Indlæg fra læserne 9. november: Når syrerne er allermest danske # En spådom gik i opfyldelse # Skamstøtten på Vesterbro # Muslimer der hader franskmænd # Trumps politik lever videre

Også du min søn Naser

Af Karsten Søberg

Misforstå mig ikke, for jeg er sætter meget pris på Naser Khader. Han deltog torsdag i et program om tro på P1, og sagde som sædvanlig mange kloge ting. Men midt i det hele, tilsyneladende uden skam og uden at rødme, fortalte han hvordan hans far og en flok venner sad i baglokalet til faderens butik og snakkede om deres had til Danmark. Det sagde han virkelig. Men det blev værre!
Han fortalte, at de følte sig allermest danske, når de var tilbage i hjemlandet for at besøge familie og venner. Det sagde han virkelig. Jeg troede de var flygtet fra forfølgelse og overhængende livsfare. Syriske, såkaldte flygtninge kan ikke engang i dag sendes tilbage. Men Syrien er åbenbart et dejligt ferieland-for flygtede syrere. Tja, virkeligheden har mange ansigter.

En spådom gik i opfyldelse
Af Lone Eriksen
I begyndelsen af året var der en læserbrevsskribent der i Den Korte Avis skrev, at man, for at forebygge terror i Europa, straks burde forsvare sig mod tilstrømningen af personer, der krydsede Middelhavet og stoppe denne menneskeimport af personer med en helt anden livsopfattelse end befolkningen i Vesten.
Der blev nævnt flere gode grunde til et totalt stop, men et vægtigt argument var det som skribenten benævnte som PROMILLEFLYGTNINGE. Og nej det har ikke noget med alkohol at gøre. Det som der blev peget på var, at en ud af tusind (1000) individer med stor sandsynlighed ville være en terrorist eller en kommende terrorist. Dvs., at når der ankommer 20.000 personer vil der være 20 terrorister i blandt dem.
Det er jo tilsyneladende kommet til at passe, bl.a. når vi ser på terroranslaget i Nice mod de ansatte og de fredelige kirkegængere i denne kristne kirke. Denne ”rettroende” unge fremmede mand ankom til Italiens sydkyst og få dage efter trådte han ind i kirken i Sydfrankrig og gennemførte sin udåd. En spådom gik (desværre) i opfyldelse

Skamstøtten på Vesterbro

Af Erik Andersen, forfatter og illustrator

 

For et stykke tid siden gik jeg en tur på Nørrebro i København. Det var en ret ubehagelig oplevelse. Det var ikke en dansk bydel, jeg oplevede. Den var præget af mennesker i lange gevandter. Det var tydeligt, at disse mennesker hører til helt andre steder i verden. Det er stort set en muslimsk bydel. Det er sådan set ikke det værste. Det, der er uhyggeligt alvorligt, er, at ændringen af det danske samfund stopper ikke her. Den fremmes af den måde den danske politik føres på. Vore politikere har ikke for alvor fattet. at islam i realiteten står for en samfundsopfattelse, der på ingen måde er forenelig med det danske samfund.

 

Senere kom jeg forbi Frihedsstøtten på Vesterbro. Den er blevet opstillet engang sidst i 17’hundrede tallet som minde om Stavnsbåndets ophævelse. De danske bønder blev sat fri og behøvede ikke længere at blive boende der, hvor godsejeren krævede. Det er længe siden, og Frihedsstøtten er dybt forældet. Det gamle skidt kan man lige så godt fjerne og køre på lossepladsen. Stavnsbåndet er for længst genindført. Nu er det ikke længere adelen og godsejerne, der stavnsbinder. I vore dage er det bankerne og kreditforeningerne.

 

Til at afløse Frihedsstøtten vil det være helt naturligt på denne plads at opføre en Skamstøtte over de tankeløse, inkompetente og naive politikere, der enten ved deres politik eller deres gentagne bemærkninger om, hvor lille betydning den muslimske indvandring ville få, har skadet Danmark i meget høj grad. De har nedgjort alle bemærkninger om begrænsning af immigrationen og gjort folk til racister, hvis de ikke delte deres synspunkter. De fremmede var måske en berigelse i 1960’erne, hvor der var mangel på arbejdskraft, men ikke nu, hvor vi importerer folk, der ikke kan berige med andet end befolkningstilvækst. Det er politikere, der har nydt stor anseelse i deres tid. De er blevet anset for at være kloge og fornuftige; men det har ikke haft nogen begrundelse i den virkelige verden. Her fortæller realiteterne, at de har skabt de problemer, som nutidens lovgivere forgæves forsøger at finde lappeløsninger på. Der bruges ord som integration og tilpasning for at bortforklare, at disse mennesker aldrig kommer til at høre til i Danmark. Der laves bandepakker, sikkerhedspakker og tryghedspakker for at skjule, hvor galt det står til, og for at bilde folk ind, at der bliver gjort noget.

 

De store huller, vore politikere har lavet i danmarkskortet, berettiger dem til en stor og flot Skamstøtte.

 

Hvem skulle så være med på denne skulptur? Det ville være naturligt at begynde med nogle socialdemokrater, der op igennem tiden fuldkommen overhørte nødråb fra deres borgmestre på den københavnske vestegn, sværtede andre til som ikke stuerene eller prøvede at bilde folk ind at antallet af fremmede var faldende. Anker Jørgensen, Svend Auken, Poul Nyrup Rasmussen og Birthe Weiss. Det er ørkesløst at remse alle deres synder op, man kan selv checke efter, hvis man har lyst. Der kunne nævnes mange flere socialdemokrater; men de er på ingen måde alene. De radikales Marianne Jelved, der har et meget bedre menneskesyn end alle andre, følges af partifæller som Sofie Carsten Nielsen og Morten Østergård(der måske kun udadtil er så meget bedre end andre mennesker), for bare at nævne nogle enkelte. De borgerlige partier går heller ikke fri. De kan med rette anklages for ikke at have taget problemet alvorligt. Povl Schlüter, Uffe Ellemann Jensen, Lars Løkke Rasmussen. Søren Pind må også nævnes. Han var sherif, da immigranterne erobrede de danske motorveje. Selv en forbitret modstander af indvandringen som Mogens Glistrup hører med i skamstøtten, fordi han greb kampen an på en helt forkert måde. Jeg har med vilje ikke nævnt nogen fra venstrefløjen, fordi jeg ikke forstår deres fascination af en kvindeundertrykkende voldsreligion.

 

Skamstøtten ville ikke være et fuldendt kunstværk, hvis den udelukkende bestod af politikere. Kendte erhvervsledere og forretningsfolk fra tiden pressede kraftigt på for at få billig arbejdskraft. De fleste journalister fra de store dagblade og TV medier skulle egentlig også med; men her må man nok nøjes med de værste. Det er patetisk, at se programmer som Presselogen, Deadline og TV2 News, der tydeligt viser, hvilken holdning vore største medier indtager i spørgsmålet om indvandring. Det gør de ved valget af deltagere og deres måde at vinkle spørgsmålene på. De prøver at bilde os ind, at de står som upartiske formidlere; men hensigten er bare for tydelig. Pressen skulle være vores vagthund over for magthaverne; men det er meget svært virkelig at bide nogen i haserne, når millionerne vælter ind sammesteds fra. Journalisterne lever af politikerne og omvendt.

 

Det ville i det hele taget være meget svært at vælge, hvem der skulle med på en sådan skamstøtte. Det er helt sikkert, at mange vil blive sure, hvis de kommer med på skamstøtten, for lige i øjeblikket er der kø ved håndvasken, når det gælder om at fritage sig for ansvaret for de store problemer, der er med de fremmede og deres efterkommere.

 

Socialdemokraterne har efter tyve- tredive år opdaget, at den eneste måde at få magten, er at overtage Dansk Folkepartis udlændingepolitik. Til gengæld har Det Radikale Venstre indset, at de skal hente deres stemmer hos muslimerne.

 

Det kunne godt tænkes, at nogle ville være kede af det, hvis de ikke kom med på skamstøtten.

 

Hvordan skulle en skamstøtte se ud? Jeg forestiller mig noget i retning af den høje søjle i Vigelandsparken i Oslo. Påklædte kroppe (æstetiske hensyn) flettes ind i hinanden, så ingen kan se, hvad der er hvis. Det passer også meget godt med de politiske realiteter, og det ville være et betagende syn, særlig hvis ansigterne blev fremstillet let genkendelige.

 

Der er ingen tvivl om, at ideen ville brede sig til andre lande. Sandsynligvis ikke til Sverige, hvor firs procent af befolkningen har stemt for, at den oprindelige svensker skal udskiftes med en afrikaner eller en araber. Det kan man så godt gennemskue. De mest intelligente svenskere udvandrede til Bornholm i 1880’erne, og resten af de opvakte tog til Canada og USA. I Tyskland kunne man udskifte Siegessäule i Berlin med en skamstøtte: Angelasäule. Die Haupstadt der Vereigniten Europäischen Union, Bruxelles, har kandidater til en hel skyskraber. Hvad der videre kunne ske nede i Europa, sådan som det ser ud i øjeblikket, er svært at forestille sig.


 

 

Alt for meget had. Muslimer hader franskmænd, og franskmænd hader politikerne

Kommentar til artikel under ovennævnte titel i den franske netavis Riposte Laïque, af 5. november, 2020

Af Bitten-Kirsti Nielsen

 

“I morges så jeg mig selv i spejlet og overvejede de valg jeg har truffet for ikke at blive dømt til døden om nogle år, og jeg så mig i spejlet uden skam”.

 

Sådan slutter en fransk politiker sin artikel under dæknavn i Riposte Laïque, hvor han gør sig sine overvejelser over uroen i Frankrig. Her ser han fremkomsten af en stigende fascisme i fransk pollitik under Macron, som efter hans mening kan sammenlignes med den fascisme, som verden oplevede under Hitler, Stalin og Mao med mord på egne borgere. Og det er, hvad der ifølge forfatteren sker med de mange mord på franskmænd under en regering, som  intet gør for at beskytte sine borgere. 

 

Men i folkedybet ulmer en foruroligende vrede. Her  skaber myndighedernes overdrevne tolerance med kriminelle stor bitterhed, mens der ingen refærdighed ydes over for den almindelige franskmand, som må se sit land på vej i opløsning og med en gradvis overtagelse af en fremmed magt, skriver han. 

 

Hadet til politikere, dommere og politiet vokser hastigt hos store dele af den franske befolkning, som i stort tal hader muslimerne, der til gengæld nærer et indædt had til Vesten, et had de deler med de sorte afrikanere, som er fulde af hævnlyst mod den hvide mand, hvorved Frankrig nu synes at være havnet i en fastlåst situation.

 

Man må simpelthen konstatere, at sammensætningen af alle disse mennesker kun fungerer på papiret, men langt fra den virkelighed, som eliten har indrettet og påtvunget masserne, men som aldrig vil lykkes. “Marionet-politikernes fantasier er endt i et mareridt”.

 

Hadet til politiet

De Gule veste kalder politiet for lejesoldater til fals for den dirigerende kaste, når bøllerne fra forstæderne betragtes af politiet som en naturlig del af bybilledet. Med den almindelige, normale borger er det straks en anden sag, hvis denne optræder uden maske, eller andet fra småtingsafdelingen. Så falder hammeren. Derimod er der ingen hjælp at hente, når almindelige mennesker er ude af stand til at bevæge sig frit, fordi deres by er belejret af marokanske bander, eller når fjenden frit kan slendre bevæbnet og roligt rundt i gaderne med våben i hånden, eller når vilde ballademagere præger dagligdagen i forstæderne. Derfor fremstår politiet for den normale borger som ussel og har mistet hans respekt. Det skal dog tilføjes, at politiet ikke har lov til at antaste bøllerne, men uhindret kan antaste almindelige borgere. Vi må nok se langt efter en forklaring på det, men spørgsmålet er så, hvornår den almindelige mand/kvinde ikke længere ser nytten af politiet og tager sikkerheden i egen hånd.

 

Hadet til politikerne

De franske politikere har  i 50 år været ude af stand til at klare bare de mindste problemer i Frankrig, skriver forfatteren, og nu har de udleveret landet til fremmede horder, der som bekendt hersker med terror i alle kvarterer og har ødelagt samfundet. Når der findes grupper, for hvem halshugning er ligegyldig, ja hos nogle endda fremkalder lettelse, så er noget af årsagen ifølge forfatteren den politiske kastes forræderi, som har ført landet i den aktuelle før-krigstilstand. Men vil almindelige borgere gå på gaden og sætte sig op imod politiet og deres modstandere? Vil de risikere deres liv og lemmer, deres arbejde mv.? Vil de få hjælp fra militæret, eller vil de blive mødt med modstand derfra? Situationen er forvirrende og sprængfarlig. 

 

Alligevel håber vores forfatter, at en modstandsbevægelse vil rejse sig med krav om en “terapeutisk katarsis”, som han siger, der nødvendigvis vil føre til anvendelse af dødsstraf for nogle politikere i regering inden for de seneste 30 år, når den er legalt vedtaget af folkedomstolene. Den slags overvejelser ses i øvrigt ofte på de franske patriotisk orienterede netaviser, som måske først og fremmest er et åndehul for frustrationer. Hvem ved? 

 

Situationen i Frankrig synes imidlertid at være nået til et punkt af no-return, som kan ende i en borgerkrig. Dels har politikerne ladet antallet af fremmede kulturer vokse på en helt uforsvarlig måde, dels har de accepteret, at disses levevis gør sig gældende med voksende hast i det franske samfund, en levevis som de har hentet hos deres mest fanatiske hjemlande. 

 

Had avler had, ved vi. Så det er normalt, at en stigende andel af etniske franskmænd, der er ofre for had,  selv begynder at hade den politiske klasse, som fortsætter med at påtvinge Frankrig denne import af fremmede. (Men den politiske klasse … er det i virkeligheden hovedfjenden?). Det hjælper næppe heller på spændingerne, når politikere og dommere forbyder almindelige borgere at give udtryk for deres uvilje mod invasionen i det offentlige rum, mens hadefulde fremmede har lov til at tydeliggøre deres meninger ustraffet og det i enhver henseende på offentlige steder i landet. 

 

Hvordan er Frankrig da nået dertil? spørger forfatteren. Hvordan kan en 25 årig indvandrer godtages af myndighederne som uledsaget flygtningebarn og modtage 50.000 euro om året i to år og rende rundt og angribe forbipasserende med en økse? Det er jo lige ved at være komisk. I hvert fald rejser det spørgmsålet, om de involverede myndigheder har spillet fallit. Derfor må de myndigheder, som forsørger terroristerne, være at betragte som medskyldige i halshugningerne, skriver vores forfatter, og så vover de endda at angribe forfatteren Zemour, som prøver at finde en forklaring på det, der sker.

 

Sådanne eksempler får bitterheden til at vokse mod “politikernes snavs”, siger forfatteren. Han mener, at den franske politiske klasse, som har ført Frankrig i den aktuelle situation, er aktivt medskyldig, at de “bevidst og ubetinget er nogle skurke og kriminelle”, der støtter terrorister, sålænge de ikke vil lade disse typer fjerne.

 

“Jeg vil nødigt være i disse politikeres sko, når et flertal af franskmænd kommer til samme konklusion som jeg”, skriver forfatteren. “For at sige det lige ud, så er jeg ikke engang sikker på, at modstandsgrupperne tager sig tid til at få folkedomstolene etableret. Det vil tage alt for lang tid, når tingene tilspidses, for man har allerede tabt alt for meget”.

 

Frihedens time vil paradoksalt nok tage sig ud som fascisme, mener han. Ja det er mærkeligt, hvordan de, som er blevet stemplet som fascister den ene dag, ved historiens ironi kan se deres image ændret til en progressiv bevægelse for den genfundne frihed dagen efter.

 

Hvorom alt er, så skal man være enten patriot eller ven med fjenden, når denne erklærer krig mod Frankrig. Krigsførende parter støtter aldrig tvetydige holdninger. 

 

“Jeg er i dag fransk politiker”, siger forfatteren. “I morges så jeg mig selv i spejlet og overvejede de valg jeg har truffet for ikke at blive dømt til døden om nogle år, og jeg så fortsat på mig selv i spejlet uden skam. Der findes blandt de politiske marionetter også dem, som ser tingene klart, trods alt”. Forresten er det vel et åbent spørgsmål, hvordan  man vil se på en såkaldt “fascist” i dag, som i morgen er aktør i en modstandsgruppe, og på de aktuelle selvproklamerede demokrater, der ender som skyldige i undertrykkelse og folkedrab på deres egen befolknng.

 

“For at redde skinnet, har de nuværende politikere kun én udvej, og det er at organisere deres egen “fascisme” og få gang i hjemsendelserne for at forhindre krigen. Hvis ikke, så kommer krigen, og de vil selv ryge med”, slutter forfatteren. 

Jean d’Acre


Trumps person har tabt men hans politik kan leve videre og hans eftermæle kan blive stort

 

Af Thomas Grønlund Nielsen

Så slutter 4 fantastiske år med Trump – ja, faktisk 5½ år for lige fra han stilede op 15.juni 2015, har han sat sit tydelige præg og gjort USA stort igen. Han vil uden tvivl få en plads i historiebøgerne. Her i den afgrundsdybe skuffelse over den store mands fald, er det vigtigt at komme i hu hvor meget Trump har ændret, forbedret og reddet i disse 5 legendariske år. Blot for at nævne lidt af det: højesteret er blevet afstivet med 3 konservative udnævnelser hvilket vil holde i årtier (medmindre demokraterne bryder al anstændighed og hæver antallet af pladser), 600 km mur til Mexico er blevet bygget og resten af muren er finansieret, milliarder af dollars i toldindtægter har afhjulpet føderationens store underskud, første skattereform siden Reagan, afskaffelse af lovkompleks har gjort livet lettere for små virksomheder, amerikansk rumfart har fået sin renæssance med en fordobling af NASAs antal ansatte og første bemandede raketopsendelse fra amerikansk jord i 10 år, USA er igen pioner indenfor rumfart, atomkraft osv. Men først og fremmest har Trump været arbejderklassens mand i ordets egentlige forstand. Han har skaffet jobs tilbage til USA – rigtige jobs hvor man får snavs på hænderne og hvor der produceres fysiske værdier. Han har gjort USA til verdens største producent af olie og gas og dermed gjort USA uafhængig af Mellemøsten og fået sit land ud af de udsigtsløse krige der. USA og Kina behøver ikke længere at konkurrere over olieleverancer og det er godt nyt for verdensfreden. Ligesom Trumps møde med Nordkorea som Sydkorea og Japan mener at han burde have haft Nobels fredspris for. I det hele taget er det påfaldende, at vi har hørt meget mindre om ISIS og uroligheder i Mellemøsten, efter at Trump kom til. Sådan går det som regel når republikanere sidder i Det Hvide Hus (med Bush den yngre som grotesk undtagelse) at krige bliver afsluttet. Det gælder f.eks. Vietnam krigen, som blev startet af demokraterne, og det gælder den kolde krig. Det var også det gamle parti der med Abraham Lincoln afskaffede slaveriet på trods af demokraternes indædte modstand. Nu må man bede til at Joe Biden ikke får ødelagt for mange af Trumps bedrifter. Man må bede til at det også er Biden der bliver præsident af gavn og ikke Kamala Harris og den radikale venstrefløj. Han virker desværre så svag at man kan tvivle på om han kan holde stand mod den fortsatte venstredrejning af John F. Kennedy’s parti, der har foregået siden Bill Clinton gik af og som særligt giver sig udtryk i den absurde identitetspolitik. Man kan frygte at det går ligesom Socialdemokratiet under Anker Jørgensen som heller ikke kunne holde stand og hvor det gamle arbejderparti i 70’erne og 80’erne blev invaderet af venstrefløjsakademikere og pludselig var imod NATO, atomkraft og den sunde arbejderfornuft der havde bygget partiet op.

 

Kan det virkelig have været alene Corona plagen der væltede Trump? Det ville i så fald være en næsten ubærlig tragedie, at en ydre, anonym og nærmest tilfældig begivenhed skulle formå at afspore den folkebevægelse som Trump har været og fratage denne storslåede nation sin ubændige stræben og energi. Men det kan også meget vel tænkes at Trump ville have tabt uden denne plage og at han i sin stil simpelthen bare var for krads kost for amerikanerne. Selvom indholdet af hans politik var stort og godt, kan man godt forestille sig at det var hans vulgære og selvforherligende fremtræden der blev så anstrengende for et flertal af amerikanerne, at de efter 5 år foretrak en lidt søvnig gammel mand.  Faktum er at stemmedeltagelsen med 67 % ved dette valg er det højeste i USA siden år 1900, så selvom Trump fik 5 millioner flere stemmer end i 2016, måtte han se sig overgået af Biden. I hvert fald avlede præsidentens utrættelige energi og allestedsnærværende aktivitet og tale så meget modtryk i befolkningen, at de afsatte ham.  Det er højst usædvanligt at det amerikanske folk afsætter en præsident det èn gang har valgt. Det er hidtil kun sket 2 gange efter 2.verdenskrig. Seneste gang var med Bush senior i 1992 under helt særlige omstændigheder idet den kolde krig netop var afsluttet og en helt ny dagsorden opstået. Desuden var den menige amerikaners økonomi blevet stærkt forværret under ham – helt modsat under Trump. Første gang var i 1980 hvor Jimmy Carter tabte til Reagan. Her er historikere dog også enige om at Carter var en umådelig uheldig præsident hvis svaghed medførte Sovjetunionens invasion i Afghanistan og gidseldramaet på ambassaden i Iran. Men denne 3.gang hvor en siddende præsident blev fældet, var det en anderledes triviel, universel og sørgelig politisk kraft der lå bag: som så ofte i et demokrati sejrede middelmådigheden over geniet og dygtigheden.

 

Men det hele behøver ikke at være så skidt endda: Hvis Trump undgår at lave for megen skandale ud af dette nederlag og i stedet overdrager magten roligt og værdigt til Joe Biden, kan hans eftermæle blive ganske godt. (Det skulle han nok tænke mere på for det kan holde vejen åben mod præsidentembedet om 4 år for vicepræsident Mike Pence og for hans datter, Ivanka Trump, senere). Trump kan blive en levende politisk legende for han har i den grad åbnet for nytænkning og hjulpet USA ud af den kolde krigs forældede tankegods og aktivistiske udenrigspolitik. Han har ledt sit land ind på en farbar vej mod handelspolitisk balance med Kina. Han har rejst penge til muren til Mexico og en varig løsning på USA’s problemer med illegal narko- og indvandrer-trafik. Han har sat USA på sporet til igen at blive førende i rummet og få den første kvinde på Månen inden 2024. Særlig sidstnævnte kan Biden høste æren og pressebevågenheden for hvis han er kløgtig nok til ikke at afspore det. I det hele taget vil den kommende præsident gøre klogt i at bibeholde meget af den politiske kurs som Trump har lagt, for det er i virkeligheden ikke den et flertal af amerikanere er utilfredse med. De er utilfredse og utrygge med Trumps person og den kan Biden jo sagtens fortsætte med at lægge størst mulig afstand til i det offentlige, uden at han behøver at sænke de skibe som hans forgænger har søsat. Hvis Biden forstår dette og formår at holde den radikale venstrefløj i sit parti i ave, kan han måske blive en rimeligt velfungerende præsident. Han vil måske kunne hele nogle af de sår i den amerikanske samhørighed som Trump har revet op i sin voldsomme fremfærd. Man skal ikke fortvivle og man har altid lov til at håbe.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…