Indlæg fra læserne 25. november: Fra Konstantinopel til USA # Folkestyret # De Røde

Der går en rød tråd fra Konstantinopels fald og til grundlæggelsen af staten USA

Af Martin Søby

Efter, at tyrkerne har erobret Konstantinopel i 1453 bliver Europa afskåret fra sin naturlige handelsrute til Indien. Søfaren Columbus bliver derfor sat til, at finde en ny søvej til Indien, hvilket fører til opdagelsen af Amerika i 1492. At Columbus så ikke er den første, til at opdage Amerika er en anden historie.

 

I 1600-tallet grundlægges en række engelske kolonier på Amerikas østkyst.

 

Disse kolonier gør i 1776 oprør mod den britiske krone og erklærer sig for uafhængige og de 13 stater bliver dermed gjort til Amerikas Forenede Stater.

 

Naturligvis er Konstantinopels fald en af de største tragedier i historien; men hvis ikke det var sket, ville Amerika først være blevet opdaget langt senere, og da højst sandsynligt ikke være blevet til det USA vi kender.


 

Har jeg misforstået noget her angående folkestyret?

Af Niels V. Casse

Departementschefen i fødevareministeriet indrømmede at de havde begået fejl, godt nok, men så kom udtrykket for overlegenhed og ligegyldighed for dagen, ”det er jeg da ked af, det er vi kede af” ja det burde de sandelig også være, faktisk burde de være meget flove, ikke bare flove men de burde skamme sig, og være på vej ud i glemslen.

 

Det er ikke kun en minister de har svigtet på det groveste, det er Danmark og danskerne i bred almindelighed de har tilsidesat. Ministre kommer og går, men det danske folk består, så grovheden er værst for danskerne og det højt besungne demokrati.

 

Hvad departementschef Studsgaard er eksponent for, er et embedsmandsvælde, værre end det som Sir Humphrey i serien ”Yes primeminister” udøver over for den stakkels premierminister. Han beviser faktisk hvem der reelt styrer Danmark, ministre er villige tumper der påtager sig ansvaret for de skandaler og bommerter som embedsmændene begår. Det er embedsmandsværket der bestemmer, og består!

 

Der skal meget til for at få en departementschef til at gå af før pensionsalderen banker på døren. Embedsmændene sidder fast i sadlen, vel vidende at det er ministeren der skal tage ansvaret for deres handlinger, i sidste ende statsministeren. Embedsmændene er fredet i klasse AA. Begår de fejl er de ‘kun’ kede af det, det kaldes også for krokodilletårer.

 

Ikke alene har embedsmændene i fødevareministeriet lavet en bommert, en brøler nej det er en direkte skandale der giver genlyd over hele den civiliserede verden. Verdens selvbestaltede førende demokratiske land har opført sig særdeles udemokratisk, den danske glorie er blevet en del rusten efter dette.

 

Det burde få konsekvenser langt ind i administrationen, faktisk burde det få folketinget til at træde i karakter og forlange en gennemgribende reorganisation af embedsmandsværket således at det retter ind efter folkestyret og ikke diktaturet. Det skulle indebærer ansvarlighed over for folkestyret, således at det ikke som her kan nøjes med en lille sætning, ”det er vi kede af”.

 

Hvis der er nogen der er kede af det er det minkavlerne, men på den lange bane er det danskerne der er kede af det, det er befolkningen som helhed der er taberne i dette spil. Det er vist i strid med ideen om ‘folkestyret’!


 

Mig og Partiet De Røde

Af Karsten Søberg

Engang imellem ringer der en sød dame fra partiet De Røde, i daglig tale DR, og spørger om jeg ikke vil være medlem- de kan se jeg ikke betaler kontingent. Jeg afviser venligt men bestemt med, at så ville jeg hellere melde mig direkte ind i hovedafdelingen, EL. Der er kontingentet væsentligt lavere. Hun Lokker så med at jeg kan følge direkte med i deres aktiviteter på tv, hvorpå jeg svarer at jeg ikke har et tv.
Nå, men så kan du da bare bruge din iPhone eller pc, siger den venlige dame. Så kan du gå på nettet og følge os dagligt. Jamen jeg har ikke en telefon eller en pc, der kan gå på nettet, siger jeg uskyldig som jeg er. Men den søde partisekretær har åbenbart set at jeg er en livlig debattør på diverse netmedier, og spørger, hvor jeg så går på nettet. Jamen det gør jeg da ovre hos min nabo. Så siger den rare dame, at så vil hun ikke forstyrre mere og så må jeg da have en rigtig god dag. Så sender hun en lille hilsen engang imellem og siger, at hvis jeg skulle komme på andre tanker er jeg velkommen. Så skal jeg bare tilmelde mig så sender de kontingentopkrævningen med det samme.
Sådan har det været i rigtig mange år nu og jeg har da ind imellem overvejet om jeg skulle anmelde hende for stalking. Men det tror jeg nu ikke jeg gider. Hun er så sød at snakke med. Og hun lyder så træt på forhånd, som om det denne gang er hende der har trukket nitten at skulle ringe til mig.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…