Krav om et højere forsvarsbudget

Inden regeringen og et flertal i Folketinget har bortødet hele det økonomiske råderum på el-biler og den grønne omstilling, bør det nødlidende danske forsvar ikke glemmes.

 

Danmark er hverken i stand til at forsvare sig militært eller til at levere, hvad vi har lovet den vestlige militære alliance, der udgør hjørnestenen i vores sikkerhed. Og efter flere år med diplomatiske formuleringer og halvkølig stemning har NATO fået nok.

 

Det er derfor en hidtil uset hård kritik, som forsvarsalliancen leverer i sin vurdering af de styrkemål, som Danmark har forpligtet sig til i NATO.

 

Det nuværende forsvarsforlig for 2018-23 blev indgået den 28. januar 2018. De borgerlige regeringspartiers aftale med Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti betød, at forsvarsbudgettet over den 6-årige forligsperiode gradvist tilføres i alt 12,8 mia. kr.  I 2023 vil det nuværende budget på godt 23 mia. kr. være løftet med 4,8 mia. kr. svarende til en forhøjelse på 20 pct. og dermed nå op på 1,3 pct. af BNP.

 

Stadig langt fra NATO-målsætningen om 2 pct.!

 

Forsvarsministeriet og Finansministeriet er derfor løbende i gang med at finkæmme statens budgetter. Formålet er at flytte forsvarsrelaterede udgiftsposter fra andre områder over på forsvarsbudgettet. De fleste af udgifterne vedrørende Grønland og Færøerne kunne med lidt god vil karakteriseres som forsvar, og man kunne, som man gør i en række andre lande, klassificere visse forsvarsrelaterede forskningsudgifter som forsvar. På den måde er det muligt at løfte forsvarsbudgettet uden at bruge flere penge.

 

Er det tilstrækkeligt? 

I EU har Danmark som bekendt et forbehold overfor et EU-forsvarssamarbejde, og derfor kan vi ikke rigtig forholde os til de igangværende drøftelser i EU om et øget samarbejde med sigte på at strække forsvarsbevillingerne længere f.eks. ved fælles indkøb og deleordninger m.v. Til gengæld har vi i Danmark klare forpligtelser over NATO.

 

USA er reelt vores bedste forsikring for, at vi kan bevare det samfund, som vi dagligt har glæde af. Og uanset hvad man måtte mene om Donald Trump og hans forgængere som præsidenter, så er bidragsforpligtelsen faktisk nedfældet i en gensidig aftale mellem alliancens lande, der er tiltrådt af skiftende danske regeringer og folketingsflertal. Senest af statsminister Helle Thorning ved NATO-topmødet i Wales i september 2014, hvor der blev givet tilsagn om at budgetterne over tid skulle nærme sig 2 pct. af BNP.

 

Ét er vores internationale forpligtelser, men mindst lige så væsentligt er det, at dansk forsvar har brug for at få tilført flere midler, så vores soldater kan løse deres opgaver for Danmark på betryggende vis.

 

Vi har kunnet sende uniformeret personel til Afghanistan og Irak, men det er bekymrende, at det hidtidige forsvarsbudget ikke har levnet kræfter til at bidrage tilstrækkeligt til FN’s fredsbevarende operationer.

 

FN’s fredsbevarende operationer 

Den danske deltagelse i koalitionens operationer i f.eks. Afghanistan, er i visse partier kontroversiel, men der syntes at være bred enighed om at Danmark bør støtte op om FN’s fredsbevarende operationer.

 

Der er i øjeblikket en lang række FN-operationer med ca. 120.000 uniformerede udsendte. Desværre er det en række udviklingslande, der med gennemgående dårligt udrustede styrker, bærer hovedansvaret.

 

Et aktivt dansk engagement i FN er en hjørnesten i dansk sikkerheds- og forsvarspolitik. Der bør derfor fra dansk side arbejdes for, at FN fortsat vil udgøre fundamentet for det internationale system som kilden til global legitimitet og normdannelse. Endvidere bør Danmark bidrage til at styrke FN’s kapacitet til at gennemføre fredsbevarende operationer. Forligspartierne er derfor på papiret enige om, at forsvarets evne til at løse disse opgaver skal styrkes.

 

Desværre kan man tvivle på, at de afsatte midler er tilstrækkelige.

 

Reserven til internationale operationer øges gradvist over perioden fra de nuværende 500 mio. kr. årligt til 750 mio. kr. årligt i 2023 i takt med, at Forsvarets evne og kapacitet til at kunne udsende bidrag til internationale operationer styrkes.

 

Men er det overhovedet muligt, at Danmark på sigt kan leve op til kravene fra USA og NATO? 

Ja, hvorfor ikke?

 

Danmark har tidligere anvendt mere end 2,0 pct. af BNP på forsvaret. I 1953 var tallet 3,4 pct. Herefter faldt bidraget gradvist, men så sent som i Poul Nyrup Rasmussens regeringstid levede vi stadig op til vores forpligtelser. Siden begyndelsen af 1990’erne har forsvarsbudgettet dog ligget på under 2 pct. af BNP.

 

I øjeblikket ligger det danske forsvarsbudget som opgjort af NATO på omkring 23 mia. kr. årligt svarende til 1,17 pct. af BNP. Med forliget forventes vi i 2023 at komme op på 1,3 pct. Hvis vi skal opfylde NATO-kravet om 2,0 pct. af BNP vil det med uændret BNP kræve, at forsvarsbudgettet – formentlig gradvist over en periode – øges med 20 mia. kr. om året. Forhøjelsen på 4,8 mia. kr. er et fremskridt, men der er stadig lang vej.

 

Værnepligt og Hjemmeværn 

Et synligt billede på den udhulede forsvarsevne er situationen på værnepligtsområdet. Den almindelige værnepligt fremgår af Grundloven, der i §81 fastslår, at: “Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver”. De nærmere bestemmelser fremgår af værnepligtsloven.

 

Hvor vi op i 60’erne havde langt over 20.000 værnepligtige, har forsvarsforliget for 2013-2017 fastsat antallet af årligt indkaldte værnepligtige til 4.200, der aftjener i gennemsnit 4 måneder.

 

I det nye forsvarsforlig er forligspartierne enige om, at bevare og styrke værnepligten og antallet af værnepligtige øges med op til 500 årligt. Som led heri øges antallet af de værnepligtige, der aftjener længere værnepligt end fire måneder. Der skal således indkaldes flere værnepligtige til Den Kongelige Livgarde, værnepligtige til den nye brigades mobiliseringskompagnier, der aftjener værnepligt i otte måneder, og flere værnepligtige til det statslige redningsberedskab.

 

Forligspartierne har aftalt, at der gennemføres en midtvejsevaluering af værnepligten i forligsperioden med fokus på, om antallet af værnepligtige skal fastholdes eller forøges.

 

Hjemmeværnet 

Hjemmeværnet, der lider under begrænsede bevillinger, begrænset nytilgang og de aktives stigende gennemsnitsalder, har i den forrige forligsperiode været stillet over for krav om effektiviseringer, bedre økonomistyring og organisationstilpasninger.

 

I forsvarsforliget er det forudsat, at Hjemmeværnet skal løse opgaver overfor Forsvaret og Politiet i forbindelse med værtsnationsstøtte og i relation til Totalforsvarsstyrken. Hjemmeværnets evne til at mobilisere skal styrkes, ligesom mulighederne for at øge rekrutteringen til Hjemmeværnet af værnepligtige efter endt værnepligt skal forfølges.

 

Samtidig vil der blive påbegyndt en modernisering af prioriterede dele af Hjemmeværnets materiel, så Hjemmeværnets evne til at løse sikrings- og bevogtningsopgaver styrkes.

 

Specielt vedrørende Marinehjemmeværnet etableres i forligsperioden grundlag for fremtidens flotillestruktur med henblik på udskiftning af marinehjemmeværnsfartøjerne efter 2023. I den forbindelse gennemføres et pilotprojekt vedrørende mindre, hurtigtgående skibe.

 

I modsætning til Hjemmeværnsledelsens skønmaleri giver det nuværende antal aktive på godt 13.000 soldater anledning til tvivl om værnets evne til at løse de opgaver, der ellers forudsættes i forsvarsforliget for 2018-2023.

 

Redningsberedskab 

Forligspartierne har ikke glemt beredskabets centrale rolle i totalforsvaret: ”Det er i samfundets interesse, at Danmark har et robust redningsberedskab, som kan forebygge og imødegå konsekvenserne af katastrofer både i Danmark og udlandet”.

 

For at udnytte de samlede ressourcer og kapaciteter gøres det statslige redningsberedskab til en del af forsvarsforliget. Et øget samarbejde mellem Forsvaret, Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen bidrager til at sikre robustheden i det samlede beredskab og dermed samfundet som helhed.

 

Bør vi være tilfredse? – se over Øresund! 

Tilførslen af 12,8 mia. kr. til Forsvaret i forligsperioden er absolut positivt, men er det nok? Ikke hvis vi ser på at svenskerne har besluttet den største forsvarssatsning i Sverige siden Anden Verdenskrig. Flere nye regimenter, nye kampflydivisioner og en samlet forøgelse af forsvarsbudgettet på 40 procent: fra 60 milliarder svenske kroner i år til over 85 milliarder i 2025.

 

Det bemærkelsesværdige er, at forsvarssatsningen er blevet til i samarbejde mellem Socialdemokraterna og regeringens to liberale støttepartier, Centerpartiet og Liberalerna, og den udtalte forsvarsvilje sigter åbenlyst mod et forlig med de to konservative oppositionspartier Moderaterna og Kristdemokraterna.

 

Alle tre forsvarsgrene tilgodeses med stål og teknologi: patriot-luftværnssystemer, nye ubåde og op mod 100 nye Gripen-kampfly. Fra de nuværende 60.000 mand, herunder 20.000 i hjemmeværnet, skal det svenske forsvar udbygges, så det i 2030 tæller 90.000 mand. Blandt andet skal antallet af værnepligtige øges fra 5500 om året til 8000. Her er det hæren, som trækker den store gevinst med flere nye regimenter.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…