Jeppe Kofod lader EU føre dansk udenrigspolitik og fordømme Israel – og de borgerlige partier bakker op

Udenrigsminister Jeppe Kofod (foto: ft.dk)

I al ubemærkethed afholdt EU’s udenrigsministre møde 15.5 under ledelse af EU’s udenrigsminister, Josep Borrel, der er kendt for sit ønske om, at EU skal spille en større rolle udenrigspolitisk. Han tegner EU’s udenrigspolitik, hvor han sammen med medlemslandenes udenrigsministre (og altså også vores Jeppe Kofod) træder op mod USA. Dvs han støtter Iran, islam (som han betragter som en integreret del af Europa) Rusland og palæstinenserne, mens han har en lang tradition for at være kritisk overfor Israel.

 

Mødet 15.5 vedrørte den israelsk-amerikanske plan om Israels annektering af de jødiske områder på Vestbredden, som Israel kalder Judæa og Samaria. Borrels holdning var, at EU var i ”lodret opposition” til annekteringerne, fordi de vil  umuliggøre den to-statsløsning, som er skitseret i Oslo-aftalerne fra 1973, som EU ser som eneste mulige løsning for, at de stakkels palæstinensere kan få deres egen stat.

 

Borrels modstand mod annekteringerne er bindegal

Den er bindegalt at tro, at det er annekteringerne, der forhindrer en to-statsløsning. En to-statsløsning forudsætter, at palæstinenserne vil en fredelig politisk løsning, og  sådan forholder det sig lige netop ikke.

 

Gaza

Den ene halvdel af palæstinenserne bor i Gaza, hvor Hamas hersker. For Hamas er det eksplicit formuleret, at de aldrig vil indgå fred med Israel. De anerkender ikke den jødiske stats ret til eksistens, og de ser det som forræderi overfor Allah, islam og profeten at indgå aftaler med ”den jødiske enhed”, som de benævner Israel.

 

Vestbredden

Den anden halvdel bor på Vestbredden, hvor PLO og Palestinian Authority (PA) har magten. De anerkender pro forma staten Israels ret til eksistens, men det betyder ikke, at de er parate til at indgå en to-statsløsnings for hverken Yassir Arafat (PAs leder indtil 2004) eller den nuværende leder Mahmoud Abbas ville turde indgå en fredsaftale med Israel, hvor de afstod Jerusalem og dele af Vestbredden. Gør de det, vil det på gaden i Gaza og på Vestbredden blive opfattet som faneflugt og forræderi. Israel og Vestbredden med Jerusalem tilhører iflg Koranen og profeten i sin helhed islam. Området er dar-al islam. Det kan ingen palæstinensisk leder lave om på, og hvis han alligevel skulle driste sig til at forsøge det, vil han aldrig overleve.

Så Palestinian Authoritys deltagelse i fredsforhandlingerne har hele vejen siden 1993 været på skrømt, hvad Yassir Arafat da også rent ud har indrømmet. Palestinian Authority har aldrig turdet sig ja til Oslo-aftalerne. Det kom klart til udtryk i både 2000 og 2008, hvor først Israels premierminister Ehud Barak og siden premierminister Ehud Olmert tilbød palæstinenserne alt det, som de havde stillet krav om. Men da det kom til stykket turde hverken Arafat eller Mahmoud Abbas takke ja. De skulle ikke nyde noget.

 

Det er bindegalt af EU og Borrel at tro, at man kan forhandle sig frem til en løsning med nogen, der af et fuldt hjerte ikke vil. Det er med begge ben solidt plantet i den blå luft.

 

Det er derudover bindegalt, når EU støtter Iran mod USA. Iran er en slyngelstat, der med sine proxystyrker ekspanderer i vores bagland. De samarbejder med Syrien, Rusland og Tyrkiet, som vi altså kommer til at ligge i arm med, når vi støtter EUs ufatteligt illoyale INSTEX instrument, der skal sætte det aggressive og upålidelige Iran i stand til at modstå USA’s sanktioner.

 

Og endelig er det i særklasse superbindegalt, at Danmark ved udenrigsminister Jeppe Kofod tillader Borrel at føre vores udenrigspolitik i forhold til Israel, Iran, Tyrkiet og USA.

 

Man kan måske til nød forstå, at dele af Socialdemokratiet har ladet sig trække ind i denne antiamerikanske og antiisraelske udenrigspolitik. De kæmper trods alt med arven fra Lykketoft. Men at de borgerlige partier synes, at det er i dansk interesse at støtte Iran, Tyrkiet og Rusland til fordel for Israel og USA er ubegribeligt.

 

Israel er et liberalt økonomisk demokrati præget af transparens og respekt for menneskers rettigheder. I stedet for at støtte EU i dets dødsyge antiamerikanske og antiisraelske politik, burde vi arbejde på en reform af EU, så det i stedet for at fordømme Israel inviterede det til deltagelse i EU. Det ville vi stå os ved, og det ville EU stå sig ved.

Svend Lindhardt

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…