Krig på kniven: Endnu et opgør mellem demokraterne og republikanerne op til præsidentvalget i USA

Colourbox

Af Sven Hakon Rossel

 

Et dødsfald, der skabte overskrifter

 

Den 18. september døde et af den amerikanske højesterets ni medlemmer, Ruth Bader Ginsburg, i en alder af 87 år af kræft i bugspytkirtlen. Hun var i 1993 blevet udnævnt til embedet af daværende demokratiske præsident Bill Clinton, havde altså besat sit embede i 27 år og betragtedes som et af den amerikanske liberale venstrefløjs vigtigste ikoner.

 

Bader Ginsburg, datter af en russisk-jødisk far og en østrigsk-jødisk mor, blev født i New York og studerede jura ved eliteuniversitetet Harvard University. I 1963 fik hun et professorat ved Rutgers University i New Jersey og i 1970 ved Columbia University i New York. I 1970erne specialiserede hun sig som sagfører i retssager, der angik kønsdiskriminering, og i 1980 blev hun udnævnt til dommer ved forbundsdomstolen i Washington D.C.

 

Bader Ginsburgs devise skal have været et udsagn, der stammer fra den amerikanske kvindesagspionér Sarah Grimké: ”Jeg beder ikke om meget for mit køn. Alt, hvad jeg forlanger af mine brødre er, at de fjerner deres støvler fra min nakke.”

 

Sarah Grimké levede fra 1792-1873, så man har lov til at tvivle bare lidt om udsagnets aktualitet. Alligevel blev Bader Ginsburg ikke mindst i de sociale medier nærmest hysterisk dyrket af amerikanske feminister og blev beskrevet som et ”’popkulturfænomen” for hendes indsats for kvinders ligestilling, ægteskab mellem homoseksuelle og fri abort.

 

Den amerikanske højesterets betydning

 

Nu er et dødsfald blandt de amerikanske højesteretsdommere i sig selv intet usædvanligt, men det er vigtigt at hæfte sig ved i hvert fald tre af denne domstols væsentlige kendetegn. For det første er The Supreme Court of the United States en institution, der udøver en altafgørende indflydelse på den amerikanske hverdag. Den har nemlig myndighed til at tolke og afgøre spørgsmål om føderale love, herunder – ikke mindst denne mulighed er vigtig – også forfatningen. Domstolen er simpelthen den øverste juridiske instans i USA.

 

For det andet kan de ni dommere – indtil Bader Ginsburgs død drejede det sig om tre kvinder og seks mænd– ikke afskediges. Det drejer sig om stillinger for livstid.

 

For det tredje foreslås kandidaten til dommerembedet af USAs præsident. Efter nomineringen skal den pågældende kandidat så godkendes efter en skrap høring i senatet, hvor afgørelsen træffes. Men det er i mands minde altid lykkedes for den siddende præsident at få sin kandidat – ofte efter voldsom ideologisk modstand – godkendt.

 

Krig på kniven

 

Ruth Bader Ginsburgs død giver nu præsident Trump mulighed for at nominere en efterfølger, og da alle udnævnelser er politiske, er denne mulighed af enorm betydning for magtbalancen i højesteretten. Indtil Bader Ginsburgs død kunne fem dommere henregnes til det republikanske og fire til det demokratiske parti, men som så ofte i amerikansk politik findes der konservative med et mere liberalt sindelag og demokrater med et mere konservativt sindelag, så en doms udfald følger ikke altid partilinjerne. Ikke mindst har højesterettens præsident John Roberts, udnævnt af George W. Bush i 2005, haft en tendens til at vælge en mere liberal linje.

 

Det er lykkedes Trump i de sidste fire år at besætte to af embederne med klart konservative, men højt kvalificerede dommere, Neil Gorsuch og Brett Kavanaugh. Ikke mindst Kavanaugh, der udnævntes i 2018, var udsat for en usædvanlig ondsindet hetzkampagne fra det demokratiske partis side både i print- og de sociale medier med udgangspunkt i ubeviste anklager for seksuelle forulempelser. Alle anklager blev afvist.

 

Det er vigtigt i denne forbindelse at påpege, at Kavanaugh deltog i den særlige efterforskning ledet af Kenneth W. Starr, i forbindelse med rigsretssagen i 1990erne mod den daværende præsident Bill Clinton og dennes benægtelse af et seksuelt forhold til Monica Lewinsky. Kavanaugh udfærdigede ovenikøbet dele af anklageskriftet, et arbejde, der naturligvis ikke gjorde ham til demokraternes og Clinton-klanens kæledægge.

 

Gennem en nominering af Bader Ginsburgs efterfølger vil Trump kunne ændre det på papiret snævre konservtive flertal fra fem mod fire til seks mod tre. Dette ville føre til et så komfortabelt flertal, at USA i flere årtier fremover på et højt og afgørende niveau vil blive domineret af en konservativ dagsorden.

 

Derfor har demokraterne da også omgående krævet, at en afgørelse først træffes efter valget d. 3. november. Trump har ligeså hurtigt meddelt, at han omgående og endnu i denne valgperiode påtænker at nominere en efterfølger, der skal være en kvinde, og der er allerede to navne, der dominerer spekulationerne.

 

Kandidat nr. 1

 

Som den sandsynligste kandidat handles den 48årige distriktsdommer Amy Coney Barrett fra Chicago. Hun er bekendende katolik, modstander af fri abort og i konsekvens heraf også dødsstraf. Den demokratiske gruppeformand i senatet, Chuck Schumer, har allerede været ude med denne tweet: „Hun repræsenterer alt det, som Ruth Bader Ginsburg var modstander af. En person med denne filosofi hører ikke hjemme i højesteretten.” Al den stund Bader Ginsburg var modstander af dødsstraf, er der noget, der halter i dette udsagn.

 

Kandidat nr. 2

 

En anden kandidat er den 52årige dommer Barbara Lagoa fra Florida, den forbundsstat, der kan komme til at afgøre valget. Også hun er et religiøst menneske og modstander af fri abort, men ikke helt så åbenmundet som Barrett. Hendes forældre er fra, og hun har således latinamerikanske rødder, hvilket kunne være en positiv faktor både for hende selv og Trump i den kommende valgkamp. I flere år var Lagoa ganske enkelt den eneste latinamerikanske dommer i USA.

 

Hvad bliver udfaldet?

 

Skulle det komme til en afstemning i senatet, hvor republikanerne har et flertal med 53 af de ialt 100 stemmer, skulle en nominering af Trump kunne gå igennem. Imidlertid har to kvindelige republikanske senatorer meldt sig på banen og krævet, at en afstemning først burde finde sted efter præsidentvalget. Det drejer sig om senatorerne Lisa Murkowski fra Alaska og Susan Collins fra Maine. Det er nemlig sådan, at der samtidigt med præsidentvalget også vælges 35 sæder i senatet, heraf 12 demokratiske og 23 republikanske. De to senatorer frygter ganske enkelt, at de ved at stemme for Trumps kandidater ville kunne miste stemmer og dermed deres sæder i senatet. Så meget for solidaritet.

 

Solidarisk er til gengæld den magtfulde republikanske gruppeformand i senatet Mitch McConnell fra Kentucky, der fuldt og helt går ind for en omgående nominering og måske vil have held med at appellere til partidisciplinen. Men selvom det skulle lykkes, håber demokraterne naturligvis på et nederlag for Trump.

 

Det hviskes allerede i krogene, at skulle den næste præsident – hvad guderne måtte forbyde – blive Joe Biden – hvis denne ikke falder i søvn forinden – påtænker demokraterne at udvide antallet af højesteretsdommerne for at få et liberalt flertal. Det står nemlig intetsteds skrevet, at højesteretten i al evighed skal bestå af ni medlemmer. Tåbeligheden kender ingen grænser, for der kan vel ingen tvivl herske om, at republikanerne næste gang, det bliver deres tur, vil gøre præcis det samme og således i al evighed.

 

Virus eller værdier?

 

Her bevæger vi os ud i spekulationer. Til gengæld står det fast, at coronapandemien som hovedtema i den daglige debat er blevet afløst af spørgsmålet om den næste nominering til USAs højesteret. Dette er ovenikøbet mediemæssigt mere spændende og svaret på spørgsmålet vil have en enorm betydning for landets politiske kurs i årtier fremover.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…