Joe Biden mod Donald Trump – lige nu har Biden vind i sejlene

Bernie Sanders trækker sig

 

Det var nok forventet – og blot et spørgsmål om det rette tidspunkt – at den 78årige Bernie Sanders ville nedlægge sit kandidatur som demokratisk kandidat til det kommende præsidentvalg d. 3. november. Dette skete så d. 8. april, efter at der her i valgåret foreløbigt havde fundet primærvalg sted i 28 forbundsstater. Herefter er de resterende primærvalg blevet udskudt pga. coronapandemien i USA.

 

Først så det lovende ud for Sanders

 

Det var ellers begyndt så lovende. Den slagfærdige venstrepopulist og socialist Sanders havde med succes deltaget i alle tv-debatter med de mange kandidater lige siden slutningen af juni 2019 og skabt sig en begejstret, næsten fanatisk tilhængerskare ikke mindst blandt unge studerende. Og ved det første primærvalg i Iowa d. 3. februar blev Sanders nr. to efter den tidligere borgmester fra Indiana, Pete Buttigieg, der idag kun huskes for sit kuriøse maltesiske efternavn.

 

Ved det følgende primærvalg i New Hampshire d. 11. februar byttede Sanders så plads med Buttigieg, og også ved det tredje primærvalg i Nevada kom han ind på en førsteplads. Mens han i Iowa og New Hampshire havde fået henholdsvis 26,1 % og 25,6% af de afgivne stemmer, var sejren i Nevada ganske overvældende med et stemmetal på 46,8%.

 

Derimod havde den 77årige Joe Biden, det demokratiske partis yndlingskandidat, i de samme tre stater kun fået henholdsvis 16%, 8% og 20,2% af stemmerne, så Sanders havde virkelig vind i sejlene og blev på daværende tidspunkt anset for at være demokraternes mest succesrige modkandidat til Donald Trump.

 

Men så vandt Joe Biden frem

 

Endnu i samme måned begyndte bøtten at vende, og Joe Biden fik revanche i forbindelse med primærvalget i South Carolina d. 29. februar. Staten har et flertal af afroamerikanske vælgere, der huskede Biden som vicepræsident under Barack Obama i årene 2009 til 2017. Biden vandt med 49% af de afgivne stemmer, Sanders fik kun 20%.

 

Sejren i South Carolina var overvældende og fulgte Biden i forbindelse med den såkaldte Super Tuesday d. 3. marts, hvor der samme dag var primærvalg i 14 forbundsstater. Ganske vist vandt Sanders i fire af staterne, bl.a. i Californien, USA befolkningsrigeste stat med 40 mio. indbyggere, hvilket gav ham hele 415 delegerede. Denne sejr gav Sanders’ valgkampagne fornyet vind i sejlene, selvom Biden vandt overlegent i de øvrige ti forbundsstater.

 

Og dette gjaldt også ved en række primærvalg d. 17. marts. I Arizona fik Biden 44% af de afgivne stemmer, mens Sanders måtte nøjes med 32%. I Illinois fik Biden 59%, mens Sanders fik 36%, og i Florida fulgte så den endegyldige triumf for Biden. Her fik han 62% af stemmerne, mens Sanders lå langt tilbage med kun 23%. På dette tidspunkt havde allerede en række af de tidligere demokratiske kandidater valgt at strække deres våben og officielt tilsagt Biden deres støtte.

 

Hermed tegnede sig Sanders’endegyldige nederlag som præsidentkandidat. Ved valget i Alaska d. 4. april fik Biden 55,3% af stemmerne og Sanders kun 44,7 %. Det sidste primærvalg indtil videre fandt sted i Wisconsin d. 7. april – der foreligger endnu ingen endegyldige tal – men også her menes Biden at ligge klart i spidsen. Dagen efter forlod Sanders arenaen.

 

Og nu er Joe Biden demokraternes officielle kandidat

 

Biden har naturligvis ikke spildt tiden, siden Sanders trak sit kandidatur tilbage – og det har Trump heller ikke. Begge gik omgående i gang med at bejle til Sanders’ tidligere, nu naturligvis dybt skuffede tilhængere. Biden blev i løbet af 24 timer gode venner med Sanders, ”my dear Bernie”, og lovede at ville komme dennes tilhængere imøde, når det gjaldt eftergivelse af studielån og indførelse af en almen sygesikring, to af Sanders’ vigtige programpunkter. Denne – hvad skulle han ellers gøre – viste sig ligeledes fra den forsonlige side. Også den emsige Obama er nu i gang med at forsone de to tidligere fjendtlige lejre.

 

Trumps valgkampsstrateger regner ovenikøbet med at kunne kapre 10% af Sanders’ tilhængere. De vil hænge Biden ud som korrupt i forbindelse med hans egen fortid og sønnens forretningsforbindelser i Kina og Ukraine, og som elitær og uden forbindelse til den amerikanske arbejderklasse, det vælgersegment, der ved sidste præsidentvalg kastede deres stemmer på netopTrump. Ikke mindst korruptionsanklagerne er et åbent sår for Biden.

 

Biden, der i mange år var formand for senatets magtfulde udenrigspolitiske komité, var desforuden også kendt som en effektiv lobbyist, der siden 1989 skal have modtaget 29 mio. dollars som gaver til finansiering af sine politiske aktiviteter. Pengene skal være kommet fra lande som De Forenede Arabiske Emirater, Kina og Tyrkiet – der just ikke kan kaldes for udpræget demokratiske. Hvad har de mon fået til gengæld?

 

Ligeså tvivlsomme er Bidens forretningsforbindelser med storbanken MBNA, grundlagt i hans hjemstat Delaware, som er moderbanken for en række kreditkortfirmaer. I 2005 understøttede Biden i senatet kraftigt en lovgivning, der beskyttede netop banker og kreditkortfirmaer mod at gå konkurs – men på bekostning af deres kunder. Bidens støtte til MBNA bragte ham dengang i søgelyset og gav ham øgenavnet ”the Senator from MBNA”.

 

Bidens søn, Hunter, er det svage led

 

Og endelig er der sønnen, Hunters, dubiøse forretningsforbindelser med Kina, som den kendte journalist Peter Schweizer har kastet lys over i bogen Secret Empires fra 2018. I december 2013 rejste den daværende vicepræsident Biden med regeringsflyet Air Force Two på et officielt besøg til Asien, i forbindelse med de stigende politiske og militære spændinger i det Østkinesiske Hav. Biden blev ledsaget af sønnen, og Hunters tilstedeværelse på denne rejse var langtfra en tilfældighed. Blot 10 dage senere underskrev det firma han var medejer af, Rosemont Seneca, en forretningsaftale på 1 mia. dollars med den statsejede Bank of China. Dette førte til etableringen af et investeringsfirma og betød de facto, at den kinesiske regering bogstaveligt talt finansierede et firma, hvis medindehaver er søn af en af USAs dengang mest magtfulde politikere.

 

Som bekendt heler tiden mange sår, men ét sår er til gengæld helt frisk pga. mediernes beskyldning om Donald Trumps indblanding i den ukrainske indenrigspolitik. Vi er igen tilbage i Joe Bidens tid som vicepræsident, i året 2014, da Hunter indtrådte i bestyrelsen af Ukraines kæmpestore gas- og olieproducent Burisma, der altid har haft et blakket ry. Hvor var sønnens ekspertise? Hvad skulle han overhovedet på dén galej? Det er spørgsmål, der igen vil blive stillet. Enhver mistanke vil også kaste et skævt lys på daddy.

 

Joe Biden har vind i sejlene

 

De seneste meningsmålinger giver Joe Biden, dén af de demokratiske præsidentkandidater, som Trump frygter mest, vind i sejlene. Ganske vist har Trump i disse coronatider en kommunikationsfordel gennem de næsten daglige pressekonferencer fra Det hvide Hus, mens Biden må meddele sig via et primitivt studie i sin kælder hjemme i Delaware. Men præsidenten har tabt en del popularitet gennem sin tøvende holdning i forbindelse med coronakrisen, hvilket Biden har udnyttet. Iflg. de seneste meningsmålinger ligger han endda ca. 10% foran den siddende præsident med sin appel om, at nu skal der handles.

 

Men valget står ikke lige foran døren – og meget kan ske ikke mindst i forbindelse med korruptionsmistanken rettet mod Hunter Biden. Og mens faderen selv er kendt for sine problemer med en svigtende hukommelse og mange pinlige fortalelser, forbliver Donald Trump en effektiv kommunikator – altid god for en overraskelse. Så der vil herske spænding lige til målstregen.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…