Iran: Kinas seneste koloni?

Et slogan, som Irans regerende mullaher har været stolte af, siden de kom til magten i 1979, lyder: “Hverken Øst eller Vest”. Det iranske styre har længe pralet af dets uafhængighed fra både vestlige og østlige magter. En ny hemmelig aftale med Kina ser imidlertid ud til at give Kina betydelig kontrol over Iran.

 

Den hemmelige aftale, der løber over 25 år og ligner en kolonial aftale, giver Kina betydelige rettigheder over landets ressourcer. Lækkede oplysninger afslører, at et af vilkårene er, at Kina vil investere næsten 400 mia. dollar i Irans olie, gas og petrokemiske industri. Til gengæld får Kina forret til at byde på alle nye projekter i Iran, der er tilknyttet disse sektorer. Kina får desuden 12% rabat og de kan udskyde betalinger i op til to år. Kina kan frit vælge, hvilken valuta de ønsker at benytte ved betalingen. Det vurderes desuden, at Kina får nedslag på næsten 32%.

 

En anden hemmelig del af aftalen har en militær dimension: Kina vil indsætte 5.000 mand fra deres sikkerhedsstyrker på iransk jord. Det er uden fortilfælde i den islamiske republik at give sådanne tilladelser. Aftalen er en klar gevinst for Kina; de 400 mia. dollar bliver investeret over 25 år, og det er et lille beløb for verdens næststørste økonomi. Kina får desuden fuld myndighed over Irans øer, får adgang til Irans olie til en stærkt nedsat pris og øger sin indflydelse og tilstedeværelse i næsten hver eneste sektor af Irans industri, heriblandt telekommunikation, energi, havne, jernbaner og bankvæsen. Kina er i øvrigt verdens største olieimportør.

 

Selv nogle af Irans politikere og statsejede aviser er begyndt at kritisere aftalen. Den iranske avis Arman-e Melli kritiserer for eksempel overraskende regeringen med denne overskrift: “Iran er ikke Kenya eller Sri Lanka (som er blevet koloniseret af Kina)”.

 

Den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo advarede i en tale til diplomater og virksomhedsledere ved FN’s Økonomiske Kommission for Afrika, der blev afholdt i februar 2020 i Etiopiens hovedstad Addis Ababa, andre lande om, at de “skulle tage sig i agt for autoritære styrer med tomme løfter. De medfører korruption, afhængighed”. En artikel i den iranske avis Hamdeli af den iranske journalist Shirzad Abdollahi blev trykt med titlen: “Bliver Iran en kinesisk koloni?” Han advarede embedsmænd:

 

“Kinesernes og russernes smil er lige så skadelige og ødelæggende for Iran som Trumps panderynken. Amerikanerne udtrykker åbent deres synspunkter, men kineserne og russerne forfølger deres egne interesser under dække af diplomatiske komplimenter. Kina, Rusland, USA, Europa og alle lande forfølger deres egne nationale interesser i forhold til Iran, og romantiske eller fjendtlige forbindelser med Iran er meningsløse”.

 

Det kompromisløse iranske parlamentsmedlem Mahmoud Ahmadi Bighash advarede på en statslig tv-kanal om, at han mener, at den foreslåede aftale inkluderer “en fuldstændig myndighedsoverdragelse af iranske øer til Kina”.

 

Selv Irans tidligere præsident Mahmoud Ahmadinejad har understreget faren ved aftalen:

 

“Det er ugyldigt at indgå en hemmelig aftale med udenlandske partnere uden at tage hensyn til den iranske nations vilje og mod landets interesser, og den iranske nation vil ikke anerkende det”.

 

Ahmadinejad sagde til de regerende mullaher:

 

“Ejer I landet, mens I bortauktionerer landet uden folkets viden? Vi lavede en revolution, så intet skulle skjules for nationen, og ingen betragtede sig som nationens ejere”.

 

Vreden over aftalen giver genlyd over hele Iran. Nogle iranere sammenligner aftalen med Kina med de ydmygende koloniale aftaler, der blev indgået inden den islamiske revolution. I 1872 gav den iranske regent Nasir Al-Din Shah for eksempel den britiske bankmand Baron Julius de Reuter betydelig kontrol over persiske veje, fabrikker, råstofudvinding, telegrafforbindelser, møller og andre offentlige bygge- og anlægsarbejder mod at få del i omsætningen i 20 år. Koncessionen til Reuter var så omfattende, at selv berømte imperialister som Lord Cruzon betegnede det som “den mest omfattende overdragelse af kontrol over ressourcer, som noget land nogen sinde har givet til en udlænding”.

 

De regerende mullaher sælger landet til Kina, lige som de afrikanske regeringer gjorde. Kina er tilsyneladende mere end villige til at indgå aftaler med diktatorerse bort fra deres brud på menneskerettighederne og plyndre deres lande for at fremme sine egne ambitioner om globalt overherredømme.

 

Majid Rafizadeh er forretningsstrateg og rådgiver, uddannet på Harvard, politolog, bestyrelsesmedlem ved Harvard International Review og formand for International American Council on the Middle East. Han har skrevet adskillige bøger om islam og amerikansk udenrigspolitik. Han kan kontaktes på [email protected]

 

GATESTONE INSTITUTE

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…