelse end den evangelisk-lutherske, opstod der en principiel diskussion mellem Sjællands biskop J.P Mynster og præsten N.F.S. Grundtvig, som begge var medlemmer af Forsamlingen. Mynster var konservativ, mens Grundtvig var en rablende idealistisk frihedsnaivist.

 

Om dette skriver historikeren og præsten Jens Rasmussen i sin bog Religionstolerance og religionsfrihed: ”Under debatten fremkom en principiel diskussion mellem Mynster og Grundtvig om lige adgang til statens embeder for borgere uanset religiøst tilhørsforhold. Mynster tilsluttede sig dette princip, når der tænkes på reformerte, men fandt det dog nødvendigt med klare undtagelser for jøder og katolikker. Mynster advarede om, at der kan komme en tid, ’hvor det vil være meget betænkeligt, i samfundet at give … fuldstændig adgang til politiske rettigheder’ for personer af anden tro end den evangelisk-lutherske.”

 

Ja, dengang var den konservative Mynster ”kun” betænkelig med hensyn til jøder og katolikker, når han skulle sikre statens og samfundets frihed og beståen med en Grundlov, der havde den evangelisk-lutherske kristendom som sit fundament. Han tænkte givetvis slet ikke på islam. Her 150 år efter Grundlovens indførelse kan man kun sige, at Mynsters betænkeligheder har fået en langt større og mere brændende aktualitet, end man kunne forestille sig dengang. 

 

Kristendom er det politiske redskab til at redde det danske samfund fra islamisering
Hvor har de sekulariseringssultne, kristne præster og teologer den opfattelse fra, at når man i Danmark er minister, myndighedsperson eller offentlig embedsmand, og altså har offentlige samfundsopgaver ikke blot som sit arbejdsområde, men som sit samvittighedsområde, så er er man stillet i en sekulær-neutral zone, hvor kristendommens Gud er lukket ude. Ja, hvor Gud kan ikke kan eller må komme? 

 

Og hvor har politikere og juraprofessorer den opfattelse fra, at der er ”religionslighed” eller ”religionsfrihed” i Danmark. Og at Grundloven dermed skulle hvile på et a-religiøst og absolut sekulært grundlag, der giver enhver religion fri konkurrenceret til – med åbenlys despekt for dansk samfundsforståelse, danske myndigheder og traditioner – at etablere sig som et nyt fundament under et Danmark, der vil blive totalt anderledes end det Danmark, Grundloven taler om. 

 

Det er dog netop kristendommen, der som fundament er lagt ind i Grundloven, og dermed som fundament under al politisk magt og myndighedsudøvelse i Danmark. Og som altså pålægger embedsmanden og dommeren at holde sig til samfundets sekulære love og regler af hensyn til borgernes religiøse frihed og lighed. Den frihed og lighed i forhold til Gud, som ud fra kristendommen afgør alt i menneskers forhold til hinanden. Sådan er der virkelig forskel på kristendommens Gud og islams gud.

 

Kristendommen er fundamentet under sekulariteten i Danmark. Når vi står over for islam, kan man derfor ikke fjerne kristendommen, uden at også sekulariteten forsvinder. Det ville være som at bygge et hus på et fundament; men dernæst, når huset er bygget, at fjerne fundamentet i den tro, at huset står af sig selv. Et sådant hus vil falde for den islamiske storm. Vi må fastholde og bevare fundamentet: Kristendommen. Og bruge kristendommen som det politiske redskab til at redde det danske samfund fra islamisering.

 

Fra reformatoren Martin Luther, fra vores egen Søren Kierkegaard og mange andre gode kristne teologer ved vi, at det sande forhold til Gud kommer af indre tro og ikke af ydre gerninger. At sand kristendom er den tro, der bor i hjertet, hvor kun Gud kan se ind. Dette siger vi og lærer vi, for at vi ikke i ydre forhold, i samfundslivet og i det sociale samliv med andre mennesker, skal gøre os til herrer over Gud og bruge Ham både til fordel for os selv, til fordømmelse af andre mennesker og til at skabe vort eget totalitært-religiøse samfund – ganske som islam vil det og gør det. 

 

Deraf har vi så fået den i eftertiden afsporede forståelse, at for at gøre vor kristentro og kristendom mere og mere sand, skal vi gøre den mere og mere inderlig; gøre den mere og mere privat og subjektiv-personlig; og altså gøre den mere og mere usynlig for menneske og samfund. Bevare den mere og mere ved at fortie den, miskende den, undertrykke den i offentlige anliggender og forvanske den til den rene sekularitet. Og altså ved ikke at ville røre kristendommen med en ildtang i politik og det offentlige samfundsliv. Således har en lang tids stærk fokusering på kristendom som en udelukkende privat og subjektiv-personlig tro gjort mange af vor tids præster, teologer, politikere og danske borgere flove over vores egen tro i det offentlige samfund. Og I denne afsporede kristendomsopfattelse har vi tilegnet os den tro, at sekularitet kan erstatte kristendom.

 

Men det er dog – for både samfund og enkeltperson, teolog, præst eller ikke-præst – et underligt forhold til den kristendom, der vil give os den lære, som vi skal tro og fastholde for både det enkelte menneskes og for samfundets skyld, og som er vort eneste forsvar over for den islam, som vi fremmer ved denne sekularitet og ved denne fortielse af, hvad kristendommen er.

 

Før islamiseringen ramte os – for 50 år siden og siden er taget til – levede danskerne i en kristen selvfølgelighed, hvor kristendommen på en måde skjulte sig i samfundet under en indforstået sekularitet. Kristendommen lever – og har i høj grad levet – blandt danskerne som en underliggende og måske ofte ubevidst fællesforståelse af, hvordan vi forstår det samfundsregulerede liv med hinanden. 

 

Hvem ser det selvfølgelige? Det selvfølgelige er som en blikstille vandoverflade, der kun kan ses, når det forstyrres. Sekulariteten er den åndeligt-religiøse blikstilhed. Men nu er der uro i det danske samfund; nu må der kæmpes! Så må dette skjulende tæppe af sekularitet kastes til side. Så må kristendommen markeres. Ikke som det selvfølgelige i det skjulte; men som det åbenlyse, politiske kampvåben og det egentlige tema. 

 

Så tilbage til sagen! Netop nu, hvor vi slås med islamiseringens og den religiøse tugts indtog i vort samfund. Netop nu er der slet ikke behov for som disse kristne præster og teologer at skrige: ”Sekularisering, sekularisering!” – og skubbe kristendommen endnu længere bort. Men det er virkeligt politisk påtrængende, at der sættes flere tydelige kristne markeringer i det danske samfund i modstanden mod islam.

 

Nu har vi jo i Danmark ikke haft tradition for at gå rundt og fortælle vore politikere, embedsmænd og dommere, at de skal administrere love og regler ud fra en forståelse af, at netop kristendommen er det religiøse fortegn for vore love, lovforståelse, domsafsigelser, samfundsindretning, sociale adfærd og omgangsformer. Men vi har dog den folkekirke, hvor den evangelisk-lutherske forkyndelse understøttes af staten. 

 

Men der er tillige behov for politisk og bevidst at bruge og holde fast i kristendommen i vort lovgivningsapparat, i ministerkontorerne, i embedsværket, i domstolssystemet, i alle vore offentlige og private samfundsinstitutioner og overalt i det danske samfund, for at bevare friheden og ligheden i det danske samfund. For at holde den frie religion, kristendommen, inde; og holde den underkastende religion, islam, ude. Er vi kristne eller er vi ikke kristne? Det er bestemt ikke ligegyldigt for vort samfund.

 

Og politikeren – dette enkelte og enestående politiske menneske – har vi netop ud fra kristendommens tale om, at ingen kan bestemme over det enkelte menneskes forhold til Gud, givet al mulig frihed til at virke for samfunds- og lovændringer ud fra hans personlige tro, dvs. ud fra en hvilken som helst religion. Skulle nu et sådant politisk menneske virkelig kun have den fulde frihed til at give en ren religiøs begrundelse for sine lovforslag, hvis han var fx muslim, buddhist eller noget andet? Men derimod slet ikke, hvis han er kristen; og heller ikke, hvis han argumenterer ud fra den historiske og grundlovsbestemte opfattelse, at Danmark er et kristent land og skal fastholdes som et sådant? Må vore dages politikere ikke tale, argumentere og agere som kristne?

 

Jo, Danmark er et kristent land. Og kristendom er det politiske redskab til at redde det danske samfund fra islamisering.

 

Henvisninger:

Bibelen

Grundloven 

Jens Rasmussen: Religionstolerance og religionsfrihed. Forudsætninger og Grundloven i 1849. Syddansk Universitetsforlag 2009.

Berlingske 20. juli 2020. ”En religiøs muslim bør slet ikke behandle sager med muslimer,” mener Pernille Vermund – men Grundloven kan komme på tværs.

Kristeligt Dagblad 20. juni 2020. Nej, Mads Fuglede. Danmark er ikke et kristent land.

Kristeligt Dagblad 2. juli 2017. Tre nye ortodokse kirker åbner om dagen i Rusland.

Kristeligt Dagblad 28. april 2016. Forfatter: Britisk accept af shariadomstole er udtryk for misforstået religionsfrihed.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…