Indlæg fra læserne 6. januar: Nytårstaflet # Berøringsangst # Samvittighedsfuld fattighjælp # Juleevangeliet

Af P. Wollemann

Stort tak til Eugen-Olsen under indledningen på TV2’s dækning af Dronningens Nytårstaffel 1. januar 2020.

 

Under oplægget til gæsternes ankomst, berørte man bl.a., hvordan gæsterne ønskede Dronningen Godt Nytår. Eugen-Olsen, som eksperten fortæller – en efter en i rangfølge med statsministeren først. Fra Kåre Quist lyder det – er det det vores statsminister Mette Frederiksen kalder ’Gåsegang’?

 

Eugen-Olsen – jeg har en anden uddannelse end Mette Frederiksen, så jeg bruger et andet ord. Eminent svar – tak.

Her har vi nok svaret på den ny regerings formåen.


 

Berøringsangst

Af Finn Andersson

 

Mette Frederiksen brugte dette ord i sin nytårstale angående børn fra familier som er svagt kørende
mht opdragelse etc. I den forbindelse tænker jeg på danske politikere som i forbindelse med
indvandringen i 80’erne og fremefter, havde den samme berørings angst for at stille krav. Det de nye indvandrere blev udsat for, er det samme som omsorgssvigt og det har kostet det danske samfund dyrt eftersom en stor gruppe af disse mennesker er landet på offentlige ydelser!

 

Det er specielt politikere på venstrefløjen som er de skyldige og der burde egentlig være et retsligt efterspil hvor disse stilles til ansvar for denne inhumane behandling! Det skal man nok ikke forvente.

 

Samuel Huntington skrev en bog der hedder Civilisationernes sammenstød; er det det som er ved at
udspille sig i den vestlige verden lige for øjnene af os – se blot til Sverige som er et skræmmende
eksempel på magtarrogance af den svenske statsminister!

 

I ønskes et godt nytår med tak for mange fremragende klummer


 

Samvittighedsfuld fattighjælp

Af Visti Christensen

 

”Jeg vil ikke tvinges til at skulle have medlidenhed med folk, som ikke fortjener det, men lyver og spiller fattige tiggere!” udtalte én for nylig. 


Mange er i sag i tvivl om, hvorvidt tiggeri er forbudt i Danmark. Førhen sås skilte i større byers opgange, hvor der stod: ”Betleri forbudt!”

 

I vore dage sidder mange fremmede udenfor supermarkeder og tigger og ønsker folk glædelig Jul på et gebrokkent, ubehjælpsomt dansk. 

 

Nogle foregiver at sælge blade af forskellig slags. Bl. a. det bulgarske blad “Strada”. Men hovedformålet er pengetiggeri i metaldåse og andet.

 

En forbipasserende, der nægtede at donere penge, sagde højt: ”Ja, vores generation har jo lært, at der er noget, der hedder at skamme sig.” 

 

Og sandt nok. Vi tigger ikke. Men det gør nogle af anden etnisk herkomst. Uden blusel. Som om de ved, at kristne gerne vil hjælpe folk i nød.

 

Men ikke alle er reelt nødlidende. Jussi Adler-Olsen nævner det i ”Marco-effekten”. At man bevidst udnytter gavmild næstekærlighed. 

 

Også jeg har haft dårlig samvittighed over ikke at give nye tiggere penge. Indtil jeg så ham blive hentet i Mercedes fra Birkerød Hovedgade. 

 

Men når det mørkner, kan man også se dem blive hjulpet af en Irma-kassedame, der venligt optæller hans mange mønter og leger bankforbindelse. 

 

Jeg læste i juledagene en artikel, der hed: ”Den fortabte Jul”. Det var et realistisk causeri over, hvordan alt i og omkring Julen har forandret sig.

 

Det må siges at være en sand iagttagelse. Ikke kun pga. de såkaldte kultursammenstød. Utallige ting har skiftet mening, indhold og relevans.


 

Juleevangeliet, en advarsel

Af Michael Thestrup

 

Gennem december misbruges juleevangeliet ofte af præster, journalister, politikere og andre indvandringslobbyister til at legitimere masseindvandringen af personer uden demokratisk tradition, kristen kulturbaggrund eller kompetencer som efterspørges på det danske arbejdsmarked. Men juleevangeliet kan lige så vel bruges til at advare imod indvandringen og understøtte en dansksindet position, som her:

 

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra den ny borgmester om at holde stormøde for hele kommunens befolkning. Det var det første stormøde, efter Mohamed Hussein var blevet borgmester. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin sagsbehandler. Også Holger drog op fra nabokommunen til den førhen danske by, København, fordi han og hans slægt var født der, for at lade sig indskrive sammen med Margrethe, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en papkasse, for hospitalets fødeafsnit var overfyldt med de nytilkomne.

 

I samme egn beherskede shariapoliti gaderne og håndhævede de nye forskrifter. Da stod Imamen, den nye borgmesters stedfortræder, foran dem, og Imamens magt blev synlig for dem, og de blev grebet af stor frygt. Men Imamen sagde til dem: “Frygt ikke for forfølgelse, lemlæstelse, voldtægt og stening! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag, men kun i dag, er der frelse for dem som konverterer og underkaster sig Allah, Den almægtige. Og dette er tegnet, I får: I skal bringe jer selv og ethvert barn i sikkerhed i Islams Hus også det barn, som er svøbt og ligger i papkassen”.

 

Og med ét var der sammen med Imamen en række bevæbnede bandemedlemmer, som lovpriste Gud og sang: “Allahu Akbar, Gud er den største! Der er ingen gud uden Allah og Muhammed er hans profet! Fred kun til mennesker som underkaster sig islam!” Holger og Margrethe priste sig lykkelige over at deres lille familie fik dette tilbud om frelse, som de straks tog imod med ydmyg taknemmelighed.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…