Indlæg fra læserne 30. januar: Er humanisme udelukkende positiv? # Antisemitisme # Brexit # Personligt ansvar

Er humanisme udelukkende positiv? 

Af Pernille Birkler

 

At være human er en af de egenskaber, som adskiller os mennesker fra dyrene. Dyr er ikke humane, de kan højst være omsorgsfulde – f.eks. overfor eget afkom, og vi kender udtrykket ”at opføre sig som et dyr”, hvilket ikke er positivt ment. 

 

Men i de sidste 20-30 år har ordet humanisme desværre fået et tillægsord hæftet på sig, som helt har ændret betydningen og gjort det til noget negativt, nemlig ordet naiv. For bliver humanisme til naiv humanisme ‒ som f.eks. på den politiske venstrefløj ‒ er det ikke mere noget positivt.

 

I disse dage markeres hvad aldrig må ske igen, forfølgelse og forsøg på udryddelse af et helt folk. At den radikale Morten Helveg benytter lejligheden til at tale om, at ”den yderste højrefløj marcherer i gaderne” (igen) med henvisning til modstanderne af Islam, viser netop den naive humanisme i fuldt flor. 

 

EU har i alt for mange år udvist naiv humanisme og med åbne arme og lukkede øjne taget imod millioner af mennesker fra Afrika og Mellemøsten uden at bekymre sig om konsekvenserne for egne befolkninger. Dermed lukkede de Islam ind i vores førhen så fredelige samfund.

 

Nu er konsekvenserne så begyndt at vise sig, og historien er ved at gentage sig. Volden og skyderierne er de sammen, men denne gang behøver ingen at marchere i gaderne, ‘besættelsestropperne’ er budt velkommen af de naive humanister.

 

Vi skal opføre os humant, men vi skal ikke være naive. Hvor langt skal den menneskelige humanisme så gå? Skal den gå så langt, at det går ud over mennesket selv og eget afkom?

 

Danmark bliver i dag styret af naive humanister med de radikale og venstrefløjen på førersædet og med katastrofale følger for vore efterkommere.

 

Islam må aldrig, aldrig nogensinde, blive dominerende i vores samfund. Danmark må aldrig blive overtaget af en voldelig politisk ideologi, som står for det diametralt modsatte af humanisme.


 

Antisemitisme

Af Visti Christensen

 

Med rette deltog en lang række civiliserede landes ledere i markeringen af 75-året for afslutningen af Hitlers jødeudryddelse. Samværet i Jerusalem bød på godt nærvær, relevante taler med små politiske sidebemærkninger, et enkelt surt opstød fra Frankrigs præsident Macron over Israels normale udvidede sikkerhedsopbud på ”neutrale” steder, men i øvrigt med bred opbakning til det demokratiske Israel. 

 

Herhjemme fik begivenheden også medieopmærksomhed. Bl. a. i form af Tv2’s mini-interview med fhv. overrabbiner Bent Melchior, der selv havde oplevet 2. Verdenskrig, og med sin familie nåede at flygte til Sverige. Melchior omtalte sobert antisemitismen, som han mente var påbegyndt allerede af de kristne i korstogene, men som i nutiden fortsat trivedes i visse nynazistiske og højreekstremistiske miljøer.  

 

Den danske presse fokuserede stort set kun på de tre ting, der de senere år er passeret i Danmark, og som gik ud over den semitiske stamme: Mordet på en jødisk vagt ved Synagogen, overmaling af nogle jødiske gravstedsminder og en påklistret gul jødestjerne på et hjems postkasse på Fyn. Alt sammen udlagt som tegn på tilstedeværende antisemitisme i vort land, som selvfølgelig ikke skal have lov at udvikle sig.

 

Men uanset hvor megen vægt, man lagde på de tre hændelser og mener, at det er udtryk for en generelt stigende antisemitisme, så bør det ikke overfortolkes. Det er utilgivelige gerninger, der ikke er værdige i et civiliseret samfund. Men mon ikke det nemt kan konstateres, at det – efter alt at dømme – er udført at sinds-uligevægtige personer fra små miljøer, der ikke kan begå sig med ord og argumenter? 

 

I så fald er det ikke fair, at antisemitismen altid påstås at stamme fra fascistiske, ekstreme, højreradikale grupper. Vi har jo tit set, at folk fra ekstremt venstrefløjsgrupper ikke holder sig tilbage. Tværtimod kan det konstateres, at et voldeligt DNA er mere alment og generelt udbredt i venstreorienterede kredse end i de højreorienterede, som kun sjældent demonstrerer, og hvorfra kun en minoritet opfører sig abnormt.

 

Men alt andet lige, så sier man myggen fra og sluger kamelen. Den kamel, der hedder muslimsk lærdom, som ifølge koranens generelle agenda og efterlevelsesmanual, kalder det en nyttig gerning i Allahs øjne, at rettroende muslimer pr. definition skal være jødehadere, antisemitter og dødsfjende af jøder og alt jødisk. At en hel religions påbudte antisemitisme slet ikke omtales for tiden, er en utilgivelig mangel.


 

Nu begynder slagsmålet om Brexit for alvor

Af Henning Petersen

 

Mit gæt er, at vi er igennem mindre end 10% af forhandlingerne om Brexit. Det man nu er enige om er “skilsmisseregningen”. Omkostningerne ved de langsigtede projekter, som UK har nikket ja til medens de var medlem. EU har stort set fået sin vilje, fordi der var tale om kontrakter og projekter som følger international ret. Største stridspunkt vedrørte faktisk fremtiden (grænsen mellem Nord Irland og Republikken Irland) og det er nu løst ved at Johnson har hentet EU´s oprindelige forslag om en grænse ned gennem Det Irske Hav til erstatning for det Backstop May foreslog.

 

Johnsons mål var – har han tidligere sagt – at ødelægge EU. Det skulle blandt andet ske ved at spille EU-landene ud mod hinanden, alternativt at samle de tre store magter (UK, Frankrig og Tyskland) og sammen banke småstaterne på plads. Men sammenholdet hos de 27 andre lande holdt og blev forstærket.

 

UK´s forhandlingsposition

I mere end 40 år har UK ikke gennemført en handelsaftale. Det har EU ordnet for dem. Så hvad er der egentlig at fejre? I 2018 gik 45% af UK´s eksport til EU. 8% af EU´s gik til UK. Nu skal de selv forhandle med EU, forny aftalerne med alle de lande EU har aftale med plus nye aftale med alverdens andre lande.

 

I de glade dage op til afstemningen erklærede Brexit-ministeren, at der dagen efter afstemningen ville stå 30 lande uden for hans dør og bede om en aftale. Den tyske industri (biler) ville presse for en mere fordelagtig aftale til UK end den man havde o.s.v. De drømme er for længst forsvundet.

 

Og det er stadig ikke gået op for englænderne, at det er dem, der vil ud. Men gerne have en ny aftale uden at miste de fordele, der er ved medlemskabet af EU uden at følge reglerne og uden at betale. 

 

En engelsk tabloidavis havde fornyelig en overskrift der lød: “Nu må EU se at rette ind efter UK´s ønsker”. At diktere en forhandlingspartner der repræsenterer et marked på 411 millioner mennesker, når man selv repræsenterer 66 millioner, er vist at prøve at få halen til logre med hunden. 

 

Samtidig truer UK med at indføre egne (USA) lave standarder, for man tager ikke mod standarder dikteret af EU. Singapore, som kort før jul indgik en handelsaftale med EU, overholder EU standarder for varer eksporteret hertil.

 

Det ser ærlig talt ikke særlig godt ud for Johnson og Co. UK håber at kunne forhandle de næste 11 måneder sideløbende med USA og EU. Men nu har Trump bedt dem gøre aftalen med EU færdig først. Og de øvrige lande følger nok trop.

 

Hvad skal de egentlig forhandle om?

EU har allerede 17 oktober 2019 opstillet 141 forhandlingsområder/ønsker. (Har du et par dage kan du læse oplysningerne her.

 

UK er ikke færdig med deres liste endnu, bortset fra at de er i “nassehjørnet” og deres udmeldinger minder om premierministerens frisure i stormvejr.

 

Færdig i 2030?

Jeg tvivler på at forhandlingerne kan afsluttes på 11 måneder. Det er simpelthen for naivt. Den nyligt afsluttede aftale med Singapore tog 9 år. Mellem to parter. Aftalen mellem UK og EU er mellem 1 og 27 nationer, der har indsigelsesret overfor alle punkter. Mit gæt er, at vi skal frem til 2030 før Brexit er afsluttet.

 

Det kræver dog at Johnson ikke får storhedsvandvid og overvurderer parlamentssejrens betydning udenfor Westminster og viser sig som en realpolitiker, der overlader imperiedrømmene til Pubben og Den Sidste Promenadekoncert.


 

Afskaffelse af det personlige ansvar

Af Ole Schmidt

 

Der er efterhånden ikke så meget, der kan overraske, men en kronik i Berlingske d. 23/1 under overskriften ”Vi skal jagte systemfejlene i verdens mindst korrupte land ” overraskede alligevel en smule. Jeg havde trods alt ikke forestillet mig, at fire foreningsformænd, Sara Vergo, formand for Djøf off., Hanne Fugl Eskjær, fm. for off. Chefer i Djøf, Natascha Linn og Jesper Olsen, fm. og næstfm. i Transparency Int. Danmark i så høj grad tydeligvis går ind for den personlige ansvarsforflygtigelse, en ansvarsforflygtigelse vi desværre i særdeles høj grad har konstateret de seneste år inden for den offentlige sektor.

 

De fire personer udtaler i deres kronik bl.a. følgende:

 

”Bag enhver menneskelig fejl ligger der en systemfejl. Nogle af disse sager er så komplekse, at man ikke kan finde en eller to enkeltpersoner, der har handlet bevidst eller direkte skødesløst. Svigtet har ofte været i flere led. Mange af sagerne handler om misbrug af betroet magt. De har misbrugt vores tillid som kolleger. Dem vi ikke regnede med , at vi skulle kontrollere tæt. Problemet, når der ikke kan placeres et ansvar , er, at det udefra kan se ud som om, at systemet tager for let på det. At det ér lige meget og uden konsekvens. Med inspiration fra eksempelvis arbejdsmiljølovgivningen, bør vi overveje et system, hvor virksomheden, også staten, kan straffes med en bøde, hvis der er en overtrædelse af lovgivningen, ikke direktøren eller en medarbejder, men institutionen.”

 

De fire formænd ønsker tydeligvis begrebet, det personlige ansvar afskaffet, på trods af det faktum, at det altid er en eller flere personers handling eller undladelse af samme, der er grundlaget for en ansvarspådragende adfærd. Hvis et ”system” ikke fungerer korrekt, skyldes det jo også menneskelig adfærd. Systemet har jo ikke opfundet sig selv. Men at afskaffe begrebet personligt ansvar til fordel for et ”system- eller institutionsansvar” er jo den sikre vej til umyndighedsgørelse af mennesket, men det er vel også den ”dybere” filosofi bag de fire formænds udtalelse.

 

 

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…